Lars Løkke bliver rådgiver i advokatfirma

JOBNYT: Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har selv henvendt sig om jobbet som juridisk rådgiver, men vil beholde sin plads i Folketinget.

Lars Løkke Rasmussen (V) har for få opgaver på Slotsholmen.

Sådan begrunder den tidligere statsminister selv, hvorfor han fra 15. april skal være juridisk rådgiver i advokathuset Gorrissen Federspiel.

Den tidligere statsminister henvendte sig selv om jobbet, men agter også at fortsætte som medlem af Folketinget og stille op til næste folketingsvalg.

Til Børsen forklarer han, at det skyldes "en grundlæggende virketrang".

"Jeg har et eller andet sted haft en slags pause i forhold til den normale arbejdsrytme, jeg har haft i mit liv. Så jeg glæder mig til at få hænderne op af lommerne," siger Lars Løkke Rasmussen til Børsen.

Efter Jakob Ellemann-Jensen overtog posten som partiformand i Venstre 31. august, har Lars Løkke Rasmussen ikke haft andre politiske poster end at sidde i Udenrigspolitisk Nævn.

Han afviser over for avisen, at det kan blive et problem, at han får fortrolig viden i forbindelse med sin post i Udenrigspolitisk Nævn, mens han rådgiver udenlandske kunder i Gorrissen Federspiel.

Den tidligere statsminister stiftede i september sidste år enkeltmandsvirksomheden Lars Løkke Rasmussen og ansættes i Gorrissen Federspiel gennem sit firma.

Forrige artikel Dansk afskedsappel til briterne: Vi skal undgå at skabe en kløft imellem os Dansk afskedsappel til briterne: Vi skal undgå at skabe en kløft imellem os Næste artikel Dagens overblik: Socialdemokrater vil ændre styreform i de fire store byer Dagens overblik: Socialdemokrater vil ændre styreform i de fire store byer