Kronik: Eksponeringen af Tyrkiets pseudo-demokrati
KRONIK: Det er mildt sagt svært at se Tyrkiet som stadigt værende et demokrati, hvis man støtter sig til den gængse forståelse af begrebet, skriver Robert Ellis.
Af Robert Ellis
Forhenværende rådgiver i Europa-Parlamentet, Tyrkiet-kommentator
Der er vist nok noget, Berlingske har misforstået, når deres leder 25.6. "En (næsten) diktator er født" hævder, at Tyrkiets præsident Erdogan igen er blevet valgt som præsident på demokratisk vis.
For tre år siden skrev jeg en artikel i den tyrkiske avis Today’s Zaman med overskriften "The Rise of the Turkish Reich", hvor jeg pointerede, at demokrati kan defineres som friheden til at vælge egne diktatorer, og at det var netop det, der var ved at ske i Tyrkiet. Avisen er siden blevet lukket, og redaktionen fængslet.
I 1997 skelnede Fareed Zakaria i et essay i tidsskriftet Foreign Affairs "The Rise of Illiberal Democracy", mellem den måde et land valgte sin regering på, og den måde landet blev regeret på.
Hvis der er flere valgmuligheder, kan den første kaldes demokratisk, men hvis regeringsformen ikke er baseret på retsstatsforhold, magtens tredeling og grundlæggende friheder såsom ytrings- og forsamlingsfrihed, kan den kaldes et illiberalt demokrati. Ifølge Zakaria viste denne regeringsform en foruroligende stigning i den islamiske verden, og sidenhen er der kommet flere eksempler til.
I 1999 blev Tyrkiet anerkendt som kandidatland for EU-medlemskab, og i 2005 begyndte optagelsesforhandlinger, der stort set er endt resultatløse. De såkaldte Københavnskriterier for EU-medlemskab forudsætter, at et land kan sikre demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal.
Der er bred enighed om, at Tyrkiet er langt fra at opfylde disse krav, især på grund af massefængslingen og forfølgelse af politiske modstandere efter kupforsøget i 2016.
Det eneste kriterium, Tyrkiet har opfyldt, er, at landet har en fungerende markedsøkonomi, og selv det er truet på grund af den aktuelle markedsuro. De 18 forfatningsændringer, der nu træder i kraft og gør Tyrkiet (med Berlingskes ord) næsten til et diktatur, blev vedtaget af et snævert flertal i en folkeafstemning i april sidste år.
Afstemningen blev afholdt under kritisable forhold. Tyrkiet var og er stadigvæk i undtagelsestilstand – og efterfølgende fandt Europarådet, at afstemningen blev "spillet på en ujævn bane". Undervejs blev spillereglerne ændret, således at ustemplede stemmesedler blev tilladt. Denne gang – på grund af en ændring i valgloven - har Erdogan ikke bare ændret spillereglerne, men flyttet målpælene.
I det sydøstlige Tyrkiet blev 1.090 stemmeurner flyttet "af sikkerhedsmæssige grunde" til nye valgsteder, hvilket betød en længere rejse for 120.000 kurdiske vælgere.
Inden valget blev valgobservatører fra det kurdiske HDP (Folkenes Demokratiske Parti) tilbageholdt, og en videooptagelse viste præsident Erdogan, der instruerede sine partiorganisationer om at give vælgere fra HDP "særlig opmærksomhed" for at forhindre, at partiet kom over spærregrænsen.
Derfor må det anses for at være en sejr for Tyrkiets valgsystem, at det er lykkedes HDP at vende tilbage til parlamentet med 67 ud af parlamentets 600 pladser, selvom partiets leder Selahattin Demirtas måtte føre sin valgkampagne fra en fængselscelle.
Knud Vilby: Regeringen skyder Haarders Danmarkskanon ned
Filosof om Tibet-sag: Ytringsfriheden må ikke trumfe demokratiske beslutninger
