Nyt medieansvarsudvalg får Søren Pind i spidsen

Tidligere justitsminister Søren Pind bliver formand for kulturministerens nye medieansvarsudvalg, der skal undersøge, hvordan ansvarssystemet for medierne kan styrkes.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har som en del af medieaftalen fra maj 2022 nedsat et medieansvarsudvalg, der består af en række eksperter og repræsentanter fra mediebranchen og civilsamfundet. Formanden for udvalget bliver tidligere justitsminister Søren Pind (V).

Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Udvalget skal undersøge, hvordan rammerne for mediernes ansvar kan blive mere tidssvarende, samt hvordan borgernes retssikkerhed kan styrkes i en digital medievirkelighed.

Medieansvarsudvalget kommer til at bestå af i alt 19 personer, der eksempelvis skal overveje, hvordan pressenævnets rolle skal se ud i fremtiden.

Udvalget skal også undersøge, hvordan bloggere og influencere i højere grad kan stilles til ansvar for eget indhold.

Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen siger i pressemeddelelsen:

”Det er afgørende, at mediebranchen, der til daglig har dilemmaerne tæt inde på livet, selv tager ansvar for at komme med nogle anbefalinger og formulere løsninger. Af den grund har udvalget også en meget bred repræsentation," siger ministeren og fortsætter:

"Jeg glæder mig over, at Søren Pind har takket ja til at være formand for udvalget. Med sin erfaring som bl.a. justitsminister og alsidige baggrund er han den helt rigtige person til posten.”

 

Forrige artikel Jens Rohde forlader Kristendemokraterne i Folketinget Jens Rohde forlader Kristendemokraterne i Folketinget Næste artikel Nye Borgerlige dropper spidskandidat efter politi-klagesag Nye Borgerlige dropper spidskandidat efter politi-klagesag