Nu skal støttepartierne indkassere deres bonus

Da Enhedslisten i 2015 gjorde saldoen op efter fire år som støtteparti for Thorning-regeringen, skete det på et bagtæppe af frustration.

Socialdemokraterne havde ført en langt mere højredrejet politik end forventet, og man burde have væltet regeringen, mente flere af Enhedslistens centrale folk. Men Enhedslisten havde ikke forberedt sine vælgere på det udfald. Derfor skulle partiet næste gang definere nogle røde linjer på forhånd.

Det er på den baggrund, man skal se den trussel om et mistillidsvotum, som Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen langede over disken ved partiets sommergruppemøde i sidste uge. Et mistillidsvotum, der kan falde, hvis Enhedslisten bliver utilfreds med det kommende forlig om kontanthjælpssystemet og ydelserne til de fattigste børnefamilier.

Lige præcis ”kampen mod ulighed”, den klassiske højre-venstre akse mellem rig og fattig, er selve kernen i Enhedslistens DNA, og allerede ved Enhedslistens årsmøde i foråret malede Villadsen den røde linje så klart op, at ingen burde kunne overse den.

Svensk mistillid
Siden da har det politiske opgør mellem det svenske socialdemokrati og Venstrepartiet, Enhedslistens svenske søsterparti, kun styrket kamplysten. For i Sverige lykkedes det netop Venstrepartiet at tvinge den svage socialdemokratiske regering til at bøje sig for partiets røde linje – efter Venstrepartiet sammen med højrefløjen havde stemt for et mistillidsvotum til regeringen.

I Enhedslisten har man ikke lagt sig fast på, om konsekvensen af et negativt resultat bliver et mistillidsvotum – eller om man snarere vil fælde en stribe ministre ved førstkommende lejlighed. Men resultatet vil være det samme: En kronisk ustabilitet, der hurtigt vil føre til valg.

Den konsekvens var det ikke alle i regeringsapparatet, der havde fanget i starten. Men det har ændret sig. Nu er det svært at forestille sig et forlig uden Enhedslistens deltagelse.

Udlændingevinkel
Emnet er kompliceret, fordi det også indirekte handler om udlændingepolitik. En stor del af de fattige familier på kontanthjælp er nemlig indvandrerfamilier, og S-regeringen vil meget nødig stå som den, der giver en masse penge til arbejdsløse indvandrere.

Den del kan dog modsvares af et sideløbende forlig om aktivering af arbejdsløse indvandrere. Det kan give regeringen følgende punchline:
”OK, de fattige børnefamilier får lidt flere penge, til gengæld sikrer vi, at langt flere indvandrere bliver aktiveret”. Det kan blive solgt som klassisk ”ret og pligt”, hvis begge forlig kommer hjem.

Forliget om aktivering skal laves med højrefløjen. De borgerlige kan have en taktisk interesse i at ødelægge regeringens slaglinje, men på substansplanet vil de borgerlige få meget svært ved at forklare, hvorfor de ikke støtter aktivering af arbejdsløse indvandrere.

Dansen om landbruget
En klimaplan for landbruget er den anden store hurdle i efteråret. Klima er det eneste område, der binder regeringen og alle tre støttepartier sammen, og alene af den grund skal regeringen bare levere her.

Her består komplikationen mest i, at S-regeringen på lange stræk mest er enig med Venstre og Konservative, og regeringen ser gerne et langtidsholdbart forlig over midten. Derfor kan et forlig med et af de borgerlige partier samt SF og Radikale stadig ikke helt udelukkes. Men det er ikke det mest sandsynlige.

På det politiske plan kunne Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen formodentlig godt enes med S-regeringen. Men Ellemann står i en sårbar situation, og i en sådan situation plejer man at holde fast i basen. Det vil for Venstres vedkommende sige landbruget .

Så er der de fremstormende Konservative, hvor formand Søren Pape Poulsen har en anderledes stærk position. Men V og K er efter den konservative fremgang endt i en tæt konkurrence, og Konservative risikerer at blotte sig ved at indgå i en klimaaftale om landbruget uden Venstre. Desuden er Pape ikke så grøn, at det gør noget.

Derfor peger pilen også her i retning af et snævert forlig mellem regeringen og dens støttepartier. Det kan føre til nye traktordemonstrationer og kan potentielt svække socialdemokraterne i nogle landområder op til kommunalvalget.

Spørgsmålet er dog, hvor mange af de utilfredse landmænd, der under nogen omstændigheder vil stemme til venstre for midten. Tværtimod synes der i dele af landbruget at ske en højredrejning, hvor partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige fisker i rørte vande.

Mangler alternativt flertal
Diskussionen om udvidelse af arbejdsstyrken - og mere udenlandsk arbejdskraft - bliver endnu et stridspunkt til efteråret. Her er det Radikale, der sammen med størstedelen af blå blok presser på, mens S-regeringen og venstrefløjen holder igen.

Forståelsespapiret fra 2019 gør det til en bunden opgave for regeringen som minimum at sikre, at der ikke trækkes flere ud af arbejdsmarkedet, end der kommer ind, og regeringen skylder 10.000 i regnskabet, nemlig den arbejdskraft som ”Arne-pensionen” ventes at trække ud af arbejdsmarkedet. I takt med den stigende beskæftigelse og frygten for overophedning efter coronaen er erhvervslivets pres for mere udenlandsk arbejdskraft blevet intensiveret.

Regeringen har øjnene stift rettet mod den store gruppe af danskere i den arbejdsdygtige alder, der er uden for arbejdsmarkedet – selvom de hverken er mentalt eller fysisk syge. En gruppe, der ikke mindst består af mange indvandrerkvinder.

For S-regeringen er det uforståeligt, at der mangler opvaskere og rengøringshjælp i områder af landet med mange arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Det er her, man vil sætte ind - frem for at importere mere udenlandsk arbejdskraft ved f.eks. at sætte beløbsgrænsen for at komme til Danmark ned.

Radikales krav om at få lukket hullet på de 10.000 bliver regeringen pisket til at imødekomme, men intet tyder på, at der kan skaffes flertal for at hente mere ufaglært udenlandsk arbejdskraft.

Radikale kan heller ikke skaffe flertal til højre i salen, for som i så mange andre sager er Dansk Folkeparti en omvendt spejling af Radikale: DF vil under ingen omstændigheder acceptere yderligere import af udenlandsk arbejdskraft.

Det uløselige problem
Endelig ventes folkeskolen at komme til at fylde en del i efteråret. Både SF og Radikale har emnet højt oppe på dagsordenen, og det samme har S-regeringen og flere af de borgerlige partier.

Den folkeskolereform, der i 2013 blev vedtaget af et stort flertal, har alle i dag travlt med at lægge afstand til. Reformen ser da heller ikke ud til at have haft den ønskede effekt på fagligheden, det er fortsat hver sjette elev, der forlader folkeskolen uden at kunne læse og regne ordentligt. Et svimlende højt tal, der har været konstant i årtier.

Mens alle er enige om at definere problemet, er der indtil videre ingen, der har præsenteret et overbevisende svar på, hvordan man løser det. Det er et emne, der kommer til fylde langt ud over efterårssæsonen.

Men foreløbig overskygger islamisternes fremmarch i Afghanistan de indenrigspolitiske planer. Evakueringen af de danske allierede, tilliden til USA som alliancepartner og risikoen for nye flygtningestrømme vil i hvert fald for en tid tage opmærksomheden fra de dagsordener, der var planlagt til at indlede den nye politiske sæson.  

erik@altinget.dk