Lars Olsen: Hvis yderområderne skal undgå velfærdssammenbrud, må Folketinget tage større ansvar

I efteråret holdt jeg foredrag for en forsamling faglige tillidsfolk i Herning. Mange kom fra små samfund ude i Vestjylland.

Jeg var klar på klassiske faglige emner som dagpenge, østarbejdere og pensionsalder, men de fleste indlæg fra tilhørerne handlede om – trafik.

Kollektiv trafik er stort set afviklet udenfor byerne, hvis man ikke lige bor ved en af de få toglinjer, påpegede én. Det er blevet umuligt at leve ude ved os uden en eller to biler, lød det fra en anden. De var selv kommet i bil, men mærker konsekvenserne hos familie og venner.

Medierne har da også berettet om stribevis af sparerunder på buslinjer, typisk med de største konsekvenser i de tyndt befolkede egne. Regionerne advarer direkte imod en "dødsspiral".

"Når vi lukker ruter, er folk nødt til at investere i bil nummer ét, to eller sågar en tredje bil til familiens unge, der skal kunne komme til deres uddannelsesinstitution. Og så får vi dem ikke tilbage. Det er en dødsspiral," sagde Anders G. Christensen (V), formand for udvalget for regional udvikling, til Politiken.

Også alternativet – Flextrafik – bliver rundbarberet. Flere sjællandske kommuner har afskaffet den billige Plus-ordning, så nogle unge nu skal betale over to tusinde kroner om måneden for at komme til deres uddannelse.

Almindelige priser og ordninger for ældre er også beskåret, mange uden bil er nærmest stavnsbundet til hjemmet.

{{toplink}}

Skolerne går samme vej. I efteråret viste en opgørelse fra TV 2, at kommunerne lukker mindst 19 folkeskoler, og at yderligere 12 er lukningstruede. I mange mindre byer har børnene nu 10 eller 15 kilometer til skole. Vil der overhovedet bo børnefamilier hér, når vi ikke længere har en skole, spørges der.

Læg dertil udbredt lægemangel i mange provinsområder. At have egen læge, med et personligt kendskab mellem læge og patient, er ellers krumtappen i det danske sundhedsvæsen. Sådan er det imidlertid ikke i en del tyndt befolkede områder – ja, sågar i nogle af købstæderne. Lægerne klumper sig sammen i universitetsbyerne og Nordsjælland.

Mange borgere oplever i dag, at de bor i områder, hvor velfærdsstaten trækker sig tilbage – politikere og medier taler en masse om velfærd, men i dagligdagen er den langt væk.

Jeg og andre har tidligere peget på, at velfærden blev underfinansieret op gennem 10’erne.

Frem til finanskrisen fulgte velfærdsbevillingerne nogenlunde med antallet af børn/ældre og velstanden i samfundet, men så knækkede kurven.

Især Lars Løkke Rasmussens (M) regeringer 2015 til 2019 bærer et tungt ansvar. Den oprindelige begrundelse for sparepolitikken (finanskrisen) var ovre, men den økonomiske fremgang blev brugt til skattelettelser og ikke til offentlig velfærd.

Alene i årene efter 2015 blev velfærden underfinansieret med over 22 milliarder kroner i forhold til demografi og velstand.

I 2019 skiftede flertallet, og bevillingerne begyndte igen at følge "det fulde demografiske træk". 2010’ernes milliardtunge underfinansiering hænger dog stadig som en møllesten om halsen.

{{toplink}}

Det rammer særlig hårdt i de økonomisk trængte yderområder: Indkomsterne er lavere, borgerne ofte ældre, og mange er på overførselsindkomst. Der er større udgifter og færre indtægter.

Lolland og Langeland er skræmmende eksempler, men problemet er langt bredere.

I velstående storbyer og i Nordsjælland er billedet et andet. De har kraftigt stigende indkomster, nye højindkomster flytter til, ofte er der også færre og mere velhavende ældre. Med højere skatteindtægter kan de selv kompensere for underfinansieringen.

Vi har brug for en grundlæggende debat om statens ansvar. Det er fint med "frisættelse" af velfærd og især af medarbejdere, men de økonomiske grundvilkår kan ikke være alt for forskellige. For så knækker Danmark.

Desværre er dette spørgsmål løjerligt fraværende på Christiansborg:

Skellet mellem center og periferi var afgørende for Socialdemokratiet frem til 2021, hvor Kaare Dybvad som indenrigsminister fremlagde ambitiøse initiativer om uddannelser, infrastruktur, nærpoliti, sundhedshuse med videre.

Men så kom kommunalvalget, Socialdemokratiet gik tilbage i storbyerne – og Mette Frederiksen blev bange for sin egen skygge.

I dag rejses spørgsmålet især af Danmarksdemokraterne. Desværre er det mere protest og "værdikamp" end egentlig politik.

Inger Støjberg (DD) er åben over for skattelettelser i toppen, selv om det trækker Danmark geografisk skævt – den slags varmer i Rudersdal og ikke i Rudkøbing. Og hun "glