Langeland og IS-mødre: Bølgeskvulp eller digebrud
Erik Holstein | |
Print
Regeringen har for første gang udvist slinger i udlændingepolitikken, og på Borgen vejrer både borgerlige og støttepartier morgenluft. Der venter flere konflikter forude.
”Hvis vi stadig ligger over 28 procent i de næste meningsmålinger, er vi de første siden Jesus, der kan gå på vandet.”
Sådan opsummerede en af de mere erfarne socialdemokrater situationen, da integrationsminister Mattias Tesfaye (S) opgav Langeland-løsningen ugen efter, regeringen modstræbende accepterede at få tre IS-mødre og deres børn tilbage til Danmark.
I sig selv rokker sagerne ikke ved hovedlinjen i regeringens stramme udlændingepolitik. Her står hjørnestenene stadig med en stærk begrænsning af antallet af nytilkomne udlændinge og en insisteren på, at de udlændinge, der bosætter sig i Danmark, indordner sig under det danske samfunds normer.
Problemet er den helt atypiske mangel på kontrol, regeringen har udvist i disse sager.
Farlig præcedens
I sagen om IS-mødrene kastede statsminister Mette Frederiksen (S) en stor portion personlig troværdighed ind i forsikringen om, at de IS-mødre, ”der har vendt Danmark ryggen”, under ingen omstændigheder skulle hjælpes hjem.
Men i netop denne sag var der ikke den sædvanlige to tredjedeles opbakning til en hård linje. Da udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S) tilmed havde begået fejl i håndteringen, var der et reelt grundlag for at vælte centrale ministre. Regeringen opdagede for sent, hvor svagt den stod, og blev dermed tvunget til en uskøn retræte.
Mens Enhedslisten normalt har vurderet ministerfyringer ud fra sagens substans, har Radikale i højere grad set truslen om at vælte ministre som et middel til at opnå politiske indrømmelser. Det fik man nu succes med – og det kan meget vel inspirere Enhedslisten til også at benytte sig af denne metode. Sker det, åbnes der op for en destabiliserende periode.
Fejlvurdering, ikke spin
Mattias Tesfayes tilbagetog fra Langeland var ikke mindre iøjnefaldende. Tesfaye vandt respekt, da han omgående tog til Langeland for at stå ansigt til ansigt med de rasende øboer, men det ændrer ikke ved indtrykket af en fatal fejlhåndtering.
Der har været spekulationer fremme om, at regeringen har kalkuleret med nederlaget, fordi det udstiller, at de andre partier heller ikke har en entydig god model for et udrejsecenter til kriminelle. Snedigt spin med andre ord. Men det er rent nonsens. Der var tale om en regulær fejlvurdering.
Tesfaye havde regnet med lokale protester mod et udrejsecenter, men han havde ikke troet, at SF var parat til at tage sagen i folketingssalen og dermed materialisere et flertal mod regeringen.
Det burde ellers ikke være kommet bag på Tesfaye, når hans ministerium med kirurgisk præcision har udvalgt den absolut eneste kommune, hvor SF har en borgmesterpost. Det er så meget desto mere overraskende i betragtning af, at Tesfaye som tidligere SF-næstformand har et indgående kendskab til netop det parti.
Lindholm bedre end Langeland
Den kaotiske retræte fra Langeland giver ammunition til de kræfter i SF-baglandet, der højlydt kræver, at SF ”trækker en streg i sandet over for regeringen”.
På den blå side af hegnet, kan man læne sig tilbage og stilfærdigt gøre opmærksom på, at man allerede har foreslået en bedre løsning: Nemlig Lindholm, som det nu er lykkedes S-regeringen at rehabilitere.
Da Lindholm blev diskuteret i Folketinget for et par år siden, var der socialdemokrater, der advarede mod at vende tomlen ned for Lindholm. Velvidende at aben risikerede at ende på ryggen af en S-minister.
Håndtryk, Syrien og Rwanda
Mette Frederiksens regering har hidtil imponeret med klare strategiske planer og en sublim timing. Men også timingen er kikset på det sidste.
For der er kommet en sand koncentration af konflikter om udlændingepolitikken på en gang. Udover mødrene fra kalifatet og udrejsecentret kom slagsmålene om hjemsendelse af syriske flygtninge fra Damaskus-området, om et borgmesterhåndtryk som betingelse for statsborgerskab og et modtagecenter i Rwanda.
I sig selv kan regeringen diske op med substantielle argumenter for alle sagerne. F.eks. er håndtrykket ment som en ”islamisme-detektor”. Sådan forstået, at hvis udlændinge ikke engang vil fravige sine religiøse dogmer den dag, der gives statsborgerskab, så kommer der nok også andre konflikter med de personer. Og dem vil regeringen gerne have siet fra på forhånd.
Problemet er bare, at obligatoriske håndtryk, syriske flygtninge og modtagecentre i Afrika er vanskelige sager, der hver især kræver en grundig forklaring. Hvis de kommer i én stor bunke, kan det rubriceres som taktik eller symbolpolitik. Det er præcis, hvad der er sket – og det har provokeret modstanderne frem.
Fejlkvote opbrugt
En ting er protesterne fra de samme kulturpersonligheder, der har kritiseret den danske udlændingepolitik de sidste 20 år. Det er helt uden problemer, kultureliten er ønskemodstandere for regeringen.
Noget andet er, at der første gang i Mette Frederiksens regeringstid kom protester fra dele af baglandet. En partiforening på Ærø og den evige udlændinge-rebel Mette Gjerskov (S) spiller ingen trille, men det går noget dybere end det.
Garvede kræfter i den københavnske del af partiet er heller ikke tilfredse med kursen, og hvis de offentligt begynder at anfægte linjen, vil det være et regulært digebrud.
Der er vi ikke endnu. Men der er ikke plads til mere slinger og fejlhåndtering, når det gælder udlændingepolitikken. Succesraten for folk, der prøver at gå på vandet, er begrænset.
Ungarn udstiller svagheden i EU’s fælles udenrigspolitik
Ydelseskommissionen har løst opgaven til UG. Nu er det kun politik, som kan stå i vejen for reform
