Klaus Riskær er klar med seks nye kandidater til valget
FOLKETINGSVALG: En læge og en række jurister er blandt de seks nye kandidater, som vil stille op for partiet Klaus Riskær Pedersen ved folketingsvalget.
Klaus Riskær Pedersen har i dag offentliggjort seks nye kandidater til sit parti. Det fremgår af partiets hjemmeside.
Ud af de seks er én kvinde og fem mænd.
Partiet har nu i alt ni kandidater klar til at stille op i fem af landets ti storkredse ved folketingsvalget, skriver partiformanden på Twitter.
Så er 9 spidskandidater lagt op https://t.co/N3215zZgMS Ud af 325 ansøgere er 8 mand og 1 kvinde opstillet i 5 af landets storkredse. For få kvinder har ansøgt, men der er forhåbning om at balancen forbedres når yderligere 9 kandidater lægges på om et par uger #dkpol
— KlausRiskærPedersen (@KlausRiskaer) March 6, 2019
Her er de nye kandidater:
Søren Sølfeldt, 67 år
Nordsjællands Storkreds
Kompetenceområde: Sundhed
Søren Sølfeldt er uddannet læge og har arbejdet ved både private og offentlige hospitaler i Danmark såvel som i udlandet. Derudover har han været ansat som international medical officer i Novo Nordisk og har etableret sin egen konsulentvirksomhed i 2005.
Morten Pihl-Andersen
Nordsjællands Storkreds
Kompetenceområde: Retssikkerhed
Morten Pihl-Andersen er uddannet advokat ved Reumert & Partnere (nu Kromann Reumert). Her har han desuden været ansat som advokat. Efterfølgende tog han en MBA og arbejdede med finansiel rådgivning (M&A) hos KPMG, Deloitte og som M&A-direktør i Keops Investment og Landic. Morten Pihl-Andersen er siden gået selvstændig.
Martin Nordstjerne Rasmussen, 52 år
Sjællands Storkreds
Kompetenceområde: Job- og arbejdsmarked
Martin Nordstjerne Rasmussen er teknisk uddannet og international markedsøkonom. Han har arbejdet med salg, ledelse og forretningsudvikling og har været selvstændig i en periode. De seneste fem år har han været salg- og marketingschef i en større HR-virksomhed.
Anette Prang, 59 år
Sjællands Storkreds
Kompetenceområde: Borgerrettigheder
Anette Prang er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet i forskellige stillinger i stat, amt og kommune. Herunder har hun beskæftiget sig med personale- og lønforhold, generel administration og juridisk sagsbehandling.
Gert Dyrn
Fyns Storkreds
Kompetenceområde: Udenrigspolitik
Gert Dyrn har de seneste ni år arbejdet som forsvarsadvokat, men har også beskæftiget sig med sager om tvangsfjernelse af børn, forældremyndighed og sager om samvær. Før dette har Gert Dyrn også beskæftiget sig med skatte- og erhvervsret. Han har desuden en fortid i Forsvaret. Han arbejder for, at Danmark med forankring i Nato og EU skal fokusere på udvikling og stabilisering i Afrika og Mellemøsten samt normalisere forholdet til Rusland.
Mogens Birkelund
Østjyllands Storkreds
Kompetenceområde: Klima og energi
Mogens Birkelund er selvstændig energikonsulent. Han har arbejdet med energisektoren og udfordringerne ved overgangen til et CO²-neutralt samfund de seneste ti år. Han har en master i mobile internet communication, MBA i virksomhedsøkonomi og er svagstrømsingeniør fra et engelsk universitet.
De seks nye kandidater supplerer Klaus Riskær Pedersen selv, Rolf David Gøtze og Peter Hjorth. Dem har Altinget tidligere beskrevet her.