Ny forskning sår tvivl om effekten af skrappe aktiveringskrav for indvandrere

INTEGRATION: Regeringen vil sende indvandrere i 37-timers aktivering, men ny rapport viser risiko ved skrappe aktiveringskrav. Det kan gå ud over danskundervisningen. 

Regeringen er på vej med et lovforslag, som skal indføre et krav om 37 timers aktivering for indvandrere og nytilkomne flygtninge, som er på integrationsydelse eller kontanthjælp.

Ambitionen er at få flere nytilkomne og indvandrere med stort integrationsbehov i job.

Men ny forskning sår tvivl om effekten af at stille skrappe aktiveringskrav til nytilkomne flygtninge.

Flygtninge, der kommer i virksomhedspraktik i løbet af deres første år i Danmark, får i gennemsnit en lavere karakter til eksamen i dansk. Samtidig giver tidlig kontakt med arbejdsmarkedet kun en kortvarig positiv effekt på flygtninges beskæftigelse.

Det viser en ny rapport fra VIVE.

Danskundervisning er nøglen til at komme i fast beskæftigelse, understreger seniorforsker på VIVE, Iben Bolvig, som er en af forfatterne på rapporten.

"Hvis de 37 timer, som regeringen foreslår, kun eller hovedsageligt består af virksomhedspraktik, synes jeg ikke, det er den bedste løsning," vurderer hun.

Iben Bolvig foreslår, at regeringen sidestiller virksomhedspraktikken med danskundervisning, så nytilkomne som minimum modtager lige så meget danskundervisning som virksomhedspraktik i løbet af de 37 timers aktivering, eller at de først bliver sendt i aktivering, når de har lært nok dansk til at kunne anvende det på arbejdspladsen.

Tesfaye: Skal lære dansk fra start
Konkret viser VIVE-rapporten, at når nytilkomne indvandrere og flygtninge kommer i virksomhedspraktik i løbet af deres første år i landet, er det på bekostning af danskundervisning. Mange taler derfor ikke dansk, når de er færdige med deres virksomhedspraktikforløb, og de har derfor svært ved at finde fast arbejde.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) understreger, at regeringen ikke på noget tidspunkt har foreslået, at de 37 timers aktivering kun skal bestå af virksomhedspraktik.

”For det første mener jeg ikke, at udlændinge først skal i arbejde, når de har lært dansk. Og for det andet er det ikke regeringens forslag, at de først skal i arbejde og bagefter lære dansk, sådan som det hævdes. Vi mener derimod, at man skal lære dansk, imens man er ude på arbejdspladserne,” skriver han i en mail til Altinget.

Ifølge lovprogrammet vil regeringen præsentere lovforslaget om 37 timers aktivering til februar.

I den originale artikel kan du se, hvad to af regeringens støttepartier mener om idéen - find den her på Altinget Arbejdsmarked.

Forrige artikel Sidste chance inden valget: Tre bøger, der gør dig klogere på USA Sidste chance inden valget: Tre bøger, der gør dig klogere på USA Næste artikel Altinget modtager pris for artikler om regnefejl Altinget modtager pris for artikler om regnefejl