Modernisering og ægte rødt skal bringe Enhedslisten ud af krisen

Bemærk, at denne analyse blev bragt første gang 22. november 2022, før Enhedslisten ikke længere var en del af regeringsforhandlingerne.

November 2021: Jubelscener i Enhedslisten, der er blevet det største parti af alle i København med 25 procent af stemmerne og samtidig scorer kanonresultater i flere store byer og på Bornholm.

November 2022: Dyb skuffelse i Enhedslisten, der efter tilbagegang under selve valgkampen må notere det dårligste folketingsvalg i 15 år med kun 5,2 procent af stemmerne.

Så hvad er i alverden er der sket på kun et år, der kan forklare den deprimerende udvikling for den yderste venstrefløj? 

Det spørger man sig selv om i Enhedslisten i disse dage, hvor der været ganske hårde ordvekslinger mellem centrale partimedlemmer.

Udenfor Enhedslisten vil nogle pege på den helt nemme forklaring på partiets nedtur: Ruslands invasion af Ukraine, der kastede Enhedslisten ud i en alvorlig krise i foråret. Men problemet blev effektivt håndteret på årsmødet i foråret, og intet tyder på, at det tema har spillet nogen større rolle i valgkampen.

Der er tydeligvis også problemer med meningsmålingerne, der har en tendens til overvurdere Enhedslisten, selv i exitpolls. Det forklarer bare ikke, hvorfor Enhedslistens faktiske resultat er faldet fra 7,7 procent i 2015 til 5,2 procent i 2022.

Satsede grønt

I forrige weekend gav Enhedslistens tidligere politiske ordfører så sine bud på nedturen: Enhedslistens organisation "er indrettet til et venstrefløjsparti i 70' erne, hvor interne diskussioner og uendelige ' demokratiske' processer er vigtigere end at komme ud over rampen", mener Pernille Skipper, der på det politiske plan peger på, at Enhedslistens valgkamp var "mere grøn end rød". 

Det sidste er der ret bred enighed om i partiets folketingsgruppe.

Enhedslisten kørte målbevidst på den grønne dagsorden, blandt andet med vidtgående forslag om en halvering af den animalske produktion i landbruget. Og partiets nuværende politiske ordfører, Mai Villadsen, greb chancen, da Danmarksdemokraternes Inger Støjberg inviterede Villadsen med ud på sin brors gård. Den grønne profil stod klart hos Enhedslisten i valgkampen, selvom der var andre bejlere til de grønne vælgere.

Enhedslistens valgkampsstrategi byggede på, at der ville være mange grønne stemmer "up for grabs", fordi Alternativet var dødsdømt. Men da Alternativet som en anden Fugl Føniks genopstod fra asken, var der pludselig igen et oplagt alternativ for de grønneste vælgere. Og Enhedslisten fik ikke lagt strategien om, da virkeligheden ændrede sig. Det grønne ben fyldte stadig meget mere end det røde.

Det gjorde det ikke bedre, at mange fik travlt med at tale Alternativet op for at undgå stemmespild, en øvelse såvel socialdemokratiske ministre som EL-profilen Pelle Dragsted deltog i. Missionen lykkedes, men den taktiske stemmeafgivning til fordel for Alternativet kostede Enhedslisten stemmer. {{toplink}}

Fik ikke fanget desperationen

En anden del af partiets valgkampsstrategi faldt også på stengrund.

Enhedslisten havde satset stort på ligelønsdagsordenen i forlængelse af sygeplejestrejken sidste år. Men umiddelbart før valgkampen blev skudt i gang kom statsminister og S-formand Mette Frederiksen med sit løfte om at hæve lønnen for udvalgte grupper af offentlige velfærdsarbejdere. Løftet blev ikke specificeret, men mange offentlige faggrupper forventer, at løftet også omfatter dem.

Dermed fik Mette Frederiksen bragt sig selv i front på et område, der skulle være centralt i Enhedslistens valgkamp. Heller ikke her nåede Enhedslisten at omstille sig.

I partiet peger flere desuden på, at det heller ikke lykkedes at opfange den desperation, der er hos mange vælgere på grund af energikrisen og den løbske inflation. At man ikke fik lagt valgkampen an på en situation, hvor nogle mennesker ganske enkelt ikke råd til at opvarme deres boliger – eller i det hele taget blive boende. Det er vælgere, den yderste venstrefløj skal være i stand til at nå, men det lykkedes tilsyneladende ikke rigtigt.

Ved valget gik Enhedslisten tilbage overalt i landet, og meget tyder på, at EL har tabt stemmer til flere sider, både til Alternativet, S og SF. Og en lille slat til Frie Grønne. Det gør det sværere og mere komplekst at finde den rette medicin.

S slap for billigt
Valgkampen handlede mere om bogstavkombinationer snarere end politik. Det er til ugunst for at parti som Enhedslisten.

Men man fik heller ikke udnyttet det hul, der kom til venstre, da Mette Frederiksen gjorde det til sin førsteprioritet at danne en regering med de borgerlige. Socialdemokraterne havde selv kalkuleret med, at det ville koste stemmer til SF og Enhedslisten, når man gik efter en regering over midten, men socialdemokraterne slap med en gratis omgang. I Enhedslisten er der i dag en vis konsensus om, at angrebene på Mette Frederiksens flirt med de borgerlige skulle have været anderledes kontante.

En del af forklaringen er, at Enhedslisten – på linje med stort set alle kommentatorer – fejllæste Mette Frederiksen og troede, at meldingen var et taktisk stunt. 

Men selv under de forudsætninger kunne den udstrakte hånd til højrefløjen være udnyttet med hardcore meldinger i stil med:

"Vil man undgå Løkke og Ellemann, skal man ikke stemme S, men på venstrefløjen."

