Nu ankommer de første kvoteflygtninge til Danmark siden Støjbergs stop

GENSTART: For første gang siden 2017 modtager Danmark i løbet af weekenden kvoteflygtninge. De kommer fra flygtningelejre i Tyrkiet.

I weekenden modtager Danmark for første gang siden 2017 kvoteflygtninge.

Det oplyser Udlændingestyrelsen til Altinget.

Der er tale om 16 kvoteflygtninge fordelt på tre familier, som hidtil har opholdt sig i lejre i Tyrkiet. Før 2017 modtog Danmark i gennemsnit 500 kvoteflygtninge årligt.

Det er første hold af i alt 30 syriske og statsløse kvoteflygtninge, der ifølge Udlændingestyrelsen over de kommende måneder forventes at lande i Danmark.

Nyheden glæder udlændingeordfører i Radikale Andreas Steenberg, der kalder det "helt håbløst", at Danmark ikke har taget kvoteflygtninge i perioden 2017 til 2019. 

"Det er en god idé for Danmark at støtte op om FN's kvotesystem, fordi vi på den måde bekæmper menneskesmugling. Kvotesystemet betyder, at flygtninge kan tage til FN-lejre og komme til Europa på den måde i stedet for at tage ud på en farlig rejse," siger han. 

Det har hverken været muligt at få en kommentar fra den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye eller udlændingeordfører Rasmus Stoklund (S).   

Politisk kampplads
Modtagelsen af kvoteflygtninge blev med store politiske protester til følge bremset, da den daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i september 2016 besluttede af udskyde beslutningen om modtagelse af kvoteflytninge efter flygtningekrisen året forinden. 

Modtagelsen af de 16 kvoteflygtninge sker, efter at den nye regering sidste sommer tilkendegav over for FN, at Danmark igen var parat til at tage imod "en mindre gruppe af særligt behandlingskrævende kvoteflygtninge allerede i 2019".

Dengang kaldte DF-gruppeformand Peter Skaarup det for "et løftebrud i forhold til det, Socialdemokratiet sagde i valgkampen, at de vil bevare den stramme udlændingepolitik".

Fokus på syge, syriske kvinder
De 16 flygtninge, der ankommer i weekenden, er blevet udpeget i samarbejde mellem FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) og Udlændingestyrelsen efter et dansk ønske om at fokusere på "særligt behandlingskrævende" kvinder og deres nære familiemedlemmer, oplyser Udlændingestyrelsen. 

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye vil i midten af 2020 meddele FN, hvor mange kvoteflygtninge Danmark er parat til at modtage i år. 

Læs hele artiklen på Altinget Udvikling, hvor du får mere baggrund, en opfordring til Danmark fra FN samt flere politiske kommentarer. 

Forrige artikel Nu er EU klar til armlægning med briterne om fremtiden Nu er EU klar til armlægning med briterne om fremtiden Næste artikel Vemmer gav børn mod og mæle over for de voksne