Kristendemokraterne har nu officielt valgt ny landsformand

VALGT: Kristendemokraterne har på partiets landsmøde formelt valgt Isabella Arendt som landsformand.

Kristendemokraterne har i forbindelse med partiets landsmøde søndag eftermiddag valgt Isabella Arendt som landsformand. Der var ingen modkandidater.

Isabella Arendt blev valgt med 145 stemmer for og fem blanke og uden modkandidat, oplyser partiet til Ritzau ifølge Berlingske.

Hun blev kendt i offentligheden, da hun i valgkampen måtte træde til som partiets ansigt udadtil, da nu tidligere formand Stig Grenov måtte trække sig på grund af stress-symptomer.

Stig Grenov forlængede efterfølgende sin orlov fra formandsposten, og Isabella Arendt har siden været fungerende formand. 

Hun blev rost for sin debut i partilederdebatten på TV 2 7.maj, og Kristendemokraterne var ved folketingsvalget 5. juni tæt på at blive valgt ind.

Isabella Arendt skriver i et indlæg på Altinget, at Kristendemokraterne oplever medlemsfremgang, og at hun har drømme for partiets fremtid. Hun mener, at partiet skal placere sig solidt som et borgerligt parti på midten af dansk politik.

"Vores menneskesyn og frihedsforståelse hører bedst til på den borgerlige side. Vi er stiftet på og rundet af et stærkt fokus på den enkelte borger, på styrken i civilsamfundet og på en sund skepsis i forhold til en voksende stat."

Ud over sit politiske virke i Kristendemokraterne læser Isabella Arendt statskundskab på Københavns Universitet og arbejder som forskningsassistent på Institut for Lykkeforskning.

Forrige artikel Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har? Sagen Martin Rossen: Har vi det embedsværk, vi tror, vi har? Næste artikel Guide til finanslovens årshjul: Lobbyister kan med fordel forberede næste års indsats nu Guide til finanslovens årshjul: Lobbyister kan med fordel forberede næste års indsats nu