Mandag Morgen får ny chefredaktør

OM OS: Altinget og Mandag Morgen tager nu næste skridt for at øge det tværgående samarbejde, og det betyder, at ansvaret for det redaktionelle indhold samles under én chefredaktør, Jakob Nielsen.

Altinget og Mandag Morgen tager nu næste skridt for at øge det tværgående samarbejde mellem de to medier, der begge oplever god fremgang – både indholdsmæssigt og salgsmæssigt.

Derfor samles ansvaret for det redaktionelle indhold nu under én chefredaktør, Jakob Nielsen.

Lisbeth Knudsen udnævnes til tværgående chefredaktør, og hendes nye opgave bliver at bidrage med redaktionelt indhold i form af kommentarer, faste klummer, anmeldelser, analyser og interviews af særlig karakter til både Altinget og Mandag Morgen.

Desuden skal hun udvikle og drive større projekter i samarbejde med fonde og virksomheder sammen med Tænketanken Mandag Morgen og Altinget samt bidrage til rapportskrivning og analyser, konferenceaktiviteter, workshops, netværk og lignende, ligesom hun fortsat vil optræde som repræsentant/ambassadør for Mandag Morgen/Altinget i en række eksterne sammenhænge.

Som et af de særlige projekter fortsætter Lisbeth med det overordnede ansvar for udvikling af aktiviteterne i TjekDet.dk.

Jakob Nielsen, som i dag er ansvarshavende chefredaktør for Altinget, bliver fremover også ansvarshavende chefredaktør for Mandag Morgen og overtager som en del heraf også personale- og budgetansvar for Mandag Morgens redaktion.

Jakob Nielsen bliver dermed øverste ansvarlige for redaktionelt indhold i gruppen, der i dag tæller cirka 150 fuldtidsansatte og knap 50 timelønsansatte.

Andreas Hjorth Frederiksen fortsætter som direktør for Tænketanken Mandag Morgen. Både Lisbeth Knudsen, Jakob Nielsen og Andreas Hjorth Frederiksen vil som hidtil referere til selskabets administrerende direktør, Per Mikael Jensen, der også er administrerende chefredaktør.

"Da Altinget erhvervede Mandag Morgen, var vi meget bevidste om at bevare dets grundlæggende styrker og DNA og samtidigt forsigtigt at udvikle dets redaktionelle indhold. Det mener vi er lykkedes, og da alle andre afdelinger end de redaktionelle – administration, IT, salg og så videre – i dag er fuldt integrerede, tager vi nu skridtet og samler den øverste ledelse for indhold og udvikling i én stærk ledelse," siger Per Mikael Jensen.

"De samlet omkring 70 redaktionelle medarbejdere vil fortsat skulle arbejde specifikt med de to brands, men der vil være områder, hvor øget samarbejde giver rigtig god mening, ligesom der vil være bedre muligheder for en begrænset deling af indhold på tværs af de to medier," fortsætter han. 

Forrige artikel Dagens overblik: Skats nye husleje kan ende i skattely Dagens overblik: Skats nye husleje kan ende i skattely Næste artikel Udflytning bremser produktion af grønlandske søkort helt frem til 2020 Udflytning bremser produktion af grønlandske søkort helt frem til 2020