Ministerium anmelder læk om Mette Frederiksen til politiet

LÆK: Skatteministeriet har politianmeldt lækagen af S-formand Mette Frederiksens brug af privatchauffør. ”Det er et alvorligt brud på tavshedspligten,” siger skatteminister Karsten Lauritzen.

I torsdags landede en fortrolig sag fra Skatterådet om Mette Frederiksen på forsiden af BT, og det er så alvorligt, at Skatteministeriet nu politianmelder sagen.

Det oplyser skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et svar til Socialdemokraternes Jesper Petersen.

”Det er helt afgørende for mig, at retssikkerheden overholdes ved behandlingen af den enkelte skattesag, og at borgerne trygt kan overlade deres fortrolige skatteoplysninger til skattemyndighederne uden risiko for, at de kommer til uvedkommendes kendskab,” skriver Karsten Lauritzen.

Brud på tavshedspligt
Sagen handler om, hvordan Mette Frederiksens brug af privatchauffør vil blive beskattet. Afgørelsen var fortrolig, men den landede alligevel hos BT's redaktion.

Karsten Lauritzen ser med alvor på sagen, og han mener, at det er vigtigt, at danskerne med ro i sindet kan overlade fortrolige skatteoplysninger til myndighederne.

”Jeg er derfor helt enig i, at det er et alvorligt brud på tavshedspligten, at oplysninger og materiale fra et møde i Skatterådet vedrørende kørsel for Socialdemokratiets formand tilsyneladende er blevet lækket til dagbladet BT, og jeg finder det helt uacceptabelt, hvis det skulle forholde sig sådan, at medlemmer af Skatterådet har overtrådt deres tavshedspligt og tilsidesat dette hensyn,” skriver Karsten Lauritzen.

Løkke: Utilstedeligt
Skatterådets formand Hanne Søgaard Hansen kaldte lækken for en ”meget alvorlig sag”, og hun blev bakket op af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):

”Og jeg er helt enig. Det er utilstedeligt. BT's historie beriger heller ikke ligefrem den politiske debat,” skrev han på Twitter.

Forrige artikel Regeringen i mindretal: Ulandsbesparelser skal annulleres Regeringen i mindretal: Ulandsbesparelser skal annulleres Næste artikel Asyltal for november er det højeste for 2015 Asyltal for november er det højeste for 2015