Landets biskopper til regeringen: Drop lovforslag om prædikener på dansk

PRÆDIKEN: Det vil udsætte trossamfundene for en øget mistænkeliggørelse og skade Danmarks anseelse i udlandet, hvis en ny lov om prædikener på dansk bliver til noget, lyder advarslen til regeringen fra landets biskopper.

Drop et lovforslag om, at prædikener og forkyndelse skal oversættes til dansk.

Så klar er meldingen fra landets biskopper til udvalgte ministre i regeringen.

Det samlede bispekollegium i folkekirken føler en "stærk bekymring for, hvad dette lovforslag i givet fald vil betyde for såvel religionsfriheden som forholdet mellem dansktalende menigheder i dette land og de menigheder, der betjener sig af deres oprindelige modersmål". 

Det kan man læse i et brev sendt til blandt andre statsminister Mette Frederiksen (S) og kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S).

En lov om oversættelse vil være en stor byrde både praktisk og økonomisk, advarer biskopperne, der desuden påpeger, at regeringen i deres optik vil lægge "særlige byrder på det religiøse område" frem for eksempelvis i civilsamfundet, politik eller kulturlivet.

Det vil også skade Danmarks anseelse i omverdenen, fortsætter de. Og så "udsættes trossamfundene for en øget mistænkeliggørelse derved, at kravet om sproglig tilgængelighed kun rettes mod religiøse ytringer".

Biskop: Det skaber en mistanke
Biskoppen over Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, uddyber brevet over for Altinget.

"Den mest presserende bekymring for os er mistanken. Den mistanke, man sænker over mennesker, som ikke blot taler dansk, men også betjener sig af et andet sprog," siger han.

"Vi lever i et samfund, som er præget af, at mange kommer med en bindestregsidentitet. Altså, tysk-dansk. Polsk-dansk. Tyrkisk-dansk. Dem, der lever med to kulturer. Når vi sænker en mistanke og fremmede øjne ned over dem, der taler et andet sprog, skaber man mistillid."

Hvad siger Socialdemokratiet til kritikken fra biskopperne? Og mener regeringspartiet, at det er muligt at tage hensyn til bekymringerne, samtidig med at lovforslaget holder sig inden for grundlovens rammer? Læs hele interviewet hos Altinget Kultur.

Forrige artikel Tidligere chef for Bagmandspolitiet er ny departementschef i Fødevareministeriet Tidligere chef for Bagmandspolitiet er ny departementschef i Fødevareministeriet Næste artikel DF vil have Danmarks EU-medlemskab til afstemning i næste valgperiode DF vil have Danmarks EU-medlemskab til afstemning i næste valgperiode