Man får altid mest indflydelse i regering – eller gør man?

Symptomerne er de samme hos mange tidligere ministre:

Abstinenserne. Drømmen om igen at sidde i kontrolrummet og udforme den konkrete lovgivning som fagminister.

Tanken om hvad man kan udrette, hvis man har udspillet og hele embedsapparatet til rådighed. Den drift er meget stærk hos mange af dem, der én gang har prøvet at være ministre.

Man ser det i den grad hos politikere fra de traditionelle statsministerpartier, Venstre og Socialdemokratiet, der kun med en enkelt undtagelse har sagt nej til at gå i regering, når de har haft mulighed for det.

Man ser det hos Radikale, der i det meste af de sidste 100 år har set sig selv som et naturligt regeringsparti. Og selv hos SF, der ikke er et klassisk magtparti, er der hos formand Pia Olsen Dyhr en ubændig kløe i fingrene for igen at komme helt ned i lovgivningens maskinrum og skrue på knapperne.

Men ser man på partiernes erfaringer i de sidste 30-40 år, er der ikke altid en sammenhæng mellem regeringsdeltagelse og politisk indflydelse.

Ja, i nogle tilfælde er sammenhængen nærmest omvendt. {{toplink}}

SF bedst uden for regering

Her er SF et af de mest slående eksempler.

I nyere tid er der to perioder, hvor SF's indflydelse var betydelig:

Der var perioden fra 2007-11, hvor SF under Villy Søvndal voksede til hidtil usete højder - og ofte var i stand til at sætte dagsordenen. SFU var drivende i de store velfærdsdemonstrationer, der blev afholdt de år, noget der var med til at presse den borgerlige regering, ligesom socialdemokraterne som noget helt nyt gav sig til at koordinere økonomiske udspil og skatteudspil med SF.

I den sidste regeringsperiode har indflydelsen til SF også været betydelig.

Partiet har fået sit hovedkrav om minimumsnormeringer i daginstitutioner igennem, der er kommet flere naturnationalparker og mere urørt skov, og SF har sammen de andre støttepartier og Alternativet presset socialdemokraterne til et klimamål på 70 procent reduktion og til en højere ydelse til de fattigste børnefamilier. Deltagelse i forlig om Arne-pension, mod boligspekulanterne fra Blackstone, en ny samtykkelov og afskaffelse af omprioriteringsbidraget flugter også perfekt med SF-politik. 

Ser man derimod på perioden fra 2011-14, hvor SF sad i regering med Radikale og Socialdemokratiet, ser regnestykket værre ud. Man kan godt pege på rød-grønne resultater som eksempelvis investeringerne i jernbanenettet med etableringen af Togfonden og en mere ambitiøs klimapolitik, men det blev fuldstændig overskygget af de ikoniske nederlag.

Skattereformen fra 2012 var klassisk borgerlig, halveringen af dagspengeperioden fik katastrofale konsekvenser midt i en lavkonjunktur, indgrebet i lærerstrejken i 2013 var stik imod SF-politik, og salget af Dong-aktier til den omstridte kapitalfond Goldman Sachs fuldstændiggjorde billedet. Alt imens SF's opbakning faldt ned til det halve og partiets indflydelse blev minimeret mange år frem.

LA-katastrofen

Et lignende mønster ses hos Liberal Alliance.

LA havde sin storhedstid under Thorning-regeringen, selvom partiet parlamentarisk set var det mest uinteressante i Folketinget og kun sjældent blev inviteret til    forhandlinger.

Men LA fik dygtigt skabt sig en betydelig indirekte magt og formåede at sætte en række dagsordener. Eksempelvis udraderede Joachim B. Olsen nærmest Özlem Cekic i debatten om "Fattig-Karina", der viste sig ikke at være helt så fattig endda. Det ændrede hele paradigmet om fattigdom lang tid frem.

Da den daværende LA-leder Anders Samuelsen skød sig ind i regeringskontorerne i 2016, skulle det have været højdepunktet af LA's indflydelse. Det modsatte skete.

Dansk Folkeparti blokerede konsekvent LA's mærkesager, ikke mindst når det gjaldt topskatten. LA's resultater under VLAK-regeringen var usædvanlig magre, og partiet var tæt på tilintetgørelse ved det efterfølgende valg. Chancen for at få sænket topskatten faldt betragtelig efter et par år med LA i regering. 

Socialdemokraternes ørkenvandring

Der findes naturligvis også eksempler på det modsatte.
Særlig når det gælder de klassiske statsministerpartier, forventer man, at de tager magten, når de overhovedet kan. Ellers kan de blive straffet hårdt.

Da den socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen tilbage i 1982 kørte fast og overlod magten til de borgerlige uden at udskrive valg, skete det ud fra en forventning om, at en borgerlig regering hurtigt ville grundstøde - og bane vejen for et socialdemokratisk comeback. Det var en fejlvurdering af de helt store. Den konservative Poul Schlüter holdt i over ti år, mens socialdemokraterne kom ud på en lang ørkenvandring.

Tvetydige DF-erfaringer

Da Dansk Folkepartis scorede den enorme valgsejr i 2015, var der forhandlinger med Venstres daværende leder Lars Løkke Rasmussen om en fælles regering. Men Løkke ville ikke give det frembrusende DF ret meget indflydelse, og DF's ledelse frygtede at dele skæbne med SF, hvis de gik i regering på et utilfredsstillende grundlag.

Det virkede dengang som en logisk konklusion, for risikoen for at deltage på Løkkes præmisser var meget høj.

Men mange DF-vælgere blev slemt skuffede over, at deres parti efter valgsejren ikke indtog regeringskontorerne, og DF's pasmelding i sommeren 2015 blev siden en del af partiets nedtursfortælling.

Damned if you do, and damned if you don't.

DF's mest indflydelsesrige periode var perioden som fast støtteparti for VK-regeringerne fra 2001-2011. Her fik DF afgørende ændret den danske udlændingepolitik uden at have en eneste minister "i kontrolrummet".

DF's stærke indflydelse var ikke kun baseret på at have de afgørende mandater som støtteparti. Den var frem for alt et resultat af, at et flertal i befolkningen delte ønsket om stramninger af udlændingepolitikken. Truslen om at erobre de andre partiers vælgere gav en enorm indirekte indflydelse.

Løkke skal bare i regering

Zoomer man ind på de aktuelle regeringsforhandlinger, er situationen vidt forskellig for de tilbageværende syv partier.

For Moderaterne er det nærmest en livsbetingelse at komme i regering. Hovedformålet med det nye parti er at sikre Lars Løkke Rasmussen en plads ved det store pokerbord, og hvis partiet ikke får ministerposter, kan det blive usædvanlig svært at holde sammen på den uerfarne folketingsgruppe. Ligesom det langt fra er sikkert, at Løkke i længden kan bevare interessen nede på oppositionsbænkene. 

Den nye radikale leder Martin Lidegaard er heller ikke i tvivl. Hvis han på nogen måde kan få sit parti i regering, så gør han det. Partiet risikerer at blive glemt på sidelinjen, og radikale politikere har historisk vist sig at være nogle af de bedste til at skabe politiske resultater via deres ministerposter.

For Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og LA's Alex Vanopslagh er spillet meget enkelt. De bliver ikke inviteret med i en bred regering, og de bliver primært hængende i forhandlingerne for at få medieomtale. De forventes at blive siet fra om kort tid.
I den næste valgperiode ligger deres bedste chance for indflydelse i at skabe slagkraftige dagsordener i opposition.

Papes redningskrans

De egentlige dilemmaer er hos Jakob Ellemann-Jensen (V), Søren Pape Poulsen (K) og Pia Olsen Dyhr (SF).

Søren Pape er den af de tre, der har udtalt sig mest bastant imod en regering over midten under Mette Frederiksen (S), men ironisk nok er han den, der kan have størst fordel af det.

