Kannibalen Alex mæsker sig i blå stemmer, men duer ikke til at flytte vælgere over midten

Hvis den succesombruste LA-leder Alex Vanopslagh på et tidspunkt lader sig lokke af sirenesangen og bebuder sit statsministerkandidatur, skal han have løst et åbenlyst problem: Han skal være i stand til at nappe vælgere fra andre partier end de blå alliancepartnere. Og på det punkt er der rigtig langt hjem.

Det fremgår klart af de vælgervandringer efter folketingsvalget i 2022, som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har analyseret for Altinget.

Tallene er nettotal, og siden valget har Liberal Alliance fået svimlende 213.000 nye vælgere i nettotilgang. Et utroligt resultat på meget kort tid, som tilmed bygger oven på en eksplosiv fremgang ved folketingsvalget.

Venstre har været den store sponsor efterfulgt af Konservative, Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige. Indtil videre tyder det på, at Pernille Vermund har haft held til at tage en pæn del af NB-vælgerne med over i LA.

{{toplink}}

Bagsiden af LA-succesen
Ser man på de fem partier, der udgjorde flertallet bag S-formand Mette Frederiksen på valgnatten, har Vanopslagh kun formået at stjæle 0,1 procent fra socialdemokraterne, mens der står et rundt nul ud for de andre partier.

Den er ikke et problem for LA, så længe partiet kan agere som et rent fløjparti med skarpskårne synspunkter. Men tvinges Vanopslagh i front for blå blok på grund af partiets størrelse, er det en anden sag. Uden evne til at få vælgere over midten, vil Vanopslagh være en ønskemodstander for socialdemokraterne.

Mønstret i vælgervandringerne illustrerer et andet strategisk problem: Nemlig at de andre borgerlige partier har en åbenlys interesse i en svækkelse af LA, så de får en chance for at vinde deres vælgere tilbage.

Det skaber en helt anden dynamik end i 00'erne, hvor V og K kunne have et lydefrit samarbejde med DF, netop fordi DF var i stand til at vinde vælgere over midten. Først da Thulesen (DF) ved valget i 2015 indkasserede titusinder af Venstre-vælgere, gik Løkke målbevidst efter at svække DF. Den mekanisme kan også ramme Vanopslagh. 

Løkke taber over hele pladen
Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne havde derimod et vist held med at hente vælgere fra Radikale og Socialdemokratiet i sidste valgkamp. Siden det imponerende valgresultat er det dog gået markant tilbage for Moderaterne, og vælgervandringerne viser, at partiet stort set taber over hele pladen. Lidt til SF, R og S, men også til lidt til højrefløjen i form af LA, DF, K og Danmarksdemokraterne.

Eneste tilvækst kommer fra Løkkes gamle parti Venstre, som det stadig lykkes at suge nogle vælgere ud af.

{{toplink}}

Venstre taber til ni partier
Endnu værre ser det ud for Venstre, hvor den nye formand Troels Lund Poulsen må konstatere, at hans hårdt prøvede parti taber til hele ni af Folketingets partier.

LA er den helt store aftager af Venstre-vælgere, men Danmarksdemokraterne med den tidligere Venstre-næstformand Inger Støjberg i spidsen napper også løs. Selv den trængte konservative formand Søren Pape Poulsen har fået en smule del i festmåltidet. Ikke nær så meget som i gamle dage, hvor V og K blev anset for forbundne kar, men dog en nettogevinst i udvekslingen med Venstre.

Moderaterne, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne har også positive tal i forhold til Venstre, om end de ikke gør nær så stort indhug som Vanopslagh og Støjberg.

Venstres tal understreger, hvor stor en opgave det bliver at genrejse partiet. Det klares hverken med et sving til højre eller til venstre, det er snarere et spørgsmål om at få genskabt den helt grundlæggende tillid til partiet. 
  

S taber til venstrefløjen
For det tredje regeringsparti, Socialdemokratiet, er opgaven lettere at definere:
S-formand Mette Frederiksen skal igen få kontakt til de venstrefløjsvælgere, hun var så populær hos i sin første regeringsperiode. Socialdemokraternes tab er helt overvejende gået til SF, der alene har nappet over tre procentpoint af de socialdemokratiske vælgere, men også Enhedslisten tager sin del.

Tabet til venstrefløjen er det overordnede billede, men S har også et mindre tab til partier som Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne. Ikke et tab af foruroligende størrelse, men en lille advarsel om, at udlændingepolitikken igen kan koste stemmer. Der er kommet en slat stemmer den anden vej fra regeringspartnerne.

I S-ledelsen tager man det enorme vælgertab forbavsende roligt, og nogle topsocialdemokrater drager sammenligninger med valget i 2015. Dengang havde S under Helle Thorning-Schmidt (S) og Bjarne Corydon (S) ført en højredrejet økonomisk politik i tre år, men et halvt år før valget skiftede partiet kurs. Med Margrethe Vestager (R) sendt til Bruxelles blev det muligt at føre en mere klassisk socialdemokratisk politik og mobilisere mod de borgerlige inden valget i juni 2015. Det gav pote, og Thorning fik et overraskende godt valg, selvom hun måtte afgive statsministerposten.

