Naser Khader skifter valgkreds

FOLKETINGSVALG: Naser Khader (K) afløser Brian Mikkelsen og skifter fra Østjyllands til Sjællands Storkreds.

Østjylland erstattes med Sjælland, når Naser Khader (K) stiller op til det kommende folketingsvalg. Han skifter til landets største valgkreds og forlader storkredsen, hvor han blev valgt ind i Folketinget i 2015. 

Det skriver Konservative i en pressemeddelelse.

Med dette træk opstiller Konservative to af deres nuværende folketingsmedlemmer i den samme valgkreds, som har over 600.000 vælgere opstillet. 

"Jeg har fået muligheden for at blive i Danmarks største valgkreds, hvilket jeg ser som en stor tillidserklæring og anerkendelse fra partiet," siger Naser Khader, som stiller op sammen med Brigitte Klintskov Jerkel. 

Støtte fra tre foreninger
Tre af vælgerforeningerne i Sjællands Storkreds er klar til at indstille folketingsmedlemmet som kandidat for Konservative. Formændene for Ringsted, Roskilde og Sorø vælgerforening støtter Naser Khader og "ser ham som en god afløser for Brian Mikkelsen, der ikke genopstiller". Brian Mikkelsen forlod politik og posten som erhvervsminister 21. juni. 

Nu genstår en ekstraordinær generalforsamling, hvor kandidaturet vedtages af vælgerforeningerne. 

Naser Khader har siddet i Folketinget fra 2001 til 2011 for henholdsvis Radikale, Ny Alliance, Liberal Alliance og Konservative og igen for Konservative siden valget i 2015. Han er i dag forsvarsordfører, indfødsretsordfører, kirkeordfører, medieordfører, menneskerettighedsordfører, retsordfører, udlændinge- og integrationsordfører samt værdiordfører for Konservative. Han sidder derudover i Udenrigspolitisk Nævn.

Forrige artikel Løkke sætter tidspunkt på udspil til sundhedsreform Løkke sætter tidspunkt på udspil til sundhedsreform Næste artikel Overblik: Sådan vil regeringen luge ud i bureaukratiet i det offentlige Overblik: Sådan vil regeringen luge ud i bureaukratiet i det offentlige