Løkkes tidligere spindoktor får nyt job

NAVNE: Lars Løkke Rasmussens (V) tidligere rådgiver Christian Hüttemeier skal være ny kommunikationschef i Danske Regioner. 

Det kom som lidt af en overraskelse, da Christian Hüttemeier kort efter folketingsvalget i sommer valgte at stoppe som rådgiver for Lars Løkke Rasmussen og dermed ikke følge med over i Statsministeriet som særlig rådgiver. 

Tiden var kommet til nye udfordringer, fortalte Christian Hüttemeier dengang, og efter en tænkepause har han nu fundet sit nye job. Fra 1. april skal han være kommunikationschef i Danske Regioner. 

40-årige Christian Hüttemeier har tidligere været politisk journalist på Politiken og Jyllands-Posten. I 2011 blev han ansat som pressechef i Venstre, og i januar 2014 og frem til folketingsvalget sidste år var han Lars Løkke Rasmussens (V) særlige rådgiver. 

I Danske Regioner overtager Christian Hüttemeier ansvaret for Danske Regioners kommunikationssekretariat efter Susse Maria Holst. Hun forlod 1. marts jobbet til fordel for en stilling som kommunikationschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet. 

Forrige artikel Styrelsesdirektør advarer mod stigende misbrug af diagnoser Styrelsesdirektør advarer mod stigende misbrug af diagnoser Næste artikel Sådan gik det på asylområdet i 2015 Sådan gik det på asylområdet i 2015