Mette Frederiksen står i et djævelsk dilemma om seniorpension

De havde ikke set det komme. Og slet ikke i det omfang:

Regeringens planer om at beskære seniorpensionen og til gengæld forbedre Arne-pensionen en smule er på vej til at udløse et stormvejr, der kan være mere ødelæggende end krigen om store bededag. Styrken af det uvejr er kommet bag på den socialdemokratiske ledelse.

Derfor er rygterne begyndt at løbe på Christiansborg de sidste par uger. Selv ret højtstående socialdemokrater har spekuleret i, om der virkelig er grund til at bevæge sig ud i endnu en ødelæggende konfrontation med vælgerne i en situation, hvor sårene fra sidste slag langtfra er lægt.

Problemet er bare, at regeringsgrundlaget faktisk er meget specifikt, når det gælder om tilbagetrækningsordningerne, og – som en regeringskilde udtrykker det – ”nøje kalibreret” mellem de forskellige partier interesser smertegrænser.

Tunnelsyn
Det er næsten uforståeligt, at socialdemokraterne ikke allerede under regeringsforhandlingerne indså, hvor minefyldt farvandet er, når det drejer sig om seniorpension. 

Sikring af lønmodtagernes mulighed for en skånsom tilbagetrækning er ikke alene en del af statsminister Mette Frederiksens (S) kernefortælling. Det er også ekstremt farligt for socialdemokrater at begynde af forringe tilbagetrækningsordninger kort efter en valgkamp, hvor man har givet vælgerne det modsatte indtryk. Hvis nogle er i tvivl, kan de passende ringe til Poul Nyrup Rasmussen (S) og høre om hans erfaringer med efterlønsindgrebet i 1998.   

Men den socialdemokratiske ledelse så spørgsmålet om seniorpension gennem en Christiansborg-prisme i stedet for den vælger-prisme, Mette Frederiksen havde så godt blik for i sin første år som S-formand. 

I S-ledelses optik var regeringsgrundlagets plan om at ændre på tilbagetrækningsreglerne ikke væsentlig forskellig fra det, partiet gik til valg på i 2019.

Dengang havde Socialdemokratiet Arne-pensionen som sit offensive forslag, mens den borgerlige ”afværgedagsorden” med indførelse af seniorpension fik en kold skulder. For seniorpensionen var jo helt éntydigt et taktisk trick fra daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ville tage luften ud af Arne-offensiven.

Nu vil SVM-regeringen gøre Arne-pensionen lidt mere attraktiv ved at lægge ca. 1.000 kr. om måneden oveni. Samtidig giver man mulighed for at nedslidte, der ikke har været de krævede 42 år på arbejdsmarkedet, kan søge Arne-pension gennem en visiteret ordning. På den baggrund kunne man sagtens forsvare en forringelse af seniorpensionen, lød den socialdemokratiske logik.

Arne-pensionen sikret på forhånd
Problemet er bare, at seniorpensionen siden 2019 er vokset fra at være et typisk Løkke-stunt før en valgkamp til at være en ordning, der både er mere lukrativ og populær end Arne-pensionen. Det er den ordning, SVM-regeringen nu lægger op til at beskære med op til 4.300 kr. om måneden, samtidig med man vil halvere perioden fra seks til tre år.  

Derfor bliver historien uundgåeligt, at ”Mette Frederiksen vil forringe forholdene for de nedslidte”. Her har en socialdemokratisk modfortælling om, at ”regeringen har gjort Arne-pensionen langtidsholdbar” ikke en chance. 

Det gør ikke den socialdemokratiske fortælling stærkere, at Arne-pensionen allerede var sikret inden valget, da blå partier som Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og – et lettere modstræbende – Venstre allerede havde markeret, at de stod bag Arne-pensionen.

En sammenkogt ret
I de sidste par uger er man blandt socialdemokraterne begyndt at lede efter en vej ud. For måske kunne man afsvække forringelserne af seniorpensionen, hvis der blev givet indrømmelser til de andre regeringspartier. Venstre står jo et endnu mere kritisk sted end S og kunne måske være interesseret i en handel.     

En regulær studehandel, der hjalp socialdemokraterne ved at afsvække angrebet på seniorpensionen. En handel, der samtidig hjalp Venstre med et deres ømme punkter, den kommende CO2-afgift på landbruget, som Støjberg (DD) lurer på at udnytte. Løkke (M) kunne så få nogle mindre indrømmelser på udlændingepolitikken, f.eks. ved at sende de sidste IS-mødre i de syriske lejre tilbage til Danmark.

Problemet ved den konstruktion er bare, at det vil svække hele regeringens fundament. Underminere selve argumentet for en flertalsregering, der er stærk nok til modstå pres, så "de nødvendige, men upopulære beslutninger kan tages".

Det vil også give den samlede opposition blod på tanden.

Venstrefløjen og fagbevægelsen vil mærke sig, at regeringen kan presses og vil forsøge at udnytte det i resten af valgperioden. Og den ellers ret impotente "reformalliance" af nogle af Folketingets økonomisk højreorienterede partier (LA, K og R) kan  pludselig få luft til deres argumentation: "Regeringen tør jo ikke, når det kommer til stykket. Det er os, de er de ægte reformpartier."

Socialdemokraterne er dermed kommet et sted hen, hvor der ikke længere er gode valg, kun et dilemma mellem dårlige.
Man kan fortsætte ud af sporet fra regeringsgrundlaget og få endnu mere katastrofale meningsmålinger - eller man kan indlede et tilbagetog med strategiske konsekvenser.

Slut med at tromle
I regeringstoppen lægger man vægt på, at processen denne gang bliver helt anderledes end under store bededags-krigen. En reform af seniorpensionen skal ikke mosles igennem på ryggen af regeringens automatiske flertal, der skal være grundige forhandlinger med Folketingets partier og - muligvis- med arbejdsmarkedets parter.

Regeringen håber, at kunne fremstå som den ansvarlige midte, der i modsætning til venstrefløjen er parat til at trimme tilbagetrækningsordningerne, samtidig med man afviser reformalliancens krav om at skrotte Arne-pension og efterlønsordning. Som en regeringskilde udtrykker det:

"Socialdemokratiet havde virkelig haft et problem, hvis de tre blå herrer havde rost regeringens udspil om seniorpensionen og sagt, at det var en glimrende begyndelse. Nu står vi et meget godt sted midt mellem højre og venstre."

Men det er svært at se, hvilke partier regeringen kan lave forlig med. Venstrefløjen skal ikke nyde noget af at forringe tilbagetrækningsordningerne, det samme gælder som udgangspunkt Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, mens den borgerlige reformalliance reelt har spillet sig selv af banen med løftet om, at de tre partier skal ses som en enhed i forhandlingerne.

Området er forligsbelagt, så hvis regeringen ikke får andre partier med, kan nye regler om seniorpension først træde i kraft efter et valg. Og en forringelse af seniorpensionen vil være et mareridtsagtigt valgoplæg for Socialdemokratiet. 

Hvor lander aben?
Tilbage står en aftale med arbejdsmarkedets parter, hvor de store fagforbund 3F og HK forleden opfordrede regeringen til at indkalde til trepartsforhandling.

Efter det hårde slag om store bededag er man flere steder i fagbevægelsen opsat på at få genoprettet de diplomatiske forbindelser til Socialdemokratiet. Men i dele af partiet, er der bitterhed mod fagbevægelsen, som man synes gik alt for langt i konflikten om store bededag. Det har ikke gjort følelserne varmere, at socialdemokraterne mange steder er forment adgangen til talerstolen 1. maj. Derfor reagerede den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører Jens Joel (S) i første omgang negativt på fagbevægelsens udstrakte hånd.

Det er dog tvivlsomt om den position kan opretholdes. Hvis SVM-regeringen på nogen måde kan få fagbevægelsen til at tage medansvar for forringelse af tilbagetrækningsordningerne, vil gevinsten være enorm.

Til gengæld vil aben lande på fagbevægelsens skulder. Her er risikoen, at den folkelige opbakning, fagbevægelsen mønstrede i konflikten om store bededag, vil forsvinde som dug for solen, hvis man går med til nogen som helst forringelser af seniorpension, efterløn eller Arne-pension. Hvad der er farligt for Socialdemokratiet, kan være fatalt for fagbevægelsen.

Forringelsen af seniorpensionen er en ren tabersag i forhold til offentligheden. Spørgsmålet er blot, hvem der kommer til at sidde med den politiske regning.

erik@altinget.dk