Ny politisk aftale udvider kompensation til erhvervsliv

Den nye aftale betyder blandt andet, at virksomheder nu kan vælge at lukke ned frivilligt og stadig få kompensation.

Regeringen har sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der udvider de allerede aftalte kompensationsordninger til erhvervslivet. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse lørdag aften.

Det sker efter, at regeringen sammen med et flertal i Folketinget indførte flere restriktioner som følge af den stigende smitte i samfundet. Restriktioner, som i følge erhvervsminister Simon Kollerup (S) kan få betydning danske erhvervsdrivendes vilkår.

"Derfor spændte vi i sidste uge det brede sikkerhedsnet ud under dansk erhvervsliv, og nu har vi justeret og udvidet nettet, så dem, der bliver ramt, kan få hjælp," siger han i pressemeddelelsen.

Kan lukke frivilligt ned med kompensation

Aftalepartierne er blandt andet blevet enige om, at virksomheder, der er ramt af restriktionerne, kan vælge at lukke ned frivilligt og få dækket op til 90 procent af virksomhedens faste omkostninger og omsætningstab som selvstændig (op til loftet) samt benytte lønkompensationsordningen for hjemsendte medarbejdere.

Det bliver muligt at søge om kompensation fra den dag, restriktionerne er trådt i kraft, det vil sige henholdsvis den 10. december eller den 19. december.

Aftaler indebærer også, at virksomheder, ligesom sidste år, kan søge om penge fra en ’decemberpulje’ – en pulje, som er afsat til kompensation på op til 150.000 kroner for sæsonbetonede omkostninger som for eksempel julepynt eller anden udsmykning.

Forrige artikel Udviklingsministeren indgår 18 strategiske partnerskaber med danske NGO’er: Sådan fordeles midlerne Udviklingsministeren indgår 18 strategiske partnerskaber med danske NGO’er: Sådan fordeles midlerne Næste artikel 20. låge i Altingets fotojulekalender: Vagten, der gjorde et stort indtryk 20. låge i Altingets fotojulekalender: Vagten, der gjorde et stort indtryk