Kulturministeren vil genstarte foreningslivet med sommerpakke, der kan række ind i efteråret

Kulturminister Joy Mogensen (S) vil mindske bureaukrati og papirarbejde i foreningerne og genstarte foreningslivet med en ekstraordinær sommerpakke. Den kan potentielt strække sig ind i efteråret, siger hun.

Det skal være lettere at drive forening i Danmark, mener kulturminister Joy Mogensen (S). 

De bureaukratiske krav til foreningslivet er for omfattende, og det er kun blevet tydeligere under coronapandemien, som har medført nye udfordringer i form af medlemstab og færre frivillige.

Derfor vil kulturministeren hjælpe foreningslivet ad to veje. Først ved at lytte og indgå i dialog, hvilket sker på en konference i DGI-byen fredag. Dernæst gennem en økonomisk saltvandsindsprøjtning i form af en sommerpakke, der skal fungere som katalysator for genstarten.

“Ønsket om at yde økonomisk hjælp til, at foreningslivet kan komme i gang igen, er meget bredt forankret i Folketingets partier”, siger kulturministeren og uddyber:

“Derfor er de økonomiske muligheder for at understøtte foreningslivet også en del af de igangværende forhandlinger omkring sommerpakken.”

Sommerpakken kan strække sig ind i efteråret
Foreningerne har løftet en stor opgave under corona og har mere end nogensinde brug for at mærke, at politikerne har tillid til dem, mener kulturminister Joy Mogensen.

Derfor ser hun frem til at møde de indbudte organisationer på fredagens konference. 

“Selv om foreningslivet nu er i gang, så er der stadigvæk udfordringer og restriktioner, og derfor glæder jeg mig rigtig meget til at høre, hvad foreningslivet kommer med af idéer i morgen.”

Flere steder i foreningslivet er der udtrykt et ønske om, at en eventuel sommerpulje ikke bliver begrænset til sommeren, men kan forlænges ind i efteråret. 

Den idé er med på forhandlingsbordet, fortæller kulturministeren. 

“Modsat sidste år, hvor der var meget fokus på, at det hele skulle afvikles i juli måned, så vil vi gerne give sommerpakken mulighed for at strække sig lidt længere. Nogle foreninger har tradition for at afholde arrangementer i sommerferien, men andre starter først op i august og september, og så kunne man med fordel strække puljen lidt længere,” siger Joy Mogensen. 

Mindre bureaukrati, mere plads
Ønsket om at lette foreningslivets bureaukratiske arbejdsbyrde har længe været kulturministerens ønske. Det er kun blevet mere aktuelt nu, hvor coronapandemiens restriktioner har øget mængden af udfordringer for foreningerne, forklarer hun.

“Situationen er rigtig alvorlig. Foreningslivet er rygraden i vores demokrati. Det er her, rigtig mange lærer, hvad det vil sige at være på et hold og spille sammen, og derfor har vi virkelig brug for at få medlemmerne tilbage,” siger Joy Mogensen. 

“Der er så meget bureaukrati forbundet med corona i forvejen, og derfor er det kun blevet endnu mere vigtigt, at vi får gjort det endnu lettere at være en forening, så de frivillige, der driver foreningslivet, kan bruge deres tid på lige præcis det, de brænder for, og ikke bureaukrati, kontrol og administration.” 

Hvordan man konkret kan mindske den bureaukratiske arbejdsbyrde, skal kulturministeren og foreningslivet diskutere på morgendagens konference.

Forrige artikel Se videoen: Venstre stemmer ja og baner vejen for Tesfayes asyllejrlov Se videoen: Venstre stemmer ja og baner vejen for Tesfayes asyllejrlov Næste artikel Kommuner vil have højere anlægsloft trods advarsler om overophedning Kommuner vil have højere anlægsloft trods advarsler om overophedning