På fem år har 3F's drift givet milliardunderskud. Og det giver en strategisk sårbarhed, mener ekspert

Den daglige drift af 3F giver et årligt underskud i omegnen af 200 millioner kroner, viser regnskaber. Afkast fra værdipapirer holder fagforbundet oven vande. 

Landets største fagforbund, 3F, har reelt haft et overforbrug på mere end en milliard kroner i løbet af de seneste fem år.

Det viser Altingets gennemgang af regnskaberne fra 3F.

I 2022 brugte fagforbundet eksempelvis knap 11 kroner, hver gang den inkasserede ca. 8 kroner. Det gav et underskud på driften på 265 millioner kroner.

”Den ordinære drift hænger ikke sammen. Det er en smule uholdbart, ville jeg umiddelbart synes, hvis jeg sad i bestyrelsen,” siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet.

Tallene fra 2022 er illustrative for den økonomiske udvikling i 3F over de seneste fem år. Her løb det samlede resultat af den ordinære drift op i et underskud på mere end 1 milliard kroner.

Det vil sige, at 3F i gennemsnit har haft et årligt underskud på driften i omegnen af 200 millioner kroner gennem perioden.

I de fleste år bliver underskuddet fra driften mere end opvejet af store finansielle indtægter, der kommer fra 3F’s milliardbeholdning af værdipapirer, ejendomme og medejerskabet af Arbejdernes Landsbank.

Udfordringen er ifølge Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet, at formuen udover det løbende afkast har til formål at ruste 3F til en eventuel storkonflikt på det danske arbejdsmarked.

I et sådant scenarie er fagforbundenes rolle at hjælpe medlemmerne økonomisk, hvis de i en periode ikke får løn på grund af en konflikt.

”3F kan godt føre en faglig konflikt i en periode, men når man så har tømt egenkapitalen, kan man ikke finansiere driften bagefter,” vurderer Per Nikolaj Bukh.

Han peger på, at ubalancen på rundt regnet 200 millioner kroner om året svarer til cirka 300 medarbejdere eller kraftigt reducerede aktiviteter.

”Det er en enormt stor ubalance. Det vil jo have en kæmpe betydning for den mulighed, man har for at lave fagligt arbejde, hvis man skal skære 200 millioner på driften. Det bliver en helt anden verden. På den måde er der en strategisk sårbarhed i det her,” siger han og opfordrer 3F til at tilpasse omkostningerne til indtægterne.

3F: En klar strategi

Ifølge 3F skyldes underskuddet på driften, at forbundet i de seneste år har sat gang i nogle ikke nærmere definerede medlemsrettede initiativer.

Det har betydet, at man med åbne øjne har haft større omkostninger end indtægter, skriver hovedkasserer Kenneth Hove.

”Dette har været en klar strategi, som både kongres og HB (hovedbestyrelsen, red.) har støttet op omkring.”

”Vi har selvfølgelig altid fokus på, at der skal være en vis sammenhæng mellem indtægter og udgifter i den ordinære drift, så vi ikke skal finansiere faste aktiviteter med afkast af vores investeringer. Dette har situationen i 2022 yderligere understreget,” skriver Kenneth Hove.

{{toplink}}

Forrige artikel Altinget har nu forsvarsmedier i hele Skandinavien Altinget har nu forsvarsmedier i hele Skandinavien Næste artikel Tidligere forsvarsminister stopper som direktør i Dansk Erhverv Tidligere forsvarsminister stopper som direktør i Dansk Erhverv