KL vil fange regeringen i dens egen velfærdsretorik

Finansminister Nicolai Wammen (S) skal ikke regne med kommunernes hjælp til at holde støttepartier og fagministres ønsker om udgiftskrævende forbedringer af velfærden i ave. Tværtimod.

Når KL senere på måneden skal forhandle næste års kommuneøkonomi på plads med regeringen, så vil Wammen og kompagni blive mødt med et krav om et markant løft af kommunernes udgifter til det konfliktfyldte social- og handicapområde

Væk er for en stund tidligere tiders pres for at sikre kommunerne ’større fleksibilitet’ og ’bedre muligheder for prioritering’ af de udgiftstunge indsatser.

Krav som traditionelt er blevet angrebet hårdt fra de mange brugerorganisationer på handicapområdet for at være rene eufemismer, der dækker over en ambition om at udvande borgernes rettigheder for at spare penge.

De kommunale politikere er – forståelig nok – trætte af at ende som prygelknaben for utilfredse borgere og politikere på Christiansborg, når de holder den lokale visitering i et stramt greb for at overholde de centralt fastlagte økonomiske rammer.

For KL peger den situation på to mulige forhandlingsstrategier.

Velfærdsløfter koster, og nu skal der betales
Enten må de ansvarlige politikere i en regering tage ansvar for, at lovgivningen og de rettigheder, den indebærer, tilpasses den økonomi, kommunerne har til rådighed. Eller også må regeringen sikre, at kommunerne har den økonomi, der skal til for at leve op til loven og borgernes forventninger.

Det førstes har KL prøvet uden større succes. At det nu er sidstnævnte tilgang, der varmes op til, skal også ses i lyset af, at den nuværende regering gør meget ud af at fortælle, hvor god man er til at prioritere flere penge til velfærden.

Oven i det er oplevelsen mange steder i det kommunale, at blandt andet socialminister Astrid Krag (S) har lidt vel travlt med at fortælle, hvor meget bedre kommunerne bør kunne gøre det for borgerne på handicapområdet.

Vel og mærket uden at der er kommet penge fra regeringen til at løfte indsatsen.

Omvendt er indtrykket blandt socialordførere på Christiansborg og også i regeringskontorer, at mange kommuner ikke er gode nok til at prioritere de borgere, som har brug for den ofte dyre og specialiserede støtte. Og derfor har svært ved at overholde loven.

Det kan være en svær lokalpolitisk beslutning, da det hurtigt vil kunne betyde, at indsatser inden for de brede velfærdsområder med størst vælgeropmærksomhed skal afgive penge.

Ministercitater skal koste milliarder
Det er efterhånden mange år siden, at daværende KL-formand Erik Fabrin (V) kaldte det specialiserede socialområde for en ”gøgeunge” i den kommunale økonomi.

Den opbremsning og omlægning på området, der tog fart i kølvandet på finanskrisen og de store kommunale sparerunder, har sat sig dybe spor i forholdet mellem kommuner, handicaporganisationer og de borgere som fortsat opfatter deres sag som én lang punisk krig med den lokale socialforvaltning.

Signalerne fra KL og Danske Handicaporganisationer har de seneste år været forsonlige med et fokus på at genopbygge tilliden mellem myndigheder og borgerne.

Men det tager tid. Og fra KL’s side oplever man, at situationen kompliceres af, at regeringens socialminister – i deres øjne – utvetydigt har stillet sig på brugerorganisationernes side.

Det vil kommunerne nu forsøge at bruge til egen fordel ved økonomiforhandlingerne. Blandt andet ved at omsætte udvalgte ministercitater om kommuners mangelfulde indsatser til en regning for, hvad det vil koste, hvis kommunerne samlet set skal leve op til sådanne forventninger.

Det løber ifølge kommunerne op i milliarder.

Udgifterne stiger
Hos regeringen køber man næppe den fortælling fra KL.

På den anden side af bordet vil finansminister Nicolai Wammen kunne argumentere for, at regeringen rent faktisk har sikret kommunerne flere penge til velfærd de seneste år. Og også mere, end hvad der skal til for at bevare status quo – altså blot at dække de stigende udgifter som følge af, at der bliver flere ældre.

Ser man på udviklingen i kommunernes budget- og regnskabstal, tegner der sig en relativ klar udvikling på området for voksne med handicap over de seneste par år.

Kommunernes udgifter er steget med omkring to milliarder kroner fra 2018 til 2020, hvilket unægteligt vidner om et udgiftspres. Også selv om det er opgjort i løbende priser. Et pres der samtidig afspejler sig i, at budgetterne hvert år er sprængt med et milliardbeløb.

 

Med til historien hører dog, at kommunerne konsekvent har budgetterede med færre udgifter, end der er blevet brugt det forudgående år, og at der på den måde har været tale om sparebudgetter. Eller at der har skullet tilføres flere penge fra budgetreserven til området i løbet af året.

Første år uden sparebudget
Men forskellen mellem de budgetterede og de faktisk afholdte udgifter er blevet mindre. Og i 2021 er der nu lagt omtrent lige så mange penge ind i budgettet, som der blev brugt det forudgående år.

En stort set parallel udvikling kan man i samme periode finde på området for udsatte børn og unge, hvor de samlede udgifter i 2021 forventes at løbe op i over 16 milliarder kroner.

Fra regeringens side kan man derfor pege på, at kommunerne samlet har fået bedre mulighed for at prioritere området over de seneste par år. Og så kan man sige, at reformen af udligningsordningen gerne skulle gøre det muligt for kommunerne individuelt at få enderne til at mødes.

Samtidig kan regeringen henvise til, at man har iværksat en større evaluering af handicapområdet, som skal danne grundlag for eventuelle justeringer. Det bliver dog tidligst sidst på året, og ind til videre er opdraget, at det ikke må koste penge.

Og skal der tilføres flere penge til handicapområdet er det overvejende sandsynligt, at regeringen vil foretrække at gøre det i forbindelse med forhandlinger med folketingets partier frem for i en økonomiaftale med KL.

En finansminister har brug for KL's venskab
Selv om KL har en stor styrke ved at kunne orkestrere samspillet mellem landets borgmestre, så er det derfor tvivlsomt, at det skulle lykkes at presse Nicolai Wammen til meget mere end mindre indrømmelser, som kan signalere gode intentioner fra regeringens side.

Oven i det vil finansministeren til gengæld kunne levere en gratis indrømmelse ved at få sine fagministre til at holde igen med at love forbedringer til borgerne og at sende aben videre til kommunerne, når der er kritiske sager.

Det kan lyde som en lille ting.

Men skal finansministeren håbe på, at KL i fremtiden vil støtte ham i den ofte upopulære rolle som udgiftsvogter og indpisker af budgedisciplin, så kan han gøre klogt i også at tale den side af kommunernes sag over for sine medministre.

Truslen fra KL er i hvert fald klar.

Alternativet er, at man – i trods – melder sig i koret af spenderivrige stemmer og synger højlydt med på alle sange om at sende flere penge i kommunernes retning.

kim@altinget.dk