Nu er Løkke klar til debatten om de danske EU-forbehold

EUROPADAG: Tiden er kommet til, at Danmark skal overveje, om vi vil være fuldt med i EU. Sådan siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der vil starte en diskussion om de danske EU-forbehold.

Efter 45 års medlemskab af EU er tiden kommet til, at Danmark skal gøre op med sig selv, hvorvidt vi vil være helt og fuldt med.

Det er budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag, da han i anledningen af Europadagen gav en tale om Danmarks rolle i EU og Europa ved et møde arrangeret af Tænketanken Europa.

”Der er gået 45 år, og vi er stadig lidt i tvivl, om vi kan være helt tæt på vores europæiske partner. Man kunne lidt parterapeutisk spørge hvorfor nu egentlig det? Burde vi ikke snart have set vores partner så meget an, at vi tør stille spørgsmålet, om vi ikke bør være helt og fuldt med?” sagde Lars Løkke i sin tale.

Derfor vil statsministeren nu tage hul på en diskussion om et fremtidigt Danmark uden EU-forbehold. Men han understreger samtidig, at der ikke er udsigt til en folkeafstemning om EU-forbeholdene på denne side af et folketingsvalg.

”Den her debat er så vigtig, at vi har brug for at tage den grundigt uden at have en deadline hængende over os. Vi har brug for at få brudt tabuet om de danske forbehold,” sagde Lars Løkke og pegede på, at debatterne i forbindelse med de seneste folkeafstemninger om EU-forbehold ender med at blive sort/hvid.

”Jeg ønsker en debat, hvor det ikke handler om ja, nej og positioneringer op mod en bestemt dato, og hvor det ikke er sort op mod det hvide. Men hvor alle nuancer derimellem kommer med,” tilføjede han.

Relancering af et EU-positivt Venstre
Med sit oplæg til en debat om Danmarks fremtid i EU-samarbejdet relancerer statsministeren Venstre som et EU-positivt parti. Efter en årrække, hvor den EU-positive kurs er blevet nedprioriteret i Venstre, og tiden er gået med at tale om, hvad der er galt med EU, har Lars Løkke nu en mission om at tale EU op igen.

Den kurs blev også understreget i hans tale, hvor han opfordrede til at kippe med EU-flaget og erklære sig som europæer.

”Vi har herhjemme, og det har vi nok alle sammen en flig af, det har jeg også haft, en tendens til at gemme det europæiske lidt af vejen og kun tage det frem og støve det af, når vi skal stemme ja eller nej til noget,” sagde Løkke og tilføjede:

”Det er da tankevækkende, at vi putter med det. Så på en dag som i dag, Europadagen, der skal vi rejse Europaflaget og med overbevisning og stolthed sige, vi er danskere, men vi er også europæere.”

Der er stadig plads til kritik
På trods af den nye, mere EU-positive kurs, har statsministeren ikke i sinde at glemme, at der stadig er punkter, hvor han ikke er enig med EU – og hvor der er noget galt med samarbejdet.

”Netop fordi jeg er dansk og europæer, vil jeg også forbeholde mig retten til at være kritisk, når der er grund til det,” sagde han.

Ifølge Lars Løkke har EU stadig udfordringer i forhold til den frie bevægelighed, når det handler om danske velfærdsydelser. Ligeledes er der områder, hvor EU skal blande sig udenom, for eksempel når det kommer til arbejdsmarkedspolitikken, hvor Danmark klarer det bedre selv, mener statsministeren.

Og så gentog han sin kritik af det EU-budget, som EU-Kommissionen har lagt op til, som han mener er for stort.

Første offentliggjorte tiltag i debatten om Danmarks fremtidige rolle i EU er en folkehøring i november i Odense, som Folketinget står bag. Lars Løkke opfordrer samtidig til, at der bliver arrangeret flere høringer rundt omkring i landet, hvilket regeringen gerne deltager i.

Forrige artikel K-borgmester kritiserer nye ghettokriterier K-borgmester kritiserer nye ghettokriterier Næste artikel Maria Gjerding tager EL's pressechef med til Naturfredningsforening Maria Gjerding tager EL's pressechef med til Naturfredningsforening