Lars Løkke og “den nye midte” længes efter nødvendighedens politik

Lars Løkke Rasmussen forsøger med sit nye parti Moderaterne at genoplive den politiske midte som en forandrende kraft i vores samfund.

Han vil med sit projekt udelukke yderfløjene fra magten med det, han kalder en “positiv reformdagsorden” og samarbejde hen over midten af dansk politik. En idé han første gang luftede i de sidste timer af valgkampen i 2019.

Det som først lignede en desperat mands forsøg på at holde fast i taburetten, vil måske faktisk friste mange vælgere på grund af en smart indpakning. For hvem er efterhånden ikke træt af politikernes evindelige personangreb, konstante polemik og uskønne selfies på de sociale medier?

Lars Løkke præsenterer sig som fornuftens moderate stemme, der vil samarbejde fri for ekstreme synspunkter med udgangspunkt i det, han som sagt selv kalder en positiv reformdagsorden.

Men hvad betyder det? Er det overhovedet muligt at neutralisere politik med paroler om samarbejde, positivitet og fornuft? Er ideologierne døde, og er det ligegyldigt om der føres en rød eller blå politik?

Naturligvis ikke. Det er ikke underordnet om klimapolitikken, boligpolitikken eller finanspolitikken er rød eller blå. Idéen om den neutrale midte er en illusion, selvom Lars Løkke, Bjarne Corydon og Sofie Carsten Nielsen formentligt længes efter en tid, hvor det faktisk var tilfældet. 

I det mest af min levetid var politik reduceret til den såkaldte “nødvendighedens politik”. Det var idéen om, at der kun var én rigtig politik, hvor politikerne skulle drifte samfundet med en økonomisk reformkurs, der blev solgt som nødvendig.

Nødvendigheden bestod i, at så mange mennesker som muligt skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og pisken var det foretrukne redskab. Der var derfor ikke andet på bordet end en nedskæringsdagsorden, der havde omfattende konsekvenser for almindelige menneskers liv med blandt andet lavere dagpenge, højere pensionsalder og et sygeliggørende beskæftigelsessystem til følge.

Mange af pengene blev efterfølgende brugt på eksempelvis selskabsskattelettelser ud fra en paradoksal logik om, at mennesker på bunden kun kan motiveres til arbejde med pisken, mens de bemidlede kun kan motiveres med guleroden.

Det er heldigvis bredt kendt i dag, at nødvendighedens politik ikke var en neutral størrelse. Den nuværende beskæftigelsessituation viser for eksempel, at folk gerne vil tage et arbejde, når der er arbejde at få. Det var derfor et politisk valg som alle andre. Et politisk valg om at føre en klokkeklar nyliberalistisk økonomisk politik, hvor markedskapitalismen gik i dække af nødvendighed.

Man må erkende, at datidens intellektuelle kræfter dygtigt formåede at neutralisere det nyliberalistiske tankegods, som blev brugt flittigt af politikere verden over – også i en dansk version af skiftende regeringer.

Det er tydeligt, at Lars Løkke længes efter den tid, for nødvendighedens politik flugter meget nøjagtigt med hans økonomisk nyliberale position. Nu dækker han den ind med paroler om en samarbejdende og fornuftsdrevet midte – præcis som man gjorde det med nødvendighedens politik i sin tid.

Det samme ønske ser man udtrykt hos Radikale Venstre, der åbenlyst abonnerer på samme nedskæringspolitik, men også forsøger at dække den ind under nødvendighed og snak om samarbejde hen over midten.

Min anke i denne sammenhæng er ikke, at Lars Løkke og andre ønsker den slags økonomisk politik. Det er legitimt at være økonomisk højreorienteret og ønske den vej for samfundet. Man skal bare ikke forsøge at bilde nogen ind, at ens position er neutral og den eneste vej. Hvis det var tilfældet, så var politik jo ligegyldig, og samfundet kunne overlades til uvildig administration. 

Politik er kamp og ikke bare en driftsopgave. Jeg tror ikke, at en “ny politisk midte” har forandrende potentiale for vores samfund. Historien har vist os, at vores demokratiske, progressive rettigheder er vundet ved kamp og protest. De rettigheder, vi i dag tager for givet, er oprindeligt bygget på ekstreme eller kontroversielle forestillinger om et radikalt anderledes samfund.

Se blot på de utallige folkelige bevægelser, der med deres oprindeligt urealistiske idéer har reformeret og forandret vores samfund. Uden kvindebevægelsen, fagbevægelsen og nu klimabevægelsen vil samfundet næppe være, hvor det er i dag. Demokratiske rettigheder, kvinderettigheder eller arbejdernes ret til værdige arbejdsforhold blev ikke givet – de blev taget med stor modstand fra det etablerede system og magthavere.

De folkelige og sociale protester er skabende kræfter. De præsenterer “urealistiske” ideer, der sender chokbølger i hele samfundet. Bevægelserne hånes ofte som enten radikale oprører eller urealistiske drømmere, men deres vedvarende indsatser normaliserer nye værdier og ændrer eksisterende magtbalancer. De skubber det politiske system, og historien har vist os, at radikale ideer kan blive mainstream og nye normaltilstande.

Det ultimative mål for de folkelige bevægelserne er derfor at få det eksisterende politiske system til at forholde sig til deres idéer og skabe parlamentariske forandringer på baggrund af dem. Det parlamentariske system er som udgangspunkt status quo-orienteret og systembevarende, men det har alligevel sin berettigelse. Lars Løkkes projekt om forlig over midten af dansk politik kan bidrage til at skabe nye normaltilstande ved at indarbejde nye idéer i det lovgivende arbejde, men forestillingen om at han skulle være den skabende kraft, tror jeg ikke på.

Skal vi snakke om nødvendighedens politik, vil jeg derfor i stedet mene, at vi skal have fokus på nødvendigheden af folkelige bevægelser og deres konstante skub til det etablerede systems positioner. Her kan nye vilde idéer trives.

{{toplink}}

I øjeblikket blomstrer iderigdommen igen. Vi ser det blandt andet i klimabevægelsen, der skubber på for forandring. Hvis tankerne bliver optaget af det politiske etablissement og ender som mainstream politik, er det en succes. Det flytter vores samfund. Men hvis nødvendighedens politik bliver endnu et liberalistisk projekt, der handler om at skabe ringere vilkår for mennesker i vores samfund, må det afklædes som kejseren i eventyret.

Det, som Lars Løkke kaldte befrielsens øjeblik under valgkampen, synede mere af desperation fra en mand, der ikke vil meget andet med magten end at holde fast i den. Det er meget langt fra de nødvendige forandringer verden kalder på.