Jyske mænd sidder tungt på transportpolitik i Folketinget
NAVNE: Folketingets nye transportpolitiske bannerførere er stort set alle mænd fra Jylland. Der er ofte en særlig jargon og kultur i mandedominerede udvalg, lyder det.
Syv ud af ti af Folketingets transportordførere bor eller er valgt i Jylland, og transportminister Benny Engelbrecht (S) er sønderjyde.
Og de er sjovt nok alle mænd, viser Altingets opgørelse over nøglepolitikerne på transportområdet.
I Venstre er det ikke overraskende Kristian Pihl Lorentzen, der fortsætter på posten, som han i forvejen har bestredet siden 2006. Han kommer fra et parti, hvor interessen for transportpolitik er meget stor.
I hvert fald ifølge partiformand Lars Løkke Rasmussen, der på et pressemøde ved Venstres sommergruppemøde fredag sagde, at interessen for at komme med i Transportudvalget var så stor i partiet, "at Venstre alene kunne have besat alle udvalgets pladser".
Historisk set har mændene altid siddet tungt på pladserne i transportudvalget. Og i 80'er opstod der endda en betegnelse for det: Den jyske trafikmafia. "Trafikmafiaen" bestod af mænd fra flere folketingspartier, som stod bag en lang række store trafikprojekter, blandt andet nye motorveje i Jylland.
Nuværende miljøminister Lea Wermelin, der tidligere har siddet i transportudvalget, forklarede sidste år i august til Altinget, at hun ikke mener, at der er stor forskel på de politiske beslutninger, der bliver truffet i henholdsvis de mande- og kvindedominerede udvalg.
Men hun mener, at jargonen og kulturen varierer fra udvalg til udvalg.
"Jeg elskede at sidde i transportudvalget, men det er klart, at der var der store skulderklap, når man kunne spise en stor wienerschnitzel. Det er rigtig fint, men det siger noget om, at der kan være forskelle i kulturerne og det sociale i udvalgene," sagde Lea Wermelin sidste år til Altinget.
Her er de nye transportordførere
Anne Valentina Berthelsen (SF)
1.304 stemmer
24-årige Anne Valentina Berthelsen er nyvalgt medlem af Folketinget for SF. Hun har tidligere været formand for SF i Bispebjerg, og stillede op til kommunalvalget i 2017, men blev ikke valgt ind. Hun stammer fra Lolland, bor i København, er valgt i Sjællands Storkreds og har tidligere arbejdet som danselærer.
Hans Kristian Bundgaard-Skibby (DF)
2.834 stemmer
50-årige Hans Kristian Bundgaard-Skibby var indtil folketingsvalget erhvervs- og vækstordfører for Dansk Folkeparti. Han er valgt i Østjyllands Storkreds og er desuden viceborgmester i Hedensted Kommune. Han har beskæftiget sig med lokalpolitik siden 1997, hvor han første gang blev valgt ind i det daværende Tørring-Uldum Byråd. Han er uddannet speditør og har arbejdet med logistik og som transportchef i en virksomhed.
Thomas Jensen (S)
7.192 stemmer
48-årige Thomas Jensen er partiets mand i Silkeborg og tidligere erhvervsordfører. Han har tidligere været blandt andet europaordfører, skatteordfører og boligordfører. Jensen har været medlem af Folketinget siden 2007. Han han en bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet for LO.
Ole Birk Olesen (LA)
2.020 stemmer
46-årige Ole Birk Olesen sikrede sig også en ekstra medlemsperiode i Folketinget trods tilbagegangen. Det bliver hans tredje periode, siden han blev valgt ind i 2011. I den seneste valgperiode har han især gjort sig bemærket for sit hverv som transportminister, hvor han blandt andet har kæmpet med Postnord, taxalovgivning og alternative flertal og vakt Kattegatbroen til live igen. Før sin tid i politik har Ole Birk Olesen arbejdet som journalist på Ekstrabladet, Berlingske og sit eget medie 180grader.
Mette Thiesen (NB)
4.354 stemmer
37-årige Mette Thiesen har været Pernille Vermunds højre hånd og løjtnant gennem etableringen af Nye Borgerlige. Hun blev valgt til byrådet i Hillerød Kommune ved kommunalvalget i 2017. I 2013 blev hun valgt til samme byråd, men for Det Konservative Folkeparti. Thiesen er uddannet lærer og arbejder til daglig som folkeskolelærer i Lyngby-Taarbæk Kommune.
Niels Flemming Hansen (K)
3.780 stemmer
Den 44-årige erhvervsdrivende Niels Flemming Hansen er et forholdsvist ubeskrevet blad i landspolitisk sammenhæng. Til daglig er han medejer af skoforretningen Holst Sko og har tidligere i et enkelt år været markedschef på Politiken. Han er gået til valg på at få flere selvstændigt erhvervsdrivende i Folketinget og på, at folkeskolereformen skal have et serviceeftersyn. Han er valgt i Sydjyllands Storkreds og er desuden søn af den tidligere konservative transportminister Flemming Hansen.
Her er de velkendte transportordførere
Andreas Steenberg (R)
4.444 stemmer
35-årige Andreas Steenberg fra Aarhus er forhenværende formand for Radikal Ungdom og har været medlem af Folketinget siden 2011. Han er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet i 2011. I den seneste periode har, ud over rollen som transportordfører, også været Radikales skatteordfører og udlændingeordfører. Steenberg har tidligere været formand for Radikal Ungdom og er valgt i Vestjyllands Storkreds.
Kristian Pihl Lorentzen (V)
6.963 stemmer
58-årige Kristian Pihl Lorentzen fra Ans ved Silkeborg får endnu en runde både i Folketinget og som transportordfører. Her han siddet siden 2005 og har siden 2015 været en del af Folketingets Præsidium. Siden 2006 har han været Venstres transportordfører. Inden han blev valgt til Folketinget, har Pihl Lorentzen blandt andet været ansat i Forsvaret, og han har rang af major. Lorentzen gjorde sig under valgkampen uheldigt bemærket ved at antænde ti småbrande, da han kørte rundt i Midtjylland med et damplokomotiv.
Henning Hyllested (EL)
2.349 stemmer
65-årige Henning Hyllested har siddet i Folketinget siden 2011 og var også inden valget Enhedslistens transportordfører. Han har været medlem af bestyrelsen for Havnearbejdernes Landsklub fra 2003 til 2012 og medlem af bestyrelsen for 3F Esbjerg Transport fra 2006 til 2012, og inden han blev valgt til Folketinget, var han havnearbejder i Esbjerg. I sine yngre dage var Hyllested rejsesekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund.