Mette Frederiksen er vild med sin SVM-regering, men baglandet kommer aldrig til at elske den

"There is no alternative".

Margarat Thatchers ikoniske slogan er på mange måder velegnet til at beskrive attituden til SVM-regeringen hos den socialdemokratiske ledelse. Mens der er mukken i baglandet over den aparte konstruktion, virker de centrale ministre mere og mere dedikerede til den brede regering. Både på den korte og den mellemlange bane.

Sådan er situationen efter weekendens socialdemokratiske årsmøde i Aalborg, hvor en veloplagt S-formand Mette Frederiksen mødte sit bagland for første gang siden valget.

S-formanden har stadig fuld kontrol over partiet, men stemningen var langt mere mat blandt de delegerede.

Hensynet til Ellemann
Timingen for årsmødet var decideret dårlig for S-ledelsen, der de sidste uger har mødt stigende kritik fra kommunerne, der står foran store sparerunder samtidig med, at regeringen taler om nye skattelettelser.

{{toplink}}

Det klassiske socialdemokratiske valgslogan "velfærd eller skattelettelser" har ramt partiet som en boomerang, og lige præcis den modsætning fyldte temmelig meget på årsmødet.

Havde det stadig været en socialdemokratisk ét-parti regering, havde man kunnet manøvrere efter kritikken og i det mindste udskyde skattelettelserne til en situation, hvor kommunernes økonomi var stabiliseret. 

Det kan Mette Frederiksen bare ikke gøre i en regering med Venstre og Moderaterne, hvor den trængte Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har så desperat brug for at kunne fremvise en sejr, at skattelettelserne er nødt til at falde i nær fremtid.

Venstre-formanden skal ikke alene kunne præstere de skattelettelser, der er aftalt i regeringsgrundlaget, men også yderligere skattelettelser som følge af det større økonomiske råderum.

Socialdemokraterne ser Venstres svækkelse som det mest destabiliserende element i regeringen, og derfor er S-ledelsen parat til at acceptere yderligere kritik fra lokale socialdemokrater, hvis skattelettelserne kan stive Ellemann af. 

Mangler at levere
Det er ikke et dilemma, Mette Frederiksen på nogen måde kan få til at gå væk, men S-formanden forsøgte at dreje diskussionen om kommunernes økonomi over på sin hjemmebane.

Statsministeren gik endnu engang til angreb på det voksende bureaukrati i sin årsmødetale, og hun erkendte, at problemet ikke kun er isoleret til kommunerne, det gælder også staten.

Men selv denne vinkel begynder at blive en smule kritisk for Mette Frederiksen.

For det er mindst fem år siden, Mette Frederiksen erklærede krig mod pseudoarbejde og bureaukrati, men hun har ikke leveret på det. Tværtimod er udviklingen med mere og mere administration fortsat stik imod statsministerens intentioner.

Reelle modsætninger
Udlændingepolitikken er et andet tema, Mette Frederiksen gjorde en hel del ud af på årsmødet, ikke mindst i sin replik om søndagen.

Emnet fylder ikke så meget i den offentlige debat mere, men det er tydeligt, at Mette Frederiksen ikke har rykket sig en tøddel i sin vurdering af problemets omfang.

Statsministeren understregede igen problemerne med en stor gruppe indvandrerkvinders manglende tilknytning til arbejdsmarkedet – selv i en periode hvor virksomhederne skriger på arbejdskraft.

{{toplink}}

Mette Frederiksen pegede også på sammenhængen mellem udlændingepolitik og bandekriminalitet, og fremhævede atter tilstandene i Sverige som et eksempel på, hvor galt det kan gå, "hvis der ikke er styr på antallet".

På det punkt er det lykkedes S-formanden at få samlet partiet efter årtiers opslidende kampe. Det var kendetegnende, at en af de største klapsalver under Mette Frederiksens tale kom efter bemærkningen: "Hvor var det godt for Danmark, at vi stod fast på en stram udlændingepolitik."

Skyggeboksning med Løkke
Ironisk nok kommer udfordringen på det område nu fra en borgerlig regeringspartner, der tidligere var i front med udlændingestramninger: De seneste måneder er Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne i stigende grad gået i brechen med forslag til lempelser af udlændingepolitikken.

