Nej tak, Mette Frederiksen. Jeg vil ikke være dit skaffedyr
Mette Frederiksens opsang om danskernes arbejdsmoral afslører den ubehagelige kollektivistiske tankegang, som præger Socialdemokratiet: Nemlig tanken om, at borgeren er til for staten og ikke omvendt, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.
Socialdemokratiet har kastet sig ud i et folkeopdragelsesprojekt: De vil have os danskere til at arbejde mere. Ikke for vores egen skyld, ikke for vores families skyld, men for Socialdemokratiets og velfærdsstatens skyld.
Folkeopdragelsesprojektet har fulgt den klassiske socialdemokratiske koreografi, hvor politisk ordfører Christian Rabjerg sendte en prøveballon af sted og tog de indledende tæsk, som en sådan prøveballon kan afføde. Det skete i et interview med Jyllands-Posten, hvor Rabjerg langede ud efter de danskere, der formaster sig til at arbejde mindre, end de kan.
Siden har Rabjergs formand Mette Frederiksen også gjort sig til bannerfører for det nye, socialdemokratiske folkeopdragelsesprojekt.
“Hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral, så holder vores velfærdsmodel ikke”, lød det således for nyligt fra vores statsminister.
{{toplink}}
Vi skal altså have dårlig samvittighed, hvis vi for eksempel går på deltid. For så går socialdemokraterne jo glip af de skattekroner, som vi kunne have tjent ind til dem, hvis vi altså arbejdede noget mere.
Ja, vi kan forstå på Rabjerg, at det endda er et problem, hvis vi som iværksætter Martin Thorborg går tidligt på pension for egen regning. En udmelding, der fik Thorborg til at udtale, at Rabjerg skulle skamme sig.
Thorborg har helt ret: Socialdemokraterne skal skamme sig. For hvad bilder de sig egentlig ind på arrogant vis at blande sig i, hvordan vi danskere indretter vores arbejdsliv? Det må da være op til os selv, hvor meget vi vil arbejde, og hvornår vi vil gå på pension. I hvert fald så længe, at vi selv betaler regningen.
Rabjerg og Frederiksen mangler desuden helt blik for, at en del af forklaringen på, at nogle af os ønsker at gå på ned i arbejdstid er, at vi bliver tvunget til at betale mere end halvdelen af vores indtægt i skat, og at vores skattekroner desværre alt for ofte klattes væk eller bruges ineffektivt.
Det er en helt åbenlys demotiverende faktor, som socialdemokraterne gør sig blinde for. I deres analyse handler det snarere om, at vi danskere er dovne, og at vi derfor skal have en moralsk opsang fra mor Mette og far Christian. Hvilket infantiliserende syn på befolkningen.
{{toplink}}
I virkeligheden burde Socialdemokratiet ikke rette kritikken mod os, der går på arbejde og forsørger os selv. Partiet burde i stedet kritisere den alt for store del af danskerne, der lever af andres penge. Efterhånden er der jo flere overførselsindkomstmodtagere og offentligt ansatte i Danmark, end der er selvforsørgende danskere.
Det er uholdbart. Og det er fuldstændigt vanvittigt, at de danskere, der går på arbejde og via skatten tvinges til at forsørge alle offentligt ansatte og alle på overførselsindkomst, skal udskammes. Utak er det socialdemokratiske Danmarks løn.
Rabjergs og Frederiksens moralske opsange afslører den ubehagelige kollektivistiske tankegang, som præger Socialdemokratiet: Nemlig tanken om, at borgeren er til for staten og ikke omvendt.
Hvis Rabjerg og Frederiksen fik deres vilje, skulle vi reduceres til skaffedyr for velfærdsstaten (læs: Socialdemokratiet) og uden alt for meget brok knokle solen sort for siden at overlade vores hårdt tjente indkomst til de socialdemokratiske samfundsingeniører.
Et sådant liv ønsker jeg ikke at leve.
Så jeg siger nej tak, Mette Frederiksen og Christian Rabjerg: Jeg vil ikke være jeres skaffedyr. Jeg vil ikke være en slave af velfærdsstaten.
Lektor: Her er tre mulige forhandlingsscenarier for treparten om løn til offentligt ansatte
Nadeen Aiche: Er det dansk at vende det blinde øje til, når uskyldige likvideres?
