Ny tænketank om havet ser dagens lys

Velux Fonden spytter 75 millioner kroner i en ny tænketank, der skal bidrage med viden om havmiljøet. DN-præsident Maria Reumert Gjerding bliver forperson for bestyrelsen.

Tænketanken Hav.

Det er navnet på en spritny tænketank, som Velux Fonden har doneret 75 millioner kroner til de næste fem år.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding kommer til at stå i spidsen for tænketankens bestyrelse. 

Tænketanke skal arbejde for at forbedre tilstanden for det nødlidende danske havmiljø.

"Havet er i total krise. Ikke et eneste farvand omkring Danmark er i god tilstand, vi ser voldsomme iltsvind og vores fiskebestande er pressede,” siger Maria Reumert Gjerding, der ser et ”kæmpe potentiale” ved at genoprette havet:

”Det kan sikre et bedre klima, bedre friluftsliv og give bedre muligheder for fremtidens fiskeri.”

Der er i alt syv medlemmer af tænketankens bestyrelse, som er bredt sammensat med både folk fra grønne NGO'er, erhvervslivet og eksperter. Bestyrelsen tæller blandt andre næstforperson Thomas Tune Andersen, Katherine Richardson og Martin Præstegaard (se hele bestyrelsen i faktaboks). Direktør bliver Liselotte Hohwy Stokholm, der er tidligere direktør i Copenhagen Business Hub.

Den nye tænketank får til hovedopgave at indsamle og bearbejde den viden, der allerede eksisterer om havets udfordringer. Og så skal tænketanken anvise mulige løsninger til at forbedre miljøtilstanden.

En forening
Målet er også at få skabt dialog mellem aktører, forklarer Maria Reumert Gjerding.

”Tænketanken bliver etableret som en forening. Og dér håber vi, at erhvervslivet, de grønne organisationer og alle de brancher, der eksisterer på havet, har lyst til at være med. Så vi kan sætte alle rundt om bordet og finde løsninger,” siger hun og uddyber:

”Det handler også om at belyse, hvad de økonomiske fordele er for fiskeriet og de rekreative erhverv, hvis man eksempelvis ikke længere har konstante iltsvind. Det vil give en mere nuanceret debat.”

Hvad skal man konkret forvente kommer fra tænketanken?

”Der kommer analyser og opsamlinger af viden, som belyser de særlige problemstillinger, der er knyttet til havet. Men når vi peger på et problem, så peger vi også altid på en løsning,” siger hun.

Skal spille alle gode
Det er ingen hemmelighed, at du også er præsident for Danmarks Naturfredningsforening. Hvordan adskiller den her rolle sig?

”Det kendetegner hele bestyrelsen, at vi kommer fra forskellige steder og bringer vores viden og indsigt med. Men som forperson vil jeg naturligvis også skulle udtale mig om de analyser, som tænketanken genererer,” siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:

”Men tænketanken bliver ikke en konkurrent til de grønne NGO’er. Den skal indsamle viden og gøre den anvendelig – også for de civilsamfundsorganisationer, der laver kampagner og arbejder politisk. Tænketanken skal spille alle gode, der kæmper for godt havmiljø.”

Der er i første omgang penge til fem år. Men hvad så herefter?

”Det er klart, at vi gerne vil være større og stærkere. Men det er meget vigtigt for os, at vi bevarer vores uafhængighed. Vi vil ikke til at løbe efter projekter, som gør, at vi ikke kan prioritere, hvad vi vurderer er bedst for havets interesser,” siger Maria Reumert Gjerding.

Forrige artikel I Burkina Faso har de endelig fået coronavacciner. Men næsten ingen vil have et stik: ”Det er ikke fair, at vi kun har fået AstraZeneca” I Burkina Faso har de endelig fået coronavacciner. Men næsten ingen vil have et stik: ”Det er ikke fair, at vi kun har fået AstraZeneca” Næste artikel Ugen i dansk politik: Epidemilov, strejke og nyt til valgnørderne Ugen i dansk politik: Epidemilov, strejke og nyt til valgnørderne