Ny aftale: Med 600 millioner kroner vil partier løfte trivsel og faglighed på uddannelserne

AFTALE: Et bredt flertal af Folketingets partier står bag ny aftale, som skal styrke trivsel og faglighed blandt børn, unge og voksne i uddannelse efter coronanedlukninger.

En aftale med trivsel og uddannelse frem til sommeren 2021 i centrum er faldet på plads.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Bag aftalen står regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Radikale, Enhedslisten, Konservative, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne.

Aftalen sikrer 600 millioner kroner til at understøtte et fagligt løft og trivslen efter coronanedlukningerne. Indsatserne er målrettet både elever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelserne.

”Vi har som samfund et ansvar for at give vores unge mennesker de bedste forudsætninger for at fortsætte deres uddannelse og komme videre i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet. Vi skal samtidigt sikre, at mistrivslen ikke slår rod,” udtaler børne- og undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, i pressemeddelelsen.

Lokale løsninger
I aftalen afsættes der 390 millioner kroner i 2021 til et fagligt løft frem mod sommerferien – særligt til de elever og kursister, der skal til afsluttende prøver i løbet af foråret og sommeren, eller som har særlige behov.

Derudover afsættes særskilt 122 millioner kroner til uddannelsesforlængelser og skolepraktik på erhvervsuddannelserne, hvor det i særlig grad har været vanskeligt at undervise virtuelt i praktiske fag.

Med aftalen følger også et ændringsforslag af den såkaldte nødlov. Hensigten med ændringsforslaget er, at det skal være op til den enkelte skole og institution at vurdere, om pengene for eksempel bedst bruges til supplerende undervisning, to-lærerordninger eller turboforløb. Foreløbigt skal den tilpassede undervisning være en mulighed frem til sommeren 2021.

Et helt centralt element i aftalen er, at lærere, undervisere og pædagoger kan arrangere kortere udendørsmøder for de elever, der viser tegn på mistrivsel og nedadgående motivation.

De resterende 88 millioner kroner går til forskellige trivselsindsatser som Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og til klubber.

Akut frihedsreform
Flere partier er godt tilfredse med aftalen. Blandt andet kalder Venstres undervisningsordfører Ellen Trane Nørby den for ”et godt skridt fremad”

”Det er et godt skridt fremad, men vi er ikke i mål endnu. I Venstre glæder vi os over, at vi med aftalen styrker PPR så de børn, der mistrives voldsomt under nedlukningen, kan få hjælp her og nu. Det er der desværre behov for mere, i takt med at skolelukninger og coronabegrænsninger trækker ud. Derfor skal skolerne også åbnes på en smittesikkerfacon, og det kæmper vi videre for,” udtaler undervisningsordfører Ellen Trane Nørby

Også hos regeringens støttepartier SF og Radikale er der glæde oven på torsdagens aftale:

”Aftalen er en akut frihedsreform til skolerne, der nu får mulighed for at bruge ressourcerne lokalt på den måde, der giver mening for børnene. Nu bliver der frihed til at vælge selv, og der kommer flere midler med ud til arbejdet. Endelig giver vi mere tid og hjælp til de elever på erhvervsuddannelserne, der har haft det sværest under nedlukningen,” udtaler børne- og undervisningsordfører Jacob Mark fra SF

”Det vigtige for Radikale Venstre er, at eleverne kommer tilbage til stærke fællesskaber. Vi vil gerne have en kortere skoledag, hvor eleverne er tæt på læreren i små hold. Med aftalen giver vi nye muligheder for SFO’er, klubber og foreninger, og vi prøver at gøre op med kun at lappe huller,” udtaler børne- og undervisningsordfører for Radikale Venstre, Lotte Rod.

Læs hele aftaleteksten her

Forrige artikel Rigsretssag mod Støjberg forventes at blive afgjort i år Rigsretssag mod Støjberg forventes at blive afgjort i år Næste artikel OK21-slutspurt: Her er knasterne, når rammerne skal sættes for de ansatte i regionerne OK21-slutspurt: Her er knasterne, når rammerne skal sættes for de ansatte i regionerne