Nye regler for valgbarhed: Dømt DF-profil ville have beholdt sit mandat

LUKNING: Et flertal i Folketinget vil ændre reglerne for valgbarhed og nedlægge Valgbarhedsnævnet. Finn Rudaizky (DF) fik i foråret frataget sit mandat, men ville under de nye regler gå fri.

Valgbarhedsnævnet skal nedlægges, og reglerne for valgbarhed skal forenkles.

Det sker som konsekvens af en ny aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale.

Aftalen forenkler reglerne for valgbarhed, så frihedsstraffede fremover altid får frataget deres valgbarhed. Det vil både gælde betingede og ubetingede domme.

"Det er jo ganske alvorligt, når man fratager folkevalgte retten til at repræsentere deres vælgere. Nu får vi så skrevet ind i loven, hvornår man ikke længere er værdig til at være i lokalpolitik," skriver økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) i en pressemeddelelse. 

Til gengæld vil bødestraf i fremtiden aldrig føre til tab af valgbarhed. 

Det skete sidste gang, da Finn Rudaizky (DF) i foråret 2017 blev smidt ud af Københavns Borgerrepræsentation for at have delt fortrolige oplysninger om terroristen Omar El-Hussein til en BT-journalist. 

Den overtrædelse af straffeloven kostede ham en række dagbøder, og Valgbarhedsnævnet afgjorde, at han ikke var egnet til at sidde i en kommunalbestyrelse. 

Men efter de nye regler ville han have beholdt sin plads, som han dog genvandt ved kommunalvalget i november 2017.

Alternativet undrer sig
Derfor vækker det undren i Alternativet, at partierne bag aftalen vil forsimple reglerne.

"Jeg var helt tryg ved Valgbarhedsnævnets afgørelser. Det undrer det mig, at man forenkler reglerne på den her måde. Man skal kun tilbage til foråret for at se en sag, hvor det havde relevans, at Valgbarhedsnævnet var der," siger retsordfører Josephine Fock (ALT) og fortsætter:

"Man er aldrig egnet til at sidde i et folkevalgt embede, hvis man udnytter sin position. Derfor er det relevant, at Valgbarhedsnævnet kan gå ind og tage stilling til sagerne," siger hun. 

"Rart med armslængde"
Finn Rudaizkys partikollega Susanne Eilersen (DF) er tilfreds med, at reglerne nu forenkles. 

"Valgbarhedsnævnets afgørelser læner sig op ad de juridiske afgørelser. Så man kan lige så godt tilpasse retningslinjerne i forhold til domsafgivelser og så undgå at have et ekstra organ som Valgbarhedsnævnet på," siger hun.

Valgbarhedsnævnet er sammensat af jurister, embedsmænd og politikere. Susanne Eilersen forstår ikke, at politikere indtil nu har skullet træffe afgørelse om andre politikeres valgbarhed.

"Hvorfor skal der sidde folk fra politiske partier og vurdere sådan noget? Det er meget rart, at vi får en armslængde ind i forhold til så alvorlig en sag som valgbarhed," siger hun.

Samme afgørelse i 151 ud 155 sager
Økonomi- og Indenrigsministeriet har gennemgået Valgbarhedsnævnets afgørelser de sidste 15 år.

Her har de fundet, at de nye regler vil nå frem til samme afgørelse som nævnets i 151 ud af 155 sager.

"Vi har gennemgået de afgørelser, der har været i Valgbarhedsnævnet, og i praksis har det været sådan, at det er, når man får en fængselsstraf, at man mister valgbarheden," skriver Simon Emil Ammitzbøll-Bille. 

Med de nye regler vil man også miste sin valgbarhed, hvis man ubetinget får frataget kørekortet efter eksempelvis at have kørt spirituskørsel.

Hvis man får en ubetinget fængselsstraf, er man først valgbar igen, når straffen er afsonet. Hvis dommen er betinget, vil man kunne stille op ved næste valg.

Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Finn Rudaizky.

Forrige artikel Julekalender: Hans Andersen ser frem til at blive far til fem Julekalender: Hans Andersen ser frem til at blive far til fem Næste artikel Undersøgelse af fejlagtige kvælstof-målinger trækker ud Undersøgelse af fejlagtige kvælstof-målinger trækker ud