Liberal Alliance har mistet mere end 100.000 vælgere siden folketingsvalget

VÆLGERVANDRINGER: Rekordvalgresultatet i 2015 er vendt til en nedtur for Liberal Alliance, der har vinket farvel en stor del af de vælgere, der sikrede rekorden.

Der er officielt under 100 dage til, at danskerne skal til valgurnerne for at stemme til folketingsvalget.

Her vil mere end 105.000 af Liberal Alliances vælgere fra sidste valg formentlig sætte deres kryds et nyt sted eller blive hjemme i sofaen.

Det viser en ny analyse af vælgervandringer, som valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet for Altinget.

Ifølge Kasper Møller Hansen startede nedturen for Liberal Alliance i forbindelse med dannelsen af VLAK-regeringen. Sidenhen har netop regeringsdeltagelsen betydet, at partiet har haft sværere ved at genvinde opbakning, fordi det ikke i samme grad kunne markere sig med en klar økonomisk profil.

”Det har betydet, at Liberal Alliance ikke har kunnet tale dunder mod skatter og lignende i samme grad som før, for nu er de en del af regeringsholdet,” siger valgforskeren.

V og K lukrerer på LA-tilbagegang
Det er især regeringskollegaerne Venstre og Konservative, der profiterer på Liberal Alliances nedtur. De to partier har hentet henholdsvis 25.266 og 21.055 tidligere LA-vælgere siden folketingsvalget. Men det er muligvis heller ikke overraskende, hvis man ser på, hvor Liberal Alliance tidligere har fået sine vælgere fra:

”Det er også de to partier, hvor LA’s vælgere kommer fra,” siger Kasper Møller Hansen.

Foruden de to regeringspartier mister Liberal Alliance også en del vælgere til den nye pige i klassen, Nye Borgerlige, der indtil videre er lykkedes med at fiske mere end 25.000 LA-vælgere.

Se, hvor mange vælgere Dansk Folkeparti har mistet siden folketingsvalget på Altinget: christiansborg, hvor du også kan læse, hvorfor Socialdemokratiet er hovedårsagen til, at der er et stort rødt flertal.

Forrige artikel Dagens overblik: Skjulte pengedonationer udløser straf til Venstre Dagens overblik: Skjulte pengedonationer udløser straf til Venstre Næste artikel Disse ministerier brugte flest penge på konsulenter i 2018 Disse ministerier brugte flest penge på konsulenter i 2018