Vi gider ikke partiernes interne magtkampe

Det er noget efterhånden så forudsigeligt i dansk politik, at det burde indgå i ABC’en for alle partiledere, øvrige folkevalgte og lokale politiske græsrødder: Hold jer fra at udløse interne krige.

Intern splid, ballade og magtkampe af den personlige karakter fremført på den offentlige scene for fuld knald på alle mediekanaler og ind i mellem via anonyme rygtestrømme er dræbende for vælgertilslutningen. Uanset hvilket parti, vi taler om. Krigsmagerne bliver i øvrigt sjældent belønnet selv. Det gør snarere de efterfølgende fredsskabere.

Intern kævl kvæler ethvert forsøg på at komme til orde med normale politiske dagsordener i offentligheden i en lang, lang periode. Vælgerne gider det bare ikke - den interne kævl.

Det afspejler sig tydeligt i de seneste meningsmålinger, som sender særligt Venstre og Dansk Folkeparti mod bunden og tager toppen af den radikale succes ved forrige valg, men sådan har det faktisk altid været, når der har været "familieslagsmål"; vælgerne straffer hurtigt og hårdt, når der er uro i geledderne, når kampene bliver interne og ikke rettet mod politiske modstandere, og når kommunikationen og planen er slingrende og uklar.

Man kan næsten banke hovedet ind i væggen af fortvivlelse over, at det er så svært for slagsmålenes deltagere at gætte den forudsigelige vej til nulpunktet, når sådan en krise starter. Der er tilsyneladende, trods mange års øvelse, ikke opfundet en god model for politisk samtaleterapi, der kan sætte en stopper for konflikterne, og mediernes krisedyrkning gør det ikke nemmere.

Det gør det heller ikke, at enkeltpersoner i dag i politik spiller en helt overdøvende rolle i forhold til partierne. Før i tiden ofrede man sig mere villigt for parti-sammenholdet end i dag, hvor hver enkelt politiker er sin egen lykkes smed og markedsføringskanon på de sociale medier.

Når et parti er nået dertil, hvor dets leder på ethvert møde med pressen skal bruge tid til at kommentere indre slagsmål, anonyme rygtestrømme, nye konfliktoptrappende Facebook-opslag, nye afsløringer i kommende bogudgivelser skrevet af indsigtsfulde politiske kommentatorer og dårlige meningsmålinger. Eller når kombattanterne er nået så langt ud, at nogle af dem følger den nyeste trend i Folketinget og bliver løsgængere, eller i kommunerne, hvor trenden hedder at stifte en ny partiliste i eget navn til det kommende kommunalvalg.

Når man som parti først er havnet på den sliske og kigger ned mod vandhullet, så kan kursen ikke vendes uden mirakler. Og dem er der som bekendt få af, også i politik. Så kommer man ikke automatisk op igen af sumpen, før man har lært at svømme. Før man gennem et langt sejt træk har fået styr på butikken og måske formået at genetablere respekten for partiets leder, så en genopstigning kan begynde, og en ny politik kan formuleres.

Dansk politik er fuld af sårede partier i alle ringhjørner for tiden. Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet for nu bare at nævne de hårdest sårede lige nu, mens Konservative kan nyde en af de i øvrigt sjældne rolige perioder i partiets historie. Og her kan de virkelig tale med om interne krige og magtkampe af betydelig styrke. Det samme gælder Socialdemokratiet og SF, som også har prøvet turen med formandsopgør og ballade, men hvor der lige nu er helt ro på bagsmækken.

Ingen af partierne - måske lige bortset fra de allernyeste af slagsen - kan sige sig fri for at have prøvet interne kriser og slagsmål gennem årene. Politikerne er jo mennesker med stærke holdninger og for det meste også stærke personlige ambitioner om magt og indflydelse, som skal udleves. Det er dybest set derfor, vi vælger dem.

Det interessante ved kriserne og stridighederne i Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og Alternativet er, at de ikke har handlet så meget om grundlæggende politiske uenigheder. De handler mere om personlige profiler, positioneringen i det politiske landskab og måden at kommunikere politik på til vælgerne. Om at være en skarp og uforsonlig værdikriger og gå til yderkanten kommunikationsmæssigt for at få størst mulig gennemslagskraft på markante enkeltsager eller om at kæmpe for resultaterne som den energiske, midtsøgende, kompromisskabende og dygtige politiske håndværker, der opnår de måske væsentligste politiske resultater, men uden at gå til yderligheder kommunikationsmæssigt. Det er ikke kun et spørgsmål om politik.

Det er også et spørgsmål om stil. Og det er et spørgsmål om taktik. Konfrontation eller samarbejdskurs.

Når balladen i den blå blok hos V og DF er i fuldt udbrud, så søger vælgerne i stort omfang ly hos Konservative og Nye Borgerlige. Kun DF-vælgerne ser også ud til at flygte til Socialdemokratiet, men også til Nye Borgerlige. Liberal Alliance, som også har en svær tid i meningsmålingerne, ser ud til at sende vælgere til Nye Borgerlige og Konservative. Alternativets vælgere ser ud til at søge ly primært hos SF og Enhedslisten. Så lige nu kan ens nærmeste ven være den nærmeste politiske konkurrent, når ikke mange bevæger sig over midten.

Når partierne kæmper internt, er det en ofte anvendt model at lukke udfordreren inden for i varmen: Som Jakob Ellemann-Jensen, der som formand for Venstre gjorde det med Inger Støjberg i rollen som næstformand, indtil det gik galt med samarbejdet; som Kristian Thulesen Dahl (DF) har gjort det med Morten Messerschmidt. Om det går galt eller godt, og hvem der ender med at miste posten, må tiden og sagen om muligt snyd med EU-midler vise, hvis den ender negativt for Messerschmidt og DF; som Sofie Carsten Nielsen (R) har gjort det med Martin Lindegaard, da han overvejede at melde sig ud. Om det ender lykkeligt, er stadig ude til votering.

Selv om der lige nu ser ud til at være meget store vælgermæssige udsving i partisystemet, og Venstre må lide den tort at se Konservative vokse V-folkene over hovedet i meningsmålingerne, så er det danske partisystem faktisk ret stabilt. Nye partier er kommet til, og andre har givet op, men de gamle regeringsbærende partier har overlevet alle kriser hidtil. De fire gamle partier havde ved valget i 2019 stadig støtte fra næsten to tredjedele af vælgerne tilsammen.

Alle har travlt med kriserne lige nu, særligt i V og DF. Blå blok er blevet betegnet som et fallitbo uden kurator. Og sandt er det, at blå blok ligger meget langt efter en bomstærk statsminister og corona-general, og at man lige nu kæmper på hver sin blå bane om vælgerne i stedet for at kæmpe sammen om at hente stemmer i rød blok. Men ser man tingene i et længere perspektiv end næste valg, så har det danske partisystem en tendens til at være temmelig robust.

Som en succesrig konservativ formand, Søren Pape Poulsen, formulerede det for nogle dage siden, her i lidt omskrevet form, så bliver man ydmyg også på gode dage, når man selv har kigget ind i at være for tæt på spærregrænsen.