Nanna Gotfredsen er dedikeret og kompromisløs. I Folketinget skal den sociale profil bygge bro

Nanna W. Gotfredsen stryger med 2333 stemmer direkte ind i Folketinget for Danmarks nye midterparti, Moderaterne. Den tidligere stifter af Gadejuristen har stor juridisk erfaring fra socialområdet. Hun skal forene et handlekraftigt gemyt og benhårde ambitioner om at skabe reel og synlig forandring med partiets ønske om at bygge bro mellem fløjene.

Moderaternes nye folketingsgruppe får tilført en dedikeret og kantet ildsjæl, der vil bruge sine mere end tyve års erfaring fra socialområdet til at forandre socialpolitikken indefra.

Vælgernes stemmer sender nemlig den tidligere stifter af Gadejuristen, Nanna W. Gotfredsen, direkte ind i Folketinget med 2333 personlige stemmer i Københavns Storkreds.

Og selvom hun ligesom størstedelen af Moderaternes øvrige 16 nyvalgte folketingsmedlemmer er uden politisk erfaring fra Christiansborg, peger iagttagere af socialområdet på, at Moderaterne især kommer til at kunne trække på Nanna Gotfredsens erfaring og netværk fra mange års arbejde på socialområdet.

Erfaringen skal, hvis man kigger i Moderaternes politikprogram, blandt andet bruges til at indfri partiets målsætning på socialområdet om, at udsatte borgere skal hjælpes på ”den enkelte persons situation og præmisser - ikke på systemets vilkår.”

Især hendes socialretlige erfaring og evne til at gennemskue, hvilke strukturer der spænder ben for udsatte borgere, fremhæves som en af hendes store styrker.

”Hun har altid været god til at se de bagvedliggende årsager til, at sociale problemer opstår og har altid tænkt strategisk i et forsøg på at fjerne barrierer for, at socialt udsatte kan have den samme retssikkerhed som andre,” siger Birgitte Arent Eiriksson, der er vicedirektør i den juridiske tænketank Justitia og uddyber:

”Hun følger de udsatte borgere, hun møder på sin vej ret tæt, og på den måde får hun øje på ting, som kan være svære at se, når man sidder bag et skrivebord.”

En lignende beskrivelse fremhæver Ole Abildgaard Mikkelsen, direktør for hjemløseorganisationen WeShelter.

”Hun ved, hvor skoen trykker. For hende vil der ikke være stor afstand fra livet på kanten til livet på de bonede gulve. Hun vil på en unik og fed måde kunne løfte socialt udsattes stemme ind i magtens cirkler,” siger han.

My way or the high way

Ole Abildgaard Mikkelsen har siddet sammen med Nanna Gotfredsen i Region Hovedstadens udsatteråd og blandt andet samarbejdet med hende om coronavacciner til udsatte borgere.

Han beskriver hende desuden som et “dedikeret menneske, som ønsker at forbedre livet for de mennesker, der er allermest pressede af systemet, og som oplever mest uretfærdighed i livet.”

“Hun er meget ufiltreret og lægger ikke fingrene imellem – sådan svesken på disken-agtig.”

Han nævner også kompromisløsheden som et gennemgående karaktertræk. For ham ligger der også i det, at hun “ikke tager så meget hensyn til, om hun kommer til at træde nogen over tæerne, når hun har en vigtig sag”.

“For hende er det ’my way or the high way’, hvor mange måske ville slibe lidt flere kanter af. Det kan være en styrke og give resultater, men det kan også give knas i samarbejdsrelationerne.”

Den personlighed og det drive er en ting som spydspids for en civilsamfundsorganisation – men hvordan vil det fungere for en politiker?

“Hvis vi leger med tanken om, at hun bliver socialminister, så skal hun kunne manøvrere og få mennesker med sig og skabe kompromiser. I den position kan det blive vanskeligt for hende at skulle stå på mål for noget, hun ikke er helt enig i, og det skal man som politiker, når man indgår forlig. Hun vil have svært ved at stå på mål for socialpolitik, der ikke er groet i hendes egen baghave,” lyder skudsmålet fra Ole Abildgaard Mikkelsen.

Hvis hun derimod ender som socialordfører i et oppositions- eller støtteparti, er der en ting, han er sikker på:

“Så skal ministeren stå tidligt op. Hun er jurist og vil ofte vide mere end embedsmænd, når det gælder sociallovgivning. Både embedsmænd og politikere vil få kam til deres hår,” siger han.

{{toplink}}

Skal lære at vente i årevis på at flytte et komma

Özlem Cekic har været en af de politikere, der også haft fornøjelsen - eller for nogles vedkommende besværet - ved at møde det nyslåede folketingsmedlem fra den anden side af bordet.

Özlem Cekic, som nu er generalsekretær og stifter i ngo’en Brobyggerne, var socialordfører for SF, da Nanna Gotfredsen som en af de første Danmark foreslog at afkriminalisere køb og salg af sex. Gadejuristen var desuden en af de første, der begyndte at bruge ordet sexarbejdere.

“For mange feminister var det enormt provokerende. Og sådan vil man opleve mange af hendes forslag, hvis man ikke kender hende. Men hendes arbejde med mennesker, hvor livet ikke har været retfærdigt og er smertefuldt, har skærpet hendes evne til at vende tingene på hovedet,” siger hun.  

Fra et mindre mondænt mødested end Christiansborg kender Özlem Cekic også Nanna Gotfredsen fra dengang eks-SF'eren arbejdede som sygeplejerske. Da var hendes arbejdsfelt patienter med dobbeltdiagnoser. Det vil sige ofte misbrugsproblemer oveni andre lidelser. Her oplevede hun Nanna Gotfredsen som en veritabel handlingskvinde.

