Ny amerikansk hjælpepakke på 63 millioner kroner til Grønland

USA og Grønland har underskrevet en ny aftale om 63 millioner kroner i amerikansk støtte til udvikling af den grønlandske uddannelsessektor, turistindustri og råstofindustri. Aftalen kommer knap halvandet år efter en lignende økonomisk hjælpepakke.

Det grønlandske landsstyremedlem for Udenrigsanliggender, Erhverv, Handel og Klima Pele Broberg underskrev onsdag på vegne af det grønlandske landsstyre en aftale med den amerikanske regering om 10 millioner dollars - svarende til omkring 63 millioner kroner - i støtte fra USA's agentur for udviklingsstøtte USAID.

Det skete under et møde med Margot Ellis, Acting Assistant Administrator for USAID Europe & Euroasia.

Aftalen er en 5-årig rammeaftale og formålet med aftalen er at skabe muligheder for et øget økonomisk samarbejde mellem USA og Grønland.

Ekstremt provokerende

Den kommer knap halvandet år efter at USA og Grønland i april sidste år indgik en lignende aftale om amerikansk støtte for 12,8 millioner dollars - på det tidspunkt svarende til 83 millioner kroner - til Grønland. 

Den daværende amerikanske ambassadør til Danmark, Carla Sands, kaldte lige ud aftalen for en "substantiel pakke med økonomisk støtte". Aftalen vakte stor politisk forargelse i Danmark.

”Det er ekstremt provokerende, at vi har en tæt alliancepartner, der så åbenlyst går ind og puster til splittelse i rigsfællesskabet. Puster til konflikt og til uenighed. De er åbenbart kommet frem til, at de ikke kunne gøre det ved at købe Grønland. Så sætter de lus i skindpelsen på denne her måde,” sagde SF's udenrigsordfører Karsten Hønge dengang med henvisning til, at USA's præsident, Donald Trump, i august 2019 ønskede at købe Grønland.

Også hos Dansk Folkeparti blev man forarget over den amerikanske hjælpepakke.

"Når man normalt tilbyder den slags substantielle økonomisk løft, så foregår det til ulande. Derfor er den slags tilbud en fornærmelse over for Grønland og over for rigsfællesskabet,” sagde Søren Espersen, der er grønlandsordfører for Dansk Folkeparti.

Åbner sig mere op

Det grønlandske landsstyre glæder sig over den nye aftale.

”Udbygningen af vores samarbejde med USA er med til at skabe muligheder for den grønlandske befolkning og økonomi, der tager udgangspunkt i vore egne ønsker og behov. Derfor glæder det mig at denne aftale er indgået med den amerikanske regering, som er endnu et skridt i en retning hvor Grønland åbner sig mere op for verden," siger Pele Broberg.

Pengene fra den første hjælpepakke er indtil videre hovedsageligt gået til amerikanske universiteter og konsulenters samarbejde med og rådgivning af grønlandske uddannelsesinstitutioner og virksomheder.

 

Forrige artikel Dagens overblik: Borgmestre siger nej tak til regeringens naturnationalparker, og ældreplejen mangler personale Dagens overblik: Borgmestre siger nej tak til regeringens naturnationalparker, og ældreplejen mangler personale Næste artikel Grundloven blokerer ikke for kvindelig værnepligt Grundloven blokerer ikke for kvindelig værnepligt