Minister: Vi afsætter færre penge til udviklingsbistand på næste finanslov

FINANSLOV: Coronakrisen betyder, at Danmark afsætter færre penge til udviklingsbistand på næste års finanslov, erkender udviklingsminister Rasmus Prehn.

Den økonomiske krise i Danmark får også konsekvenser for de mennesker, der nyder godt af Danmarks udviklingsbistand. 

Det slår udviklingsminister Rasmus Prehn (S) nu fast ved at ved at bekræfte, at der bliver færre penge til verdens fattigste næste år.

"I forbindelse med at vi laver finanslov, vil du kunne se, at der i kroner og ører bliver et mindre beløb," siger han til Altinget.

Meldingen kommer forud for forhandlingerne om næste års finanslov, der traditionelt begynder med et udspil fra regeringen, der normalt præsenteres i løbet af august måned. 

Nedgang i økonomien koster
Årsagen til, at der er direkte sammenhæng mellem udviklingen i dansk økonomi og udviklingsbistandens størrelse, er, at regeringen arbejder med et fast mål for bistanden på 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).

Ifølge det seneste økonomiske skøn fra Nationalbanken står Danmarks bruttonationalprodukt, der normalt flugter tæt med BNI, til at falde med 4,1 procent i år. 

Det er den økonomiske tilbagegang, der får konsekvenser for udviklingsbistanden. Og det har regeringen ikke i sinde at lave om på ved at sigte mod en højere bistandsandel end 0,7 procent af BNI, siger ministeren.

”Det er ikke regeringens politik. Jeg kommer ikke til at slå mig på brystkassen og sige, at vi skal bruge mere på udviklingsbistand," siger Rasmus Prehn.  

Corona gør millioner fattige
Nedgangen i udviklingsbistand sker samtidig med, at mange millioner mennesker på globalt plan ifølge forskellige analyser fra blandt andet Verdensbanken kan blive sendt ud i fattigdom som konsekvens af coronakrisen.

Alligevel vil Rasmus Prehn ikke sætte en større del af statsbudgettet af til udviklingsbistand.

”Det gør da ondt helt ind i marv og ben, når der bliver mindre at bruge af. Men hvis vi alene tror, at kvaliteten af udviklingsbistanden handler om, hvor mange penge, der går fra os til dem, så har vi spillet fallit. Det burde handle om, hvor meget udvikling vi er i stand til at generere,” siger han.

Artiklen er et uddrag af et længere interview med udviklingsminister Rasmus Prehn (S), som du kan læse på Altinget Udvikling. Det kræver betalt adgang, men du kan tegne et prøveabonnement her

Forrige artikel Efter et år ved magten: Nu bebuder Frederiksen hårde velfærdsprioriteringer Efter et år ved magten: Nu bebuder Frederiksen hårde velfærdsprioriteringer Næste artikel Aftalen om 5.000 studiepladser skaber akut behov for flere studieboliger Aftalen om 5.000 studiepladser skaber akut behov for flere studieboliger