KL henter juridisk chef fra Natur- og Miljøklagenævnet

NAVNE: Pernille Christensen, der kommer fra en stilling som formand for Natur- og Miljøklagenævnet, bliver fra 15. februar ny juridisk chef i KL.

Pernille Christensen er ansat som ny juridisk chef for Jura og EU i KL. Det skriver KL på sin hjemmeside.

50-årige Pernille Christensen er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet i 1992 og har de sidste fire år været formand for Natur- og Miljøklagenævnet. Inden da har hun blandt andet arbejdet som afdelingschef i Beskæftigelsesministeriet med ansvar for ministeriets juridiske, arbejdsretlige og internationale center og som kontorchef for det kommunaljuridiske center i Indenrigsministeriet.

Pernille Christensen glæder sig til igen at arbejde med kommunalret.

"Jeg glæder mig utrolig meget til min nye stilling i KL. For mig bliver det som at komme tilbage til rødderne at skulle arbejde med kommunalret og stå i spidsen for KL’s juridiske rådgivning. Jeg ser meget frem til samarbejdet med kommunerne og de mange dygtige medarbejdere i KL's kontor for Jura og EU," siger hun til KL.

Forrige artikel Efter regeringsdannelse: Ingen gevinst til Løkke Efter regeringsdannelse: Ingen gevinst til Løkke Næste artikel Interview: Journalist har fulgt danskeres kamp mod pirateri i Somalia Interview: Journalist har fulgt danskeres kamp mod pirateri i Somalia