Inger Støjberg får nyt job i radioprogram

Avisen Danmark og Radio4 har ansat Inger Støjberg til et nyt politisk radioprogram om borgerlige værdier.

Den tidligere Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg skal være fast debattør på Avisen Danmark og Radio4's nye politiske radioprogram, "Det blå hjørne".

Det skriver Avisen Danmark.

I december blev Inger Støjberg idømt 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten og vurderet uværdig til at fortsætte som folketingsmedlem, men dette bekymrer ikke Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen.

"Det er en konkret vurdering. Hun er en relevant debattør. Vi har ikke en skæring, hvor vi siger, at det er for meget, hvis en person har fået 70 dages fængselsstraf, men at man gerne må være debattør, hvis det er 60 dages fængselsstraf. Det handler om, om hendes meninger er relevante, og om hun er dygtig nok. Det er hun," siger Peter Rasmussen.

Inger Støjberg har tidligere været klummeskribent for Ekstra Bladet, men blev fyret efter mindre end fire måneder, fordi hun begyndte at føre politisk kampagne om forsvarsforbeholdet.

Avisen Danmark og Radio 4's nye radioprogram "Det blå hjørne" skal stille skarpt på de ideologiske borgerlige værdier. Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, er også blevet ansat som fast debattør. Det første program bliver sendt 6. maj.

{{toplink}}

 

Forrige artikel Lykke Friis udtræder af Rockwool-bestyrelse på grund af russiske aktiviteter Lykke Friis udtræder af Rockwool-bestyrelse på grund af russiske aktiviteter Næste artikel Karen Melchior vender tilbage til Europa-Parlamentet Karen Melchior vender tilbage til Europa-Parlamentet