På Københavns Rådhus frygter man, at valgkampen bliver for jysk

København er med sin klimaprofil, utømmelige naturvinshylder og mange Michelin-stjerner en by, som ingen ville tøve med at have på gæstelisten, hvis der i morgen var eksklusiv fest for de smarteste metropoler i verden.  

Men der er alligevel en begivenhed, som København risikerer at stå udenfor, og det er det politiske bal, som Mette Frederiksen startede fra talerpulten foran Marienborg Slot onsdag eftermiddag. 

Med statsministerens startskud er der - lidt sat på spidsen - lagt op til en valgkamp, hvor politikerne hellere vil flokkes i stationsbyernes forsamlingshuse end i de københavnske saloner.

Statsministerpartierne i Socialdemokratiet, Venstre og Konservative satser alle hårdt på at tiltrække vælgere, der ikke er, som københavnere er flest. Blå Bjarne og Blå Bettinas opmærksomhed er i høj kurs. 

Den kamp er kun blevet hårdere, efter Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne er stormet ind på scenen og står til at snuppe vælgere fra særligt Socialdemokratiet. 

En omstændighed, der også bemærkes blandt de respektive partiers afdelinger i København, hvor der er en vis frygt henover midten for, at Københavns behov bliver glemt i de afgørende valgdebatter - og ikke mindst, når en ny regering skal dannes efter valget. 

Ministre i Jylland

Kigger man på, hvilke profiler de respektive partier stiller med i København, anes det, at de politiske kanoner stiger i kaliber, jo længere vest, man bevæger sig fra Storebæltsbroen. 

Socialdemokratiet har ganske vist opstillet børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil på Østerbro, mens beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard også stiller op i København, tæt på hjemmebanen i Tårnby. 

Langt de fleste af regeringens ministre, herunder statsministeren, er dog opstillet på Sjælland eller i Jylland. 

Det helt store københavner-kort er Ida Auken, der i indeværende valgperiode skiftede Radikale ud med Socialdemokratiet, efter hun også tidligere har været i SF.

Håbet er, at hun tager så mange som muligt af de godt 22.000 personlige stemmer, hun fik ved sidste valg, med. Bedømt ud fra den indledende vælgerkontakt er det dog tilsyneladende ikke alle, der har glemt Aukens partiskift. 

Man kan også bemærke, at SF og Enhedslisten stiller med absolutte sværvægtere i form af henholdsvis Pia Olsen Dyhr og Pelle Dragsted som spidskandidater i landets største by. 

Mor og far forbudt? 

Det åbne spørgsmål er, om man hos Socialdemokratiet på Christiansborg overhovedet har lyst til at tøjre sin politiske fortælling til den københavnske mast.

Partiets gruppe på Københavns Rådhus har netop oplevet sin største politiske ydmygelse i nyere tid, da man i september endte uden for døren i de københavnske budgetforhandlinger for første gang nogensinde. 

Derudover må der være en overvejelse af, om de dagsordener, der fylder i København, er gavnlige i en valgkamp, hvor nøglerne til statsministerkontoret synes reserveret til dem, der kan overbevise vælgerne om, at man er det mest almindelige parti. 

Her kan man som eksempel tage den nylige debat om Københavns Kommunes sprogvejledning, der kommer med anbefalinger til, hvordan kommunalt ansatte skal tiltale forældre.

Selvom brugen af mor og far blev aflivet en postgang for tidligt, var Inger Støjberg på Facebook hurtig til at bruge den nye sprogvejledning som et eksempel på, hvor tossede tingenes tilstand er i landets største by, hvor Socialdemokratiet har overborgmesterposten. 

Ikke just befordrende, når partiet på landsplan har travlt med at overbevise vægelsindede vælgere om, at de kan få præcis den samme pakke hos Socialdemokratiet, som den Danmarksdemokraterne tilbyder. 

Ingen i Tommy Ahlers-klassen 

Mens der er minister-stjernestøv blandt de socialdemokratiske københavnerkandidater, skal man virkelig koncentrere sig for at finde de åbenlyse borgerlige profiler indenfor den københavnske kommunegrænse.

Ved sidste valg kunne Venstre i København mønstre Tommy Ahlers, der med over 26.000 stemmer blev den femtestørste stemmesluger ved valget overhovedet, men han har siden forladt politik. 

Partiets københavnske spidskandidat ved det kommende folketingsvalg er derfor Linea Søgaard-Lidell, der siden 2019 har siddet i Europaparlamentet for Venstre, men som ikke har landspolitisk erfaring.

Her springer det i øjnene, at Venstre har fået hendes EU-kollega Søren Gade til at stille op i Vestjylland, mens man altså ikke er lykkedes med at opstille en stærkere kandidat i København, der kan række ud til den skare af vælgere, der sagde ja tak til Tommy Ahlers fortælling om iværksætteri og bud på en ambitiøs borgerlig klimapolitik. 

