Infrastrukturen har aldrig haft det bedre

RAPPORT: Den statslige og private infrastruktur i Danmark har fået et markant løft, mens det ser slemt ud med kommunale veje og broer. Samlet set har infrastrukturen det godt, viser ny rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Det har mødt hård kritik, at regeringen ikke investerer i infrastruktur, selvom der ligger en milliard kroner og samler støv på bunden af Infrastrukturfonden. Men måske er problemerne til at overskue.

En ny rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) vurderer, at infrastrukturen aldrig har haft det bedre.

”Vi har samlet set løftet infrastrukturen, så vi har en tilstand, der er tæt på optimal,” siger Henrik Garver, administrerende direktør i FRI.

Rapporten State of the Nation ser på udviklingen i infrastrukturen i Danmark siden 2008 og fokuserer på tidligere investeringer, nuværende tilstand og fremtidige prognoser for de forskellige sektorer inden for infrastruktur.

Tilstanden er generelt blevet løftet på stort set alle fronter, for det står nemlig godt til med jernbanenettet, havneanlæg, luftfarten og de statslige veje.

Det står dog dårligt til med den kommunale infrastruktur.

”Det største problem i Damarks transportsektor er helt ubetinget tilstanden af de kommunale broer og veje,” siger Henrik Garver.

Jernbanerne er en succeshistorie
Selvom der er sket en forbedring på næsten alle sektorer, er det især jernbanesektoren, der har fået et massivt løft.

”Jernbanenettet er gået fra at være i en dårlig kritisk tilstand i 2008, hvor man krævede en akut indsats, til nu at være i en god tilstand. Det er det niveau, vi godt vil være på,” siger Henrik Garver.

Ifølge rapporten er der tidligere blevet besluttet en lang række tiltag for modernisering og udbygning af den danske jernbaneinfrastruktur.

Allerede i perioden 2008-2012 påbegyndte man en række projekter vedrørende spor-, stations- og brofornyelser. Modernisering og udbygning af det eksisterende jernbanenet har været med til at forbedre sektoren.

I rapporten kommer FRI også med en række anbefalinger til en fortsat positiv udvikling i jernbanesektoren.

Man er bekymret for især Togfondens fremtid, da der vil blive lavet et serviceeftersyn af Togfonden. FRI anbefaler blandt andet at fortsætte arbejdet med visionerne i Togfonden.

Kommunale veje og broer er elendige
På kommunalt plan er historien om infrastrukturen dog en anden.

”Det er desværre et væsentligt hår i suppen. Det er infrastruktur, der betyder rigtig meget for almindelige menneskers hverdag, og længden af de kommunale veje udgør 95 procent af det samlede danske vejnet,” siger Henrik Garver.

Danmark har over 70.000 kilometer kommunalt vejnet, som ifølge rapporten er i en mindre god tilstand med et behov for akutte forbedringer.

”De kommunale veje er på et niveau, hvor de er langt under det acceptable. Det generelle billede er, at de ikke bliver vedligeholdt efter, hvad der er nødvendigt,” siger han.

Efterslæb på 6,3 milliarder
Jørn Pedersen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i KL, anerkender, at mange kommuner har udskudt regningen for at vedligeholde vejnettet, men påpeger, at kommunerne er begrænsede af økonomien.

”Den kommunale virkelighed er, at når vi skal vælge mellem at lægge nyt asfalt eller at bygge en børnehave, så opstår der splittelser i Danmark,” siger Jørn Pedersen til Berlingske.

Også broerne kommer til at blive en dyr fornøjelse. 38 procent af de kommunale broer har et større vedligeholdelsesbehov, hvilket kommer til at blive endnu dyrere, hvis ikke der bliver foretaget noget hurtigst muligt.

”Jo længere tid vi venter, des færre penge kommer der til at være til varme hænder, skattelettelser og andet,” siger Henrik Garver.

De kommunale veje har ifølge rapporten et efterslæb på 4,9 milliarder kroner for at få foretaget de nødvendige reparationer og vedligeholdelser, mens broerne ligger på 1,4 milliarder. Udgifter, der kun vil stige, jo længere tid man udskyder investeringerne, lyder det.

Forrige artikel Efter 25 år: Børn kender stadig ikke deres rettigheder Efter 25 år: Børn kender stadig ikke deres rettigheder Næste artikel Det sker i dansk politik: Det store spørgmål om omprioriteringen Det sker i dansk politik: Det store spørgmål om omprioriteringen