Provinspopulisme er det nye udlændingekort

Storbytosser fungerer som de perfekte bøhmænd. Selv om Danmark ikke rigtig har nogen 'Hollywood elites', kan mindre også gøre det: Kulturkløfterne mellem det vestlige, landlige Jylland og det østlige, urbane København er tilstrækkeligt dybe til at kunne sætte fut i dansk politik. En ny form for regional hygge-separatisme er ved at opstå.

Med den nyudnævnte indenrigsminister Kaare Dybvad (S) i spidsen har S-regeringen tyvstartet valgkampen med en symbolpolitisk offensiv om "nærhed", og Venstre har netop svaret igen med et forslag om at ville udflytte 7.000 uddannelsesprovinser til mindre byer.

Udflytningen af statslige arbejdspladser under statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) var tydeligvis kun begyndelsen.

Dynamikken er enkel: Der er stemmer at hente i provinsen, afgørende mange. Selv om valgmatematikken i Danmark er ganske kompliceret, er udfaldet til at forstå: Langt de fleste folketingsmedlemmer vælges vest for Storebælt, og politikere fra Jylland skal mønstre færre stemmer end kandidater fra Sjælland og København for at komme i Folketinget.

Politikere fra Jylland udgør således allerede den dominerende kraft i Danmark, men helt sådan føles det tydeligvis ikke blandt vælgerne hjemme i de jyske valgkredse. Her indfanges stemningen snarere af løsgængeren Inger Støjberg, som for alvor har formået at sætte strøm til modstillingen mellem på den ene side de dekadente "fine saloner i København" og på den anden side det ærlige, jordbundne "Produktionsdanmark" i det jyske hjerteland.

Opdelingen er alt andet end ny. Skillelinjen mellem et centrum i Kongens København og en mudret periferi ude i Det Vilde Vesten er så gammel, fortærsket og klichéfyldt, at man kan undre sig over, at egnsteatret kan genopføres årti efter årti. Men nu er tiden altså kommet til endnu en tur i manegen.

Det er symptomatisk, at Inger Støjberg – som hidtil har været skarpest til at sætte ord og følelser på de senere års modsætninger mellem "dem" og "os", mellem muslimer og danskere – også nu formår at være bedst til at sætte skel i den nye regionale debat om sammenhængskraft. Mellem "dem" fra det kulørte Kjøwenhavnstrup og "os" fra det rød-hvide Danmark.

Som afskedssalut til Venstre formulerede hun et nyt skræmmebillede, som utvivlsomt vil komme til at forme debatten i de kommende år: "Jeg er bekymret, når jeg ser, at Danmark er ved at knække midtover. Jeg kan mærke, hvordan forbindelseslinjerne til Christiansborg og København bliver svagere og svagere," lød det alarmistisk fra Støjberg, som tilføjede, at hun ligefrem kan "mærke fysisk, hvordan forskellene vokser."

Politisk debat næres af hårde modsætninger, og i en tid, hvor udlændingedebatten har mistet intensitet – ikke mindst fordi Socialdemokratiet under Mette Frederiksen effektivt har neutraliseret de borgerlige partiers hidtidige styrkeposition, simpelthen ved at kopiere strammerkursen – er der brug for nye konflikter. Og her byder de regionale spændinger mellem øst og vest sig til som det mest lidenskabelige sammenstød.

S-regeringen er mere end velforberedte på de hjemlige stridigheder. Med forfremmelsen af 36-årige Kaare Dybvad Bek til også at være indenrigsminister har regeringspartiet fået skudt en dreven ideolog frem i frontlinjen. Særligt med bogen 'Udkantsmyten – Hvordan centraliseringen af Danmark ødelægger vores økonomi og social sammenhængskraft' fra 2015 har Kaare Dybvad gennemtænkt en offensiv position for Socialdemokratiet i den nye identitetskamp mellem "dem" og "os".

Socialdemokratiet har lært af Dansk Folkepartis fatale fejltrin. Som det glimrende skildres i den nye bog 'Skaberen, Taberen, Frelseren? Historien om Dansk Folkeparti', skrevet af Mikkel Faurholdt og Søs Marie Serup, formøblede Kristian Thulesen Dahl sin overrumplende valgsejren i 2015 ved ikke at være i stand til at omsætte mandatfremgangen til konkrete resultater.

Helt galt gik det, da han senere og stadig mere desperat forsøgte sig med lokale signatur-trofæer, herunder omfartsvejen ved Mariager, politiskolen i Vejle og togbanen til Billund: "Det hele kommer til at se ud, som om Dansk Folkeparti fører sognerådspolitik og rager til sig," som forfatterne skriver.

I modsætning til Kristian Thulesen Dahls klodsede nepotisme formår Kaare Dybvad Bek at præsentere en langt mere helstøbt fortælling om social retfærdighed, ja, faktisk en helt ny form for arbejderkamp for hverdagens helte og lavtlønnede pendlere.