“Som politiker kommer hun væk fra det sted, hvor hun kan se, hun gør en forskel. Hendes største udfordring bliver, at hun skal ind i et system, hvor det kan tage uger, måneder, og nogle gange år at flytte et komma. Og så skal hun lære at tale et sprog, der gør, at andre forstår hende, for hun får rollen som tolken for de udsatte på Borgen,” siger Özlem Cekic.

Hun mener dog, at Gotfredsen med sin kombinationsbaggrund af jura og praksiserfaring fra samfundets vrangside får en markant fordel som lovgiver:

“Hun ved det shit, hun taler om. Hun kender lovgivningen, for hun har brugt den, så hun kommer ikke til at lave love ud fra mavefornemmelser eller synsninger.”

Organisation endte i stormvejr, men genopstod

Nanna W. Gotfredsen er 53 år, uddannet jurist og nok mest kendt for sit arbejde med udviklingen af organisationen Gadejuristen.

Til Information har hun tidligere fortalt, hvordan hun troede, at hun skulle være advokat og tjene mange penge. Men en tur ned ad Istedgade på Vesterbro i København vækkede et særligt engagement i den næsten færdiguddannede jurist.

Synet af de mange stofmisbrugere på Maria Kirkeplads og frustrationen over, at samfundets allermest udsatte blev overladt til sig selv, lagde kimen til den organisation, der senere fik navnet Gadejuristen.

Organisationen, der havde til formål at yde udgående, juridisk hjælp til udsatte borgere på gadeplan, blev stiftet i 1999. Her har hun i forbindelse med organisationens arbejde haft berøring med socialpolitikken, da Gadejuristen løbende har fået bevillinger fra satspuljen til arbejdet med at hjælpe hjemløse og stofbrugere med juridisk bistand.

Gadejuristen endte i stormvejr og opløsning i sommeren 2021. En stor del af medarbejderstaben sagde op, stifter Nanna Gotfredsen var som leder tidligere på året gået på orlov, og bestyrelsen stod undrende tilbage, kunne man læse i både Berlingske, Information og DJØF-bladet. Organisationen genopstod dog i det sene efterår samme år.

Flere oplagte kilder med nært kendskab til hende har ikke ønsket at medvirke i dette portræt.

Sommeren efter annoncerede Nanna Gotfredsen, at hun fortsat ser sig selv som gadejurist, men at hun også for første gang havde meldt sig ind i et politisk parti.

{{toplink}}

Frygtede pensionshistorie ville koste mandatet

Moderaternes hjemmeside beskriver hun sig selv som ”politisk hjemløs”, og hun har aldrig før været medlem af et politisk parti. Men med Lars Løkke Rasmussens politiske projekt og stiftelsen af Moderaterne kunne hun ikke længere lade være, har hun forklaret til Kristeligt Dagblad.

”Den nødvendige forandring kommer tilsyneladende ikke, det må jeg erkende efter at have arbejdet med udsatte i snart 25 år på gader og stræder. Der må også kæmpes oppefra og indefra, så nu prøver jeg,” har hun forklaret til avisen.

Det er Moderaternes raison d’être at bygge bro over midten i dansk politik. Det vil Nanna W. Gotfredsen også gøre inden for mærkesagerne politik for udsatte, veteranpolitik, psykiatri og retspolitik.

Selvom hun nu er politiker, sætter hun ikke sig selv i nogen politisk bås. Ifølge eget udsagn er hun både liberal og socialliberal. Men egentlig er hun ligeglad, ”om noget var rødt eller blåt, når bare det var godt.” Og det er hun stadig, konstaterer hun på Moderaternes hjemmeside.

Nu kan Nanna Gotfredsen i første omgang glæde sig over at være valgt. Endda med over 700 flere personlige stemmer end spidskandidat Jon Stephensen. For det var nemlig ikke givet på valgaftenen, at hun efter valgdagen ville kunne kalde sig selv nyt folketingsmedlem, selvom hun var et af partiets mest profilerede navne på stemmesedlen.

Nanna Gotfredsen var efter eget udsagn "ret sikker på, at jeg har tabt en del på det der folkepensionsangreb, der var så usagligt," da Altinget mødte hende til Moderaternes valgfest tirsdag aften på Christiansborg. På det tidspunkt manglede 0,7 procent af stemmerne stadig at blive talt op.

Historien om, at Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, ville gøre op mod det nuværende pensionssystem i fremtiden, som breakede få dage før valgdagen, faldt nemlig ikke i god jord hos Nanna Gotfredsens faste støtter, ifølge hovedpersonen selv.

"Der er rigtigt mange af mine personlige stemmer, der var bange for det," sagde hun.

Historien kostede dog ikke det nye folketingsmedlem pladsen.

Tværtimod er hun inde med et stort rygstød af personlige stemmer, og nu skal den dedikerede og kompromisløse karakter sammen med Moderaterne finde ud af, om der kan skabes kompromisser over midten.

, ,

Forrige artikel Rasmus Nordqvist siger farvel til Folketinget: ”Jeg er rigtig øv og pisseærgerlig over det” Rasmus Nordqvist siger farvel til Folketinget: ”Jeg er rigtig øv og pisseærgerlig over det” Næste artikel Overblik: Disse folketingsmedlemmer var snublende tæt på ikke at blive valgt Overblik: Disse folketingsmedlemmer var snublende tæt på ikke at blive valgt