Den socialdemokratiske ledelse håber på at gentage kunststykket og vinde mange vælgere tilbage fra SF inden valget. Men med en midterregering som baggrund bliver det meget sværere at mobilisere kernevælgere end i 2015, hvor man kunne blæse anderledes rent i trompeten. 

Pia OD kan fejre succesen
Pia Olsen Dyhr kunne næppe få bedre baggrund til at markere fejringen af hendes ti år som SF-formand.

Med en blanding af skarp kritik og pragmatisk forhandlingsvilje er SF blevet en "safe haven" for de titusinder af flygtende socialdemokrater. Kunsten bliver nu at holde fast på dem.

SF får også nogle stemmer fra Alternativet, der er gået klart tilbage siden valget plus en smule fra Moderaterne, Venstre og Radikale. Omvendt er der ikke et eneste parti, der netto snupper stemmer fra SF. Det er en ret unik situation, og SF-formanden står i dag på den absolutte top i sin karriere. 

EL ved at komme til kræfter
For konkurrenterne i Enhedslisten er billedet det samme, om end fremgangen er af mindre omfang.
Enhedslisten afgiver ikke stemmer til nogen, men vinder fra resten af rød blok på nær SF. Alternativet er den største sponser til EL-fremgangen, hvor Pelle Dragsted og co. får en pæn del af de taktiske stemmer tilbage, Alternativet "lånte" ved valget i 2022. Men også socialdemokraterne afgiver vælgere til EL, en ikke uvæsentlig detalje for Dragsteds ambition om et bredere og mere folkeligt parti.

Der kommer også en lille portion stemmer fra Frie Grønne, der floppede ved valget i 2022, men som måske kan spille en vis rolle i de store byer ved kommunalvalget i 2025. 

Spæde tegn på radikal vælgerudskiftning
Under den nye leder Martin Lidegaard har Radikale en ambition om at skifte nogle af de fløjvælgere ud, partiet har fået ved yderliggående markeringer i udlændingepolitikken og i stedet erobre nogle midtervælgere. Lykkes den manøvre, vil Lidegaard få større manøvrefrihed.

Analysen af vælgervandringerne kan med lidt god vilje tyde på, at Radikale så småt er ved at få held med manøvren: Siden valget har Radikale vundet lidt fra socialdemokraterne og fra Moderaterne, mens der er tabt lidt til SF og Enhedslisten. Det er dog meget små tal, så man skal passe på med at overfortolke, men der er de første spæde tegn på, at vælgersammensætningen er ved at ændre sig.

Dansk Folkeparti hiver lidt tilbage
I DF vil vælgeranalysen med sikkerhed bliver positiv modtaget.
Efter flere års konstant tilbagegang, afgiver DF nu ikke længere vælgere. DF-formand Messerschmidt er begyndt at få et nettooverskud fra såvel Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne som fra Socialdemokratiet og Venstre. Lidt samme mønster som i DF's storhedstid, men denne gang på et meget lavere niveau.

Selvom DF ikke har fået så mange vælgere tilbage fra Nye Borgerlige som ventet, bliver det ret afgørende, om det endegyldigt lykkes at få taget livet af en af konkurrenterne på den nationalistiske højrefløj. På det sidste har mystikken om den sygemeldte NB-politiker Peter Seiers planer skabt usikkerhed om, hvorvidt Nye Borgerlige bliver likvideret på denne side af et folketingsvalg.

Støjbergs gynger og karusseller
Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne har samlet set haft en vis fremgang efter valget, men resultatet dækker over modsatrettede bevægelser.
Støjberg bliver ved at dræne Venstre, og hun vinder også en mindre gruppe vælgere fra socialdemokraterne, som hun ellers har haft meget svært ved at erobre vælgere fra. Til gengæld taber Danmarksdemokraterne lidt til Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Det passer meget fint med Danmarksdemokraternes overraskende pragmatiske stil, hvor Støjberg gerne vil lægge afstand til yderfløjene. Lidt nærmere midten end DF, når det gælder værdipolitik og EU, og mindre liberalistisk end LA i den økonomiske politik.

Konservativ stilstand
For Konservative ser historien om vælgervandringerne siden valget umiddelbart tilforladelig ud. Søren Pape Poulsen vinder en smule fra Venstre og taber en my mere til LA, men ellers er bevægelserne mikroskopiske.

Problemet er bare, at stilstanden kommer oven på katastrofen ved folketingsvalget, og på den baggrund er det slet ikke godt nok, at partiet ikke har formået at rykke sig ud af stedet. Et konservativt parti ved bare nogenlunde normal styrke havde formået at opsamle titusinder af skuffede Venstre-vælgere.

Ren nedtur for Alternativet
Siden Alternativet mirakuløst overlevede folketingsvalget er det kun gået ned ad bakke. Det illustreres også af vælgervandringerne, der sender op mod en tredjedel af Alternativets vælgere retur til Enhedslisten og SF. Alternativet får kun en ganske lille gruppe vælgere den anden vej fra udbryderpartiet Frie Grønne.

Mønstret understreger, at Alternativets vælgerbasis er en integreret del af venstrefløjen, selvom Alternativet ikke ser sig selv som et socialistisk parti.   

erik@altinget.dk