Kunstig intelligens og data til alle: Her er EU’s planer for det digitale område

DOKUMENTATION: EU-Kommissionen præsenterede i dag sine overordnede planer for det digitale område med fokus på især kunstig intelligens og datadeling. Konkrete lovforslag forventes senere på året.

EU skal gå forrest på det digitale område, udnytte mulighederne i kunstig intelligens og blive førende inden for dataøkonomi.

Det er hovedbudskaberne, der blev præsenteret onsdag middag, da Kommissionen i form af formand Ursula von der Leyen, ledende næstformand Margrethe Vestager og kommissær for det indre marked Thierry Breton fremlagde planerne for Europas digitale fremtid.

Der kommer dog ikke til at ske ændringer lige med det samme, for det præsenterede er mest af alt et sæt af forholdsvis ukonkrete pejlemærker for, hvor Kommissionen gerne vil hen, og først senere på året kommer der konkrete lovforslag på området.

Kunstig intelligens på fremmarch
Kommissionen lægger stor vægt på kunstig intelligens, som den ser enorme muligheder i inden for stort set alle områder ”fra transport til energi og fra sundhed til landbrug”, som den formulerer det. Det er på dette område, der onsdag blev præsenteret de mest konkrete budskaber i en hvidbog.

EU skal strømline forskningen og skabe samarbejde mellem medlemslandene samt øge investeringerne i kunstig intelligens. Bidragene skal komme fra både den private og den offentlige sektor, ligesom udviklingen også skal gavne den brede befolkning.

Kommissionen er opmærksom på, at der også er store risici forbundet med brugen af kunstig intelligens, og derfor vil den arbejde for at skabe tillid til teknologien, som den i øvrigt byder velkommen i alle former, der indordner sig under EU's regler.

Det vil sige, at man også vil tage imod ansigtsgenkendelse til en vis grad. Den måde, hvorpå det bliver brugt i eksempelvis smartphones og ved grænsekontroller, er uproblematisk, mener Kommissionen. Den vil dog have en debat om mere overvågningslignende brug, som for eksempel hvis man overvåger en hel gade for at finde en enkelt person, hvilket som udgangspunkt ikke er tilladt.

Hvidbogen om kunstig intelligens er i høring indtil 19. maj.

Data skal flyde frit på kontinentet
På dataområdet har Kommissionen set sig varm på det ”uopfyldte potentiale”, den ser i industriel data. Derfor barsler den med planer om at lave et såkaldt ”Europæisk data space” ved at investere i ”teknologiske systemer og den næste generation af infrastruktur, som vil gøre EU og alle dens aktører i stand til at gribe mulighederne i dataøkonomi”.

Et Europæisk data space skal sikre, at ikke-personlig data fra virksomheder og offentlige instanser skal kunne flyde frit internt i EU, så det på en sikker måde bliver tilgængeligt for både virksomheder, forskere og offentlig administration.

Det vil ifølge EU-Kommissionen gøre ”borgere, virksomheder og organisationer i stand til at træffe bedre beslutninger baseret på indsigt i ikke-personlig data”.

På dette område vil Kommissionen foreslå en lovgivningsramme om datastyring, -adgang og -genbrug, som skal skabe incitamenter for at dele data samt skabe klare regler for, hvordan data må bruges i forhold til forbrugerbeskyttelse og konkurrence. Først derefter er det meningen, at der skal investeres i infrastrukturen, der gør det muligt.

Læs hele Kommissionens plan for det digitale område her, og læs planen for europæiske data spaces her.

Forrige artikel Minister vil lempe dataregler for nemmere at opspore kritisk syge Minister vil lempe dataregler for nemmere at opspore kritisk syge Næste artikel Sådan går det med forhandlingerne om udligning mellem kommunerne Sådan går det med forhandlingerne om udligning mellem kommunerne