Markante fejl i Rigspolitiets indkøb: Regler er blevet brudt

INDKØB: Rigspolitiet har kun overholdt udbudsreglerne for indkøb i det offentlige i 38 procent af aftalerne.

Der er fundet markante fejl i Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser.

I en ny analyse fra Rigspolitiet selv fremgår det, at udbudsreglerne ikke har været overholdt i en stor del af aftalerne, der er indgået ved indkøb af konsulentydelser.

”Der har været markante fejl i vores håndtering af indkøb på politiets område,” siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

I Rigspolitiets analyse indgår 240 kontrakter, hvilket dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Regler overholdt i 38 % af tilfældene
Udbudsreglerne er kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter, mens det ikke har været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

”Som politi har vi en særlig forpligtelse til at sikre, at gældende regler overholdes. Det siger sig selv. Og som offentlig myndighed skal vi kunne redegøre for, hvordan borgernes skattepenge anvendes. Udbudsreglerne er borgernes garanti for, at ydelser leveres til rette pris og kvalitet. Nu skal vi have ryddet op,” siger Jens Henrik Højbjerg.

Nye initiativer iværksættes
Efter at have set analysens konklusion sætter Rigspolitiet nu gang i seks nye tiltag, der skal rette op på sagerne og sikre overholdelse af udbudsreglerne (Se boksen til højre).

”Vi iværksætter en række meget håndfaste kontrolprocedurer, ligesom vi iværksætter en grundig ekstern gennemgang af hele indkøbsområdet. Det er først som sidst mit ansvar, at politiet overholder reglerne,” siger Jens Henrik Højbjerg og fortsætter:

”Jeg må erkende, at de tiltag, vi tidligere har taget, har været utilstrækkelige. Set i lyset af analysens konklusioner har vi brug for et fuldstændigt overblik over samtlige politiets indkøb. Samtidig giver en ekstern revision også mulighed for at få gennemlyst vores indkøbsprocedurer, så vi er sikre på, at reglerne overholdes.”

Det var justitsministeren, der bad om at så skabt klarhed over Rigspolitiets indkøbsprocedurer, efter blandt andet BT har beskæftiget sig med sagen.

Sagen har særligt handlet om en afdelingschef, som i en række tilfælde gav opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Udgifterne løb op i adskillige millioner af kroner, og afdelingschefen fratrådte sin stilling i februar.

Forrige artikel Oversigt: Så tæt er de små partier på at kunne stille op Oversigt: Så tæt er de små partier på at kunne stille op Næste artikel Ole Birk: Forventer vi kommer glade ud fra Postnord-møde Ole Birk: Forventer vi kommer glade ud fra Postnord-møde