Mangeårig KMD-kommunikationschef stopper

KMDs mangeårige presse- og siden kommunikationschef, cand.scient.soc. Christoffer Hellmann (47) stopper snart grundet en organisationsændring. Han ved endnu ikke, hvad karrieren så bringer.

KMDs kommunikationschef Christoffer Hellmanns har været i virksomheden under skiftende ejere i mere end 20 år - men nu er det snart slut, skriver han selv på LinkedIn.

I KMD har Christoffer Hellmann haft ansvar for kommunikation, public affairs og bæredygtighed, som han nu skal bruge lidt tid på at overgive til andre i organisationen.

”Som led i en organisationsforandring er min stilling som vice president og chef for KMD Communications blevet nedlagt. Det er selvfølgelig en smule angstprovokerende at skulle forlade en virksomhed, man kender utroligt godt og nærmest er vokset op i. Det har været et kæmpe privilegie at møde så mange dygtige og søde mennesker i min tid i KMD, hvor jeg startede som praktikant fra RUC i kommunikationsafdelingen tilbage i sommeren 2000.

Udover jeg har været igennem mange spændende opgaver og stillinger, så har virksomheden også ændret sig meget gennem årene. Det er svært at koge så mange år ned – men det har for eksempel været begivenhedsrigt og særdeles lærerigt at opleve de forskellige ejere – fra offentligt ejerskab, til to kapitalfonde og nu til industriejerskabet fra den globale tech-koncern NEC Corporations fra Japan," skriver altså Christoffer Hellmann.

Han tilføjer, at han endnu ikke ved, hvad hans næste job-træk bliver.

Forrige artikel Tre amerikanske økonomer modtager årets Nobelpris i økonomi Næste artikel Nye ansigter klar på TV 2 News efter valget