Op mod 1.400 skattemedarbejdere skal udflyttes

UDFLYTNING: Mellem 1.000 og 1.400 skattemedarbejdere fik torsdag at vide, at de skal flytte, hvis de vil beholde deres job. Det sker som led i den store omlægning af Skat. 

Mellem 1.000 og 1.400 medarbejdere skal flytte inden 2021, hvis de vil beholde deres job.

Det fik de ansatte at vide torsdag formiddag. 

De mange arbejdspladser flyttes som led i den store omorganisering af Skat, hvor der oprettes syv nye enkeltstående skattestyrelser. 

Merete Agergaard er nuværende direktør i Skat og kommende direktør i Skattestyrelsen. Hun anerkender, at udflytningen bliver problematisk for mange ansatte:

"En reorganisering som denne indebærer svære beslutninger, som har betydning for mange dygtige medarbejdere. Her er det vigtigt at huske, at de flere tusinde ledige stillinger, der vil være i de kommende år, også giver mange nye jobmuligheder for de mange medarbejdere, der bliver bedt om at flytte," skriver hun i en pressemeddelelse. 

2.300 på pension
I alt skønner Skatteministeriet, at 2.600 stillinger skal flyttes.

Når det alligevel kun er mellem 1.000 og 1.400 medarbejdere, der inden 2021 enten skal have fundet ny bolig eller nyt job, skyldes det, at omkring 2.300 ansatte når pensionsalderen, inden deres stillinger nedlægges. 

Samtidig oprettes der 3.300 helt nye stillinger, som led i det politiske ønske om at styrke skatteforvaltningen. 

Vil samle fagligheden
Skat har i dag et problem med, at ansatte med samme faglighed og samme ledelse er spredt på mange forskellige arbejdspladser. 

Der er eksempelvis 800 medarbejdere, der ikke sidder samme sted som deres nærmeste leder. 

"Det overordnede hensyn, der ligger bag køreplanen, er at sikre, at skatteforvaltningen i de kommende år kan løfte sine opgaver sikkert og effektivt. Det kræver styrkede faglige miljøer, en større nærhed til ledelsen og en samling af de samme opgaver under samme tag," skriver Merete Agergaard i pressemeddelelsen.

Djøf: Mister kompetencer
I Djøf er man nervøs for, at udflytningerne vil medføre et stort videnstab:

“Det er problematisk, at man flytter rundt på medarbejderne, når man vil genoprette Skat. Al erfaring viser, at kompetencerne ikke flytter med medarbejderne. Hvis man flytter stillingerne, finder vores medlemmer nye job,” siger Johanne Nordmann, der repræsenterer 1.450 djøf'ere i Skat. 

Hun mener, at udflytningerne gennemføres for hurtigt:

“Det kan godt give mening at arbejde for en kortere afstand til ledelsen. Men det skal være på den lange bane. Det går for hurtigt, når man vil flytte stillingerne i løbet af tre år.” 

Johanne Nordmann understreger, at hun glæder sig til at arbejde for at de muligheder, der er i den nye struktur, bliver til virkelighed.

 

Forrige artikel Troels Mylenberg får nyt job på TV 2 News Troels Mylenberg får nyt job på TV 2 News Næste artikel Løkke tror ikke på EU’s flygtningefordeling Løkke tror ikke på EU’s flygtningefordeling