Miljøstyrelsen vil undersøge landbrugets sprøjtemidler for PFAS-stoffer

Det skal tjekkes, om landbrugets pesticider indeholder de omdiskuterede PFAS-stoffer, lyder det fra Miljøstyrelsen. Ekspert bakker op og kalder det ”absurd”, hvis de problematiske kemikalier er blevet spredt via landbrugsdrift.

Miljøstyrelsen vil nu undersøge, om de omdiskuterede PFAS-stoffer bliver spredt via landbrugets pesticider.

Det meddeler kontorchef Maria Sommer Holtze til Altinget.

”Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er op og ned. Og derfor er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi kan få overblik over, hvad der er af PFAS-stoffer i de pesticider, landbruget bruger,” siger hun.

PFAS har fået stor opmærksomhed, efter stofferne de senere år er blevet fundet mange steder rundt om i Danmark. Senest er det kommet frem, at økologiske æg har et stort indhold af PFAS-stofferne, som er forbundet med både kræft og hormonforstyrrelser (læs mere i faktaboks).

Hidtil har PFAS ikke været koblet til landbrugets sprøjtemidler, men flere amerikanske studier (læs mere i denne artikel fra The Guardian og denne fra Scientific American) har for nylig peget på, at der kan være en sammenhæng. 

Det er de studier, der har fået Miljøstyrelsen til nu at undersøge sagen. Maria Sommer Holtze understreger dog, at de amerikanske studier handler om en specifik gruppe af PFAS-stoffer, der går under navnet PFOS. Og PFOS er ikke længere tilladt i Danmark. Og så peger hun på, at sundheds- og miljøeffekter bliver undersøgt grundigt, hver gang et pesticid bliver godkendt i Danmark.

”Så det, at vi sætter en undersøgelse i gang, er ikke det samme som, at vi frygter, at der er noget farligt i de pesticider, der bliver brugt,” siger Maria Sommer Holtze og fortsætter:

”Det er vigtigt at forstå, at PFAS er en kæmpe stofgruppe. Og at der er forskel på, hvor miljø- og sundhedsskadelige stofferne er.”

Meget komplekst

Der er ikke noget generelt forbud mod PFAS, men for fire specifikke stoffer – herunder PFOS – er der allerede vedtaget forbud, der også gælder for pesticider. Og der er også sat ekstra lave grænseværdier for disse fire stoffer. Maria Sommer Holtze fortæller i den forbindelse, at man ikke skal forvente at finde de fire stoffer i pesticider, der er godkendt i Danmark.

”Det er vores vurdering, at disse fire PFAS-forbindelser ikke indgår i pesticider, der er aktuelt godkendt i Danmark," siger hun.

Maria Sommer Holtze kan ikke på nuværende tidspunkt svare på, hvornår man har overblik over situationen. Det handler om, at der i alt er op mod 12.000 forskellige PFAS-stoffer, som Miljøstyrelsen nu skal undersøge. 

”Vi er kun ved at finde ud af, hvordan vi kan kortlægge det her. Det er meget komplekst,” siger hun.

"Helt absurd"

Helle Raun Andersen, der er lektor ved SDU og ekspert i pesticider, er helt enig i, at der er behov for at undersøge, om PFAS-forurening kan komme fra pesticider.

”Det er jo helt absurd, hvis vi sprøjter giftige PFAS-stoffer rundt i det danske land,” siger hun.

Helle Raun Andersen understreger, at det slet ikke er sikkert, der er et problem med PFAS i pesticider. Men hun ser flere årsager til at undersøge sagen grundigt. Det handler dels om de amerikanske studier, men også om, at den europæiske fødevaresikkerhedsautoritet – EFSA – peger på frugt, som en fødevare med indhold af PFAS.

Og så fortæller hun, at hun selv har været involveret i et studie af ansatte i gartnerier, der havde et højere indhold af PFAS i blodet end andre sammenlignelige grupper.

”Det peger alt sammen på, at vi skal undersøge, om pesticiderne også kan være en kilde til PFAS-forurening,” siger Helle Raun Andersen.

I Dansk Planteværn, der er brancheforening for en række pesticidproducenter, er man imidlertid helt sikker på, at der ikke er et PFAS-problem med pesticider. Organisationen peger på, at der er strenge regler for, at et pesticid kan blive godkendt i Danmark.

"Alle pesticider gennemgår en grundig risikovurdering, og i den indgår blandt andet en bedømmelse af deres sikkerhed overfor mennesker og miljø. De kan derfor hverken være meget svært nedbrydelige i jorden eller ophobe sig i miljøet. Der er nogle pesticider godkendt i Danmark, som har fluor, som en del af deres kemiske struktur, men disse produkter er vurderet efter kravene i pesticidforordningen og er derfor ikke ’evighedskemikalier’," lyder det i et skriftligt svar fra direktør Tanja Andersen*.

*Citatet er tilføjet 26/1 kl. 13.15.

Forrige artikel EU-Domstolen sår tvivl om danske statsborgerskabsregler EU-Domstolen sår tvivl om danske statsborgerskabsregler Næste artikel Danmark køber israelske våben for 1,7 milliarder kroner Danmark køber israelske våben for 1,7 milliarder kroner