I stedet blev retorikken for pæn og tilbagelænet.

Rwanda-tilt

Endelig kom Enhedslisten galt afsted i den ophedede diskussion om Rwanda.

Partiet havde besluttet sig for en linje, hvor man trækker støtten til enhver regering, der gennemfører Rwanda-projektet i praksis. Det giver logisk set god mening, når man som Enhedslisten tvivler på, at projektet i det hele taget bliver til noget. Problemet var, at man ikke ønskede at kommunikere den linje ud i selve valgkampen.

Derfor blev partiets udlændingeordfører, Rosa Lund, fanget på det forkerte ben, da Politikens journalister blev ved med at bore i, om Enhedslisten med sikkerhed ville vælte en regering, der laver et asylcenter i Rwanda.

Det kom til at fremstå som om, Enhedslisten ikke nødvendigvis vil klippe snoren til den regering, der rent faktisk gennemfører projektet.

En bizar situation for Rosa Lund, der er kendt som en af partiets hardlinere på området, men som nu kom til at fremstå som mere moderat end partilinjen. Interviewet skabte forvirring et par dage, indtil linjen blev slået fast i offentligheden.

Analysen fortsætter efter grafikken.

Snakke-kulturen sejrede

De politiske prioriterer i valgkampen er kun ene side af mønten.

De mest ophidsede diskussioner i kølvandet på nederlaget handler nemlig ikke om politik, men om organisation. Pernille Skipper tog livtag med en meget sprængfarlig debat, da hun krævede modernisering af partiets "70'er struktur". For her gik hun i clinch med sit partis arvemasse helt tilbage fra stiftelsen i 1989.  

Enhedslisten blev dannet på baggrund af partierne Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Socialistisk Arbejderparti (SAP). Tre partier med en meget forskellig kultur. 

Det mere studentikose VS var præget af alenlange diskussioner og kongresser med så mange og så utallige papirer med forslag, ændringsforslag og ændringsforslag til ændringsforslag, at det normalt kostede en hel tømmerskov livet. På plussiden var der et udpræget medlemsdemokrati – for dem der orkede at deltage på de præmisser.

DKP derimod var topstyret og uden lange medlemsdiskussioner. Det gav meget ringe vilkår for partidemokratiet, men der blev til gengæld tid til mange udadvendte aktiviteter, for eksempel i fredsbevægelsen, boligbevægelsen og i uddannelsesorganisationerne. 

Her, 33 år efter dannelsen af Enhedslisten, kan man konstatere, at det var VS-kulturen, der vandt. Enhedslisten er præget af meget lange diskussioner, både på skrift og i tale, og en stor del af årsmøderne går med afstemninger om spidsfindige formuleringer.

Der er "for meget VS og for lidt DKP", som et medlem udtrykker det.

Mangler udadvendt aktivitet

Den partikultur giver flere problemer:

Debatstilen favoriserer medlemmer af akademisk tilsnit, mens mange LO-arbejdere risikerer at blive skræmt væk. Selvsagt uheldigt for et "arbejderparti". Desuden kniber det med udadvendte aktiviteter, fordi utroligt mange ressourcer bindes i interne diskussioner. Den slags kan få direkte konsekvenser for aktivitetsniveauet under valgkampene.

Og så er der naturligvis klassikeren: rotationsprincippet. Det betyder, at folketingsmedlemmer ikke kan stille op til nyvalg efter mere end syv år i Folketinget. Rotationen har medført, at Enhedslisten i tre valgkampe i træk har måttet stille med en ny frontfigur. Det kan selvsagt være en hæmsko.

Rotationsprincippet skal forhindre levebrøndspolitikere, og det er en på forhånd tabt sag i Enhedslisten at forsøge at fjerne rotationsprincippet. Men flere peger på, at man i det mindste bør gøre en undtagelse, så den politiske ordfører får mulighed for at være i front i to folketingsvalgkampe. Valgnederlaget kan gøde jorden for den dagsorden. 

Der er dermed en kaskade af politiske og organisatoriske problemer, der skal evalueres på i det, Pernille Skipper kalder "mit kriseramte parti".

Hvor langvarig krisen bliver afhænger lige nu af faktorer uden for Enhedslistens kontrol, og ikke mindst hvordan den kommende regering bliver sammensat.

Sårbart SF

En ren S-V-regering giver de dårligste perspektiver for Enhedslisten. I den situation skal Enhedslisten slås om opmærksomhed med ni andre oppositionspartier, og EL bliver parlamentarisk ret uinteressant, fordi en S-V-regering vil vælge andre forligspartnere.

En centrumvenstre-regering med S, SF og Radikale gør derimod Enhedslisten til et af to afgørende støttepartier, og i den situation vil den konkrete indflydelse blive betydelig.

Ender det med, at SF indskiber sig i et projekt over midten – for eksempel en SF-S-R-V-regering – kan Enhedslisten hurtigt få en fest igen. I den situation vil SF blive ekstremt sårbar, og Enhedslisten vil ligesom under Thorning få mulighed for at skovle utilfredse S- og SF-vælgere ind. Dengang voksede Enhedslisten i en periode til over 13 procent.

I den situation har Enhedslisten forudsætninger for at reagere effektivt. Enhedslistens reducerede folketingsgruppe har mange stærke profiler, udover Mai Villadsen kan nævnes folk som Pelle Dragsted, Rosa Lund, Søren Søndergaard og Victoria Valasquez. Der er kun ni tilbage i folketingsgruppen, men der er ingen af dem, der er med på en badebillet.

Der er frustration i Enhedslisten efter det uventede nederlag, men der er også en lidt afventende holdning. Man ved, at under de rette omstændigheder kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen, og chancen for et comeback er absolut til stede.

erik@altinget.dk