Debat: Fiskekvoter og fødevarepriser
DEBAT: Kvotekonge-sagen handler også om, at politiske hensyn om at sikre en økonomisk lukrativ fødevareproduktion fremmes på bekostning af almindelige forbrugeres interesse i at kunne købe gode og billige fødevarer, skriver Karen Schouboe.
Af Karen Schousboe
Etnolog
Der er en morale i sagen om fiskekvoterne og fiskekongerne, der indtil videre har været overset, men som er af mindst lige så stor betydning som det indspiste og tilsyneladende halv-korrupte miljø, der har skabt grobund for, at hovedparten af vores fiskeri er blevet ranet af 15 entreprenante fiskere. Denne morale handler om forbrugerne og deres adgang til fisk.
Enhver ved instinktivt, at fiskepriserne de seneste par år er steget gennemsnitligt langt mere end andre fødemidler. Dette kan imidlertid mere konkret demonstreres ved en gennemgang af prisudviklingen. Således er priserne på okse- og kalvekød fra 2010-2017 steget med gennemsnitligt 0,1 procent per måned i forhold til den foregående. Prisen på fersk fisk er i forhold hertil steget med 0,3 procent per måned i samme periode. Prisstigningen for fødevarer generelt i samme periode har gennemsnitligt ligget på 0,2 procent per måned.
Hvad betyder det? Jo, helt overordnet indebærer det, at danskerne har oplevet tre gange så høje prisstigninger på fisk som på kød fra 2010 til i dag. Mere overordnet har prisstigningerne været dobbelt så store som på alle andre fødevarer betragtet under ét. Det er naturligvis helt uacceptabelt.
Vi har her i landet en konkurrencelovgivning, der skal sikre os forbrugere mod de bivirkninger, som monopoldannelser naturligvis altid vil give. Og vi ser her et eklatant eksempel på, hvor galt det går, når denne lovgivning ikke overholdes, og monopoler og karteller får lov til at sætte sig på et marked.
Men sagen er givetvis endnu værre!
En anden følge af monopoldannelser er nemlig, at kvaliteten og mangfoldigheden af vareudbuddet også altid vil lide. Hvorfor gøre sig umage med at udnytte bifangster og markedsføre alternative og spændende fiskearter, når der ikke er en konkurrencesituation, der kræver det? Formentlig er karteldannelsen således derfor også en del af svaret på, hvorfor danskerne ikke spiser spændende fisk såsom eksempelvis blæksprutter eller andre interessante ”skidtfisk”. Når markedet er lille og aktørerne få og store, er der jo ingen grund til at gøre sig umage, vel?
Det paradoksale er derfor, at mens sundhedsmyndighederne udgiver den ene anvisning efter den anden, der tilsiger os forbrugere at spise fisk så ofte som muligt og mindst to gange ugentligt, så efterlades den almindelige dansker med et snævert udbud af ”hjemmerørt” fiskefars med et væld af tilsatte e-numre samt frosne opdrættede Pangasius-fileter fra Vietnam. Og det i et land, der kan prale af at have Europas længste kystlinje i forhold til landmassen!
Moralen er derfor, at denne sag ikke kun handler om løsagtig administration grænsende til korruption. Den handler heller ikke kun om fem politianmeldelser og fordelingen af et politisk ansvar.
Nok så meget handler den om, hvad der sker med et fødevaremarked, hvor det politiske hensyn til at sikre en økonomisk lukrativ fødevareproduktions optimale vækstmuligheder på eksportmarkederne fremmes på bekostning af almindelige forbrugeres interesse i at kunne få fingre i gode og billige fødevarer udbudt på et stort og frit marked.
Det er naturligvis en morale, der formentlig også burde have konsekvenser for vores svineproduktion. I forlængelse heraf skal Rigsrevisionen derfor hermed opfordres til i næste hug at tage svinebaronerne under kærlig behandling.
Professor: Der er brug for akut hjælp til gymnasiets matematiklærere
Friluftsrådet: Grundejere slipper af sted med ulovlige afspærringer