Den cocktail var populær for godt fire år siden, og siden er der kommet et yderligere vælgerpotentiale hos dem, der tidligere har identificeret sig som storbysocialdemokrater, men som er blevet politisk hjemløse af regeringens omfavnelse af stationsbyerne.

Et potentiale, som Venstre næppe ser ud til at realisere i denne valgkamp. 

I partiets gruppe på rådhuset er det dog ikke så meget manglen på store profiler, der bekymrer, som det simple faktum, at partiet i en nylig prognose står til at gå tre mandater tilbage i henholdsvis Københavns og Københavns Omegns Storkreds. 

Hvis den forudsigelse holder stik, bliver der alt andet lige færre politiske stemmer, der kan bære det politiske budskab fra rådhuset ind på Slotsholmen. 

Ultrawoke

At de traditionelle magtpartier under et ser ud til at nedprioritere København i valgkampen kan virke som et beskedent problem set i lyset af kommunens bugnende pengekasse og enorme popularitet på en række fronter. 

Man kan ligeledes indvende, at København som dansk hovedstad er i en liga for sig med egne udfordringer og politiske ambitioner, og ikke mindst midlerne til at føre dem ud i livet. 

I det lys er det næppe en katastrofe, at de afgørende valgslag ser ud til at blive udkæmpet på jysk eller sjællandsk grund vest for Valby Bakke. 

København har, som de fleste andre moderne metropoler, alle trends med sig, når det kommer til befolkningsudvikling, økonomisk vækst og andre vigtige parametre i den moderne samfundsudvikling. 

Det som hovedstaden, og ikke mindst politikerne på rådhuset, til gengæld kæmper mod er billedet af København som en ultrawoke kommune, der vil diktere, om de ansatte må sige far og mor, og påtvinge skolebørn opdragende skoleforløb ala Normstormerne, uden at deres forældre har nogen indflydelse. 

Den forestilling er politisk ammunition til de partier, der har politisk interesse i at skærpe konflikten mellem land og by.

Omvendt kan al Inger Støjbergs salon-harme næppe stoppe byudviklingen i København.

Derfor handler det måske mest af alt for hovedstaden om at undgå at få en negativ hovedrolle i valgkampen, og så fortsætte arbejdet, når krydserne er sat. 

Asfalt på Hærvejen

På rådhuset kan man dog ikke tillade sig den luksus at være helt ligeglade med udfaldet af det kommende folketingsvalg, da flere af de planer, der bliver lagt på Rådhuset også afhænger af velvilje på Christiansborg. 

Det umiddelbart mest presserende spørgsmål er udbygningen af den københavnske metro, der lige nu er i indledende høringsfaser. 

Her er der i regeringens infrastrukturplan for 2035 lagt op til en "skrabet" model, hvor en ny metro kun vil gå fra Østerbro til det kommende byggeri af Lynetteholmen.

Dermed skal der træffes en aktiv politisk beslutning, hvis en udvidelse af metroen skal gå langt videre, og også munde i en række nye stationer på Amager og langs havnefronten, som et bredt flertal på rådhuset ønsker det. 

Samtidig er den solcellehandlingsplan, som et flertal udenom Socialdemokratiet og SF netop har vedtaget i årets budgetaftale afhængig af, at man på Christiansborg ændrer reglerne, så det bliver muligt for kommunen at bruge strømmen til at varme skoler, daginstitutioner og andre kommunale bygninger op. 

Selvom Socialdemokratiet og Enhedslisten på rådhuset nok ikke inviterer hinanden på avocadomadder og danskvand lige foreløbig, førte de begge kommunalvalg på, at der skal bygges langt flere almene boliger i København. 

Her har den socialdemokratiske regering været behjælpelig med at fjerne en række knaster, eksempelvis ved at hæve grænsen for, hvor store krav kommunen kan sætte til andelen af almene boliger i nye byggerier. 

Politikerne på rådhuset skal dog stadig overbevise en ny regering om, at det er en god idé at lade DSB tage regningen for, at der skal bygges flere almene boliger i Jernbanebyen på Vesterbro, som er et af de næste store områder, der skal byudvikles i København. 

Derfor er det heller ikke helt uvæsentligt, hvis valgkampen kommer til at dreje sig om nærhospitaler på Sjælland, øget kørselsfradrag til borgere i vestjyske kommuner, eller udbygninger af motorvejstrækninger langt fra hovedstaden. 

Spørgsmålet, som flere på rådhuset med rette stiller sig selv er, hvor stor appetit der er på at sikre mere metro og flere solceller til København, hvis politikerne i forvejen har bundet sig op på løfter om, at der skal lægges mere asfalt på Hærvejen. 

dahl@altinget.dk