Grundfiguren hos Kaare Dybvad Bek er dog ikke væsensforskellig fra Inger Støjbergs bandbulle. Den besnærende pointe er, at de kulturliberale og akademiske eliter i København har iscenesat en vrangforestilling om, at værdierne skabes i storbyen. Og derigennem har de fået accelereret en skævvredet centralisering, hvor samfundets ressourcer trækkes væk fra provinsen og i stedet koncentreres i universitetsbyerne. De fattige frarøves deres i forvejen nøjsomme smuler, mens de rige får endnu mere for at lave endnu mindre.

Fortællingen om overgrebet på provinsen har ikke kun rødder i dansk almuelitteratur og folkekultur, men også i mere nutidige popkulturelle referencer, blandt andet fra Brexit-kampagnen mod eurokraterne nede i Bruxelles og ikke mindst Donald Trumps spektakulære kulturkrig mod den indspiste medieelite i metropolerne på den amerikanske østkyst. Det kosmopolitiske jetset udnytter det ærlige og hårdtarbejdende folk.

Herhjemme er aggressionerne foreløbigt mere afdæmpede, skønt Inger Støjberg allerede har talt om at ville "dræne sumpen". Indenrigsminister Kaare Dybvad Bek understreger mere afdæmpet behovet for balance og betoner først og fremmest behovet for at styrke mulighederne for at leve, bo og arbejde uden for universitetsbyerne.

S-regeringen har allerede fået flertal for en kommunal udligningsreform, der vil flytte milliarder vestpå, og en politireform, der vil føre til oprettelse af 20 nye nærpolitistationer i mindre byer. Næste runde skal handle om at skabe flere uddannelsestilbud til unge i små og mellemstore byer. Senere følger efter planen også nogle nye lokalsygehuse.

Venstres modtræk kom mandag med syv forslag, der "skal skabe et Danmark i bedre uddannelsesbalance". Målsætningen – som ikke adskiller sig afgørende fra S-regeringens udmeldinger – er, at yderligere 7.000 unge skal tage deres videregående uddannelse i mellemstore provinsbyer i 2025. Nu er småt pludselig blevet godt.

Reelt er der tale om et nulsumsspil, hvor skolepengene flyttes væk fra de større byer, hvor de unge selv foretrækker at bo og i stedet ud til de tyndtbefolkede egne, hvor de unge ellers gerne vil væk fra.

I de senere år har befolkningsudviklingen flere steder været negativ, særligt blandt unge, men nu skal uddannelserne altså bruges som et trækplaster, der skal bremse den urbanisering, der sker både i Danmark og resten af verden.

For politikerne er det afgørende ikke længere, hvor uddannelserne kan opnå det højeste faglige niveau, eller hvor de unge selv ønsker at etablere sig som voksne. Publikum er nemlig hverken storbyernes bedrevidende kloge-åger eller de letlevende studerende, men derimod alle de vrede vælgere i provinsen.

Udflytning af uddannelsespladser rummer en dobbelt gevinst for de politikere, der vil kapre stemmer forud for en valgkamp, der i høj grad vil blive udkæmpet i Jylland: På den ene side provokeres alle de ufolkelige og elitære smagsdommerne fra de såkaldt højere læreanstalter til at brokke sig højlydt i medierne, og på den anden side vil oprettelsen af små uddannelsesinstitutioner skabe lokal glæde. Kort sagt win-win: Storbytosserne vil hidse sig op – og de udslagsgivende provinsvælgere juble tilsvarende.

Den symbolske effekt er den vigtigste: Socialdemokratiet og Venstre kæmper lige nu indbyrdes om at distancere sig mest muligt fra de åndssnobbede og verdensfjerne værdier, der menes at kendetegne storbylivet. At sosserne overhovedet kan være med i denne mudderkamp er et udtryk for, hvor langt Mette Frederiksen har fået rykket sit gamle arbejderparti.

Ved sidste folketingsvalg gik Socialdemokratiet frem i tyndt befolkede valgkredse og tabte til gengæld terræn i universitetsbyerne. Men da støttepartierne ser ud til at hverve de frafaldne storby-sosser, er vælgerudskiftningen en nettogevinst for Socialdemokratiet. Rent valgtaktisk er vælgerne i de mindre jyske byer dermed blevet swing-vælgere.

Hvis Mette Frederiksen kan vinde yderligere frem i jyske valgkredse og her snuppe vælgere direkte fra Venstre, vil det være komplet ufarligt samtidig at frastøde endnu flere storbyvælgere - i hvert fald så længe Enhedslisten, Radikale Venstre og SF formår at samle dem op. Alene derfor vil den anti-københavnske symbolpolitik, som præcist er blevet kaldt for "provinspopulisme", tage til i styrke frem mod næste folketingsvalg.

Venstre er på alle tænkelige måder udfordret af Socialdemokratiets nye appel til landbovælgerne. Aalborgenseren Mette Frederiksen spiller rollen som provinsguvernør noget mere naturligt og overbevisende end hørsholmeren Jakob Ellemann-Jensen, for slet ikke at nævne sallingboen Inger Støjberg.

Socialdemokratiet har alt at vinde ved at rykke ud af byerne for at indtage de vindblæste og sandede jorde mod vest og reelt meget lidt at tabe. Næste valgkamp vil ikke alene blive udkæmpet fra hus til hus, men snarere fra pløjemark til slagmark.