Hidtil har alle mindre lempelser, som hjemtagelse af IS-kvinder fra Syrien og ændring af grænsekontrollen, ikke haft betydning for antallet af udlændinge, der kom til Danmark.

{{toplink}}

Men med Moderaternes opbakning til Dansk Erhvervs forslag om få 50.000 arbejdskraftimmigranter fra den tredje verden til Danmark, bliver det mest afgørende element i den stramme socialdemokratiske udlændingepolitik udfordret. 

S-ledelsen har ikke fundet en effektiv måde at håndtere det på. Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har lagt klar afstand, men såvel Mette Frederiksen som udlændingeminister Kaare Dybvad (S) er tavse.

Holdningen er, at Løkke kan foreslå så meget han vil, og at man ikke behøver at tage den direkte konfrontation med ham, fordi forslagene alligevel aldrig bliver regeringens politik.

Men flere steder er tvivlen begyndt at melde sig. 

For så længe regeringens linje ikke officielt bliver slået fast, har Løkke et politisk rum at manøvrere i, og lige præcis den situation er Løkke mesterlig til at udnytte. Samtidig vil erhvervslivets pres for at åbne op for mere udenlandsk arbejdskraft kun forstærkes.

De uberegnelige
Problemerne med bagland og regeringspartnere får dog ikke de ledende socialdemokrater til at ryste på hånden. Tværtimod virker idéen om en midterregering nu mere rodfæstet, selv fra nogle af de ministre, der oprindelig var skeptiske over for projektet.

Den sidste uges begivenheder har kun gjort de ledende socialdemokrater mere overbeviste.

S-toppen har hele vejen igennem anset den radikale Zenia Stampe og den nu tidligere alternativist Theresa Scavenius som fuldstændig uberegnelige.

Derfor har man aldrig set de 90 rød-grønne mandater, der materialiserede sig på valgnatten, som en reel mulighed. Theresa Scavenius' optræden i den sidste uge har fået socialdemokraterne til at gyse ved tanken om, at hun sad med det afgørende mandat.           

Taktisk tilbagetog
På det politiske plan er der en erkendelse af, at man havde spændt buen for hårdt i foråret, hvor likvideringen af store bededag efter planen skulle følges af en kraftig forringelse af seniorpensionen. Socialdemokraterne erkender, at det var en fejl, og seniorpensionen er nu sendt til hjørne. Alle forventer, at indgrebet enten bliver droppet eller stærkt afsvækket.

Der er til gengæld begejstring over, at det før sommer lykkedes at lave en uddannelsesreform, der skærer i de akademiske uddannelser og til gengæld overfører midler til de erhvervsskoler, der gennem mange år er blevet stedmoderligt behandlet.

Det var et emne, Mette Frederiksen konsekvent satte fokus på under årsmødet, og for de socialdemokratiske ministre er netop den reform et eksempel på noget, man ikke havde kunnet gennemføre med det gamle parlamentariske grundlag.

{{toplink}}

Det yderste mandat
Officielt har Socialdemokratiet endnu ikke besluttet, om man vil gå til valg på en fortsættelse af SVM-regeringen, og det er af mange grunde taktisk klogt.

Men bag facaden peger flere ledende ministre på, at det er en sandsynlig udgang. Hvis Venstre ellers kan holde hjem, og der kan holdes nogenlunde styr på Løkke, ser flere centrale socialdemokrater endnu en midterregering som det mest sandsynlige perspektiv.

SF og Enhedslisten har en rimelig stærk partidisciplin - dem kan man godt arbejde med, men socialdemokraterne vil under ingen omstændigheder være afhængige af et par soloryttere fra Radikale eller Alternativet. Derfor ser man intet reelt alternativ til samarbejdet over midten. 

Selvom der kun er en mikroskopisk chance for, at SVM-regeringen genvinder sit flertal, opererer man med, at regeringen kan fortsætte alligevel – enten ved hjælp af et fast støtteparti eller ved at udvide regeringen.

Det er ikke længere sikkert, at den nye og ganske aparte regeringskonstellation er et forbigående fænomen.

{{toplink}}

erik@altinget.dk