Kim Valentin: En ny europapolitisk aftale bør være et krav for at gå i regering

Regeringen har ikke levet op til planen om at finde et nyt fælles EU-fodslag. Hvis Venstre skal gå i regering, bør man stille det som betingelse, at en ny aftale skal skrives ind i et kommende regeringsgrundlag. Det mener EU-ordfører og formand for Europaudvalget, Kim Valentin (V).

BRUXELLES: Flere politiske partier har længe været enige om, at det er på høje tid at revurdere Danmarks EU-politiske linje, som snart runder 15 lange år.

Faktisk var målet om at genforhandle den europapolitiske aftale i den forhenværende valgperiode en del af grundlaget for, at Enhedslisten, SF og Radikale valgte at støtte Mette Frederiksen som statsminister i 2019.

Men tiden for regeringen er rindet ud, for ingen aftale er landet.

Det vækker ærgrelse hos Venstres EU-ordfører og formand for Folketingets Europaudvalg, Kim Valentin, der mener, at Venstre skal stille det som en betingelse for et kommende regeringsgrundlag, hvis partiet skal overveje at gå ind i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

”Vi manglede en europapolitisk aftale i store dele af sidste valgperiode, siger han til Altingets EU-podcast og tilføjer:

”Venstre pressede på for at få en europapolitisk aftale, fordi den giver Folketingets strategi med arbejdet i Europa i EU. Men det fik vi ikke.”

{{toplink}}

”Der blev købt tid”

I forbindelse med valget i 2019 blev regeringen enige med de øvrige partier fra rød blok om, at den europapolitiske aftale, som stammer tilbage fra 2008, kræver en opdatering. Det blev udformet som grundlag for at kunne støtte valget af Mette Frederiksen (S) som statsminister.

Retningen for den danske ageren i det europæiske samarbejde skulle laves om med henblik på blandt andet at arbejde for en mere ambitiøs klimapolitik, en styrket indsats mod skattespekulation og skattely og ikke mindst et eftersyn af Schengen-reglerne.

At ord ikke blev omsat til handling under Mette Frederiksens forgangne regeringsperiode, hænger, ifølge Kim Valentin, sammen med, at det ikke var et reelt ønske fra regeringens side at følge op på planen.

”Hvis jeg skal være lidt hård og ærlig, oplevede jeg, at der blev købt tid, hver gang vi pressede på. Vi fik hele tiden at vide, at der var andre ting, som var vigtigere,” siger han.

Er det en betingelse for Venstre i forhandlingerne, at der skal laves en ny europapolitisk aftale, eller er det din holdning?

”Ja, det er jo så det. Jeg sidder ikke selv med i forhandlingerne. Men jeg har sagt, hvad jeg selvfølgelig mener, og så må vi se, hvad der sker,” siger han.

Altinget har forsøgt at få et interview med Socialdemokratiet. Det har ikke været muligt.

Moderaterne: På tide med en ny aftale

Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, bakker også op om, at en ny europapolitisk aftale snart bør komme op at stå.

”Det er på tide at lave en ny europapolitisk aftale. Der er sket meget i Europa på de 15 år, der er gået, siden den sidste aftale blev formuleret. I denne valgperiode har vi formandskabet for Europa - både i EU’s indenrigsanliggender og i den sikkerhedspolitiske situation, der omgiver Europa, er der et større behov for at reorientere sig,” siger Jakob Engel-Schmidt (M), politisk ordfører for Moderaterne.

Mener du, at en ny aftale bør være en betingelse i et nyt regeringsgrundlag, hvis I skal gå med i en regering?

”Vi kommenterer ikke på de igangværende regeringsforhandlinger, og hvad der sker inden for lukkede døre.”

Altinget har også forsøgt at række ud til SF, Radikale og Konservative. De har ikke nogen kommentarer til sagen.

Tilbage i oktober fortalte Radikale, Konservative, SF, imidlertid, at de støtter op om at forhandle en ny aftale på plads i den kommende valgperiode.

"Det vil være en hjælp for en regering og også for de embedsmænd, der forhandler på Danmarks vegne, at have en opdateret aftale i hånden, så man ved, hvad det er for en slagretning, man gerne vil i," lød det blandt andet fra Radikales daværende EU-ordfører Anne Sophie Callesen til Altinget.

Forrige artikel Ny dansk regering under pres for at erklære juridisk krig mod EU Ny dansk regering under pres for at erklære juridisk krig mod EU Næste artikel Intern uro og fraværet af en stærk fortælling gav Venstre historisk nederlag. Nu vil ung profil sætte gang i den politiske idéudvikling Intern uro og fraværet af en stærk fortælling gav Venstre historisk nederlag. Nu vil ung profil sætte gang i den politiske idéudvikling