Efter det overraskende valgnederlag er der gået en proces i gang, der alt andet lige slutter med Papes afgang inden næste valg.

En regeringsdeltagelse vil standse den proces. Akkurat som det skete i 2016, hvor Søren Pape også var presset, men hvor Løkke udvidede sin regering, og Søren Pape fik et folkeligt gennembrud som justitsminister. Den post kan han håbe at få igen.

Ser man på muligheden for politisk indflydelse på kort sigt, kan Konservative også få udbytte af at gå i regering. Partiet er nu så svækket, at dets ti mandater slet ikke rækker, hvis en SV-regering skal skabe flertal, så muligheden for indflydelse i opposition er begrænset. En konservativ mærkesag som topskattelettelser har så lille folkelig opbakning, at partiets eneste chance for at få indfriet de ønsker er at få indrømmelser i et regeringssamarbejde.

Ellemanns dilemma

For Jakob Ellemann-Jensen er situationen langt mere broget.

Venstres direkte magt bliver naturligvis størst ved at gå i regering, og det er kendetegnende for tidligere Venstre-ministre, at selv en hardliner som Troels Lund Poulsen er tilhænger af et regeringssamarbejde med den socialdemokratiske arvefjende.

Men Venstres mulighed for at blive leder af den borgerlige opposition - og genopfinde sig selv efter valgnederlaget - mindskes, hvis man går sammen med den tidligere så dæmoniserede Mette Frederiksen. Derfor kan Venstre have et klar interesse i at få Konservative med, så det er dem - og ikke Venstre - der bliver bolværket mod højre.

SF som skydetelt

Situationen er mindst lige så tricky for SF-formand Pia Olsen Dyhr.

Bryder forhandlinger med de borgerlige sammen, har SF gode chancer for at deltage i en regering på fordelagtige præmisser. I en ny treparti-regering mellem S, SF og R har SF langt bedre muligheder for at få politik igennem end sidst, hvor SF gik i regering i en svækket position. 

Men meget tyder nu på, at det - overraskende - kan ende med en regering over midten, og her kan det blive ekstremt farligt for SF at gå med. Mette Frederiksen skal give nogle markante indrømmelser til de borgerlige partier for at få dem med ombord, og mange af de indrømmelser vil selvsagt trække i modsat retning af SF.

SF risikerer at komme til at stå som det yderste bolværk mod venstrefløjen, dem kuglerne først vil slå ned i. Risikoen er oplagt, at SF bliver et gidsel i en sådan regering og bare kommer til at dække flanken for Mette Frederiksen.

Pia Olsen Dyhr har flere gange understreget, at hun vil "lade regeringsgrundlaget afgøre" om, SF skal gå i regering. Men spørgsmålet er, hvad den formulering betyder i praksis.

SF har opstillet 16 pejlemærker og krav til en ny regering, og i SF's organisatoriske bagland frygter nogle, at Pia Olsen Dyhr vil stille sig tilfreds med opfyldelse af de mere harmløse krav, som sikring af rent drikkevand og oprettelse af et ministerium til bekæmpelse af mistrivsel blandt børn og unge. Alt imens de borgerlige får store indrømmelser på det fordelingspolitiske område. 

Hvis der kommer en regering over midten, kommer SF under alle omstændigheder til at få mindre indflydelse end i den seneste regeringsperiode.

Men den direkte indflydelse kan under de rette omstændigheder veksles til et stærkere parti. De færreste SF'ere tror på, at det kan opnås som det yderste bolværk i en bred regering. 

Derfor tyder alt på, at SF-formanden ikke vil kunne få opbakning til et regeringssamarbejde, der inkluderer de borgerlige. Men Pia Olsen Dyhrs kvaler understreger, hvor svært det kan være at modstå fristelsen, hvis man har haft adgang til den direkte politiske magt fra en ministers hjørnekontor.

erik@altinget.dk