Måling: Flertal af vælgerne vil beholde integrationsydelsen

YDELSER: De røde partier ønsker den afskaffet, men 60 procent af vælgerne vil beholde integrationsydelsen. Næsten 40 procent af R og SF’s vælgere vil bevare ydelsen, selvom partierne vil afskaffe den. En mavepuster til Østergaard og Olsen Dyhr, mener Erik Holstein.

Trods ønsket fra Mette Frederiksens støttepartier i rød blok om at afskaffe kontanthjælpsloftet, ønsker flertallet af vælgerne at beholde ydelsen i sin nuværende form.

Det viser en ny måling, som Norstat har foretaget for Altinget og Jyllands-Posten.

Her svarer 60 procent, at ydelsen, som flygtninge eller indvandrere uden job får, hvis de har boet i Danmark i mindre end syv år, bør fortsætte efter valget.

27 procent af vælgerne ønsker den afskaffet, mens de sidste 13 procent ikke ved, hvor de står.

Enhedslisten, SF og Radikale vil alle afskaffe integrationsydelsen, mens S efter valget vil nedsætte en ydelseskommission, der skal hjælpe S med at beslutte, hvad der skal ske med integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen.

Flertallet blandt vælgerne for at bevare ydelsen vil gøre Socialdemokratiet ”mere stålsatte” til eventuelt kommende regeringsforhandlinger med de øvrige røde partier, lyder vurderingen fra Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

”S kan godt regulere satsen – og eventuelt annullere finanslovens nedsættelse af integrationsydelsen. Men målingen viser, at S får problemer, hvis de helt afskaffer integrationsydelsen og giver nytilkomne udlændinge væsentligt flere penge,” siger Holstein.

Uenighed blandt SF og Radikales vælgere
Debatten om integrationsydelsen har raset længe og blev senest aktualiseret ved forhandlingerne af det såkaldte paradigmeskifte på udlændingeområdet.

Her stemte Socialdemokratiet for regeringen og Dansk Folkeparti aftale om paradigmeskiftet, der også involverer en yderligere sænkelse af integrationsydelsens beløbsstørrelse.

Det skete, på trods af at S egentlig ikke anså det som en god idé at sænke ydelsen.

Men det lader dog til, at der er opbakning blandt partiets vælgere til, at det skal fortsætte med at være sådan. Tre ud af fem socialdemokratiske vælgere ønsker nemlig at bibeholde integrationsydelsen.

Anderledes mudret ser billedet ud, hvis man spørger vælgerne hos Radikale og SF. Både Pia Olsen Dyhr (SF) og Morten Østergaard ønsker integrationsydelsen hen, hvor peberet gror, men samme skråsikkerhed finder man ikke blandt partiets vælgere.

Lige under 40 procent af både de Radikale og SF’s vælgere ønsker at beholde ydelsen. De tal overrasker Erik Holstein.

”På Christiansborg kører Pia Olsen Dyhr og Morten Østergaard hårdt frem for at få afskaffet integrationsydelsen, og de har lagt op til at tage temaet op i forhandlingerne efter valget. Og så må det være en mavepuster, at så mange af deres vælgere er uenige i den kurs,” lyder det fra Altingets politiske kommentator.

Kan skabe kaotisk situation
Sikkerheden blandt Socialdemokratiets egne vælgere og usikkerheden blandt SF og Radikales vælgere betyder ifølge Holstein ikke, at Mette Frederiksen med sindsro kan gå ind til regeringsforhandlingerne.

Uagtet at S har i vid udstrækning har vælgernes opbakning til at beholde integrationsydelsen, vil den fortsat blive et stridspunkt i forhandlingerne efter valget, forklarer Altingets politiske kommentator. Det skyldes særligt de Radikale og Morten Østergaard.

”Et parti som Radikale plejer at være ret ligeglade med, om vælgerne er enige med dem eller ej,” siger Erik Holstein og fortsætter:

”Resten af oppositionen vil fortsat presse på for at afskaffe integrationsydelsen, men det risikerer at skabe en kaotisk politisk situation, når et eller flere partier tromler frem med krav, der hverken har flertal i Folketinget eller i befolkningen. Det svarer til LA’s vedholdende, men umulige krav om topskattelettelser.”

Forrige artikel Partier ikke klar til politiske reklamer på flow-tv Partier ikke klar til politiske reklamer på flow-tv Næste artikel Ritt Bjerregaards historiske valg 1994: Brevet til Nyrup Ritt Bjerregaards historiske valg 1994: Brevet til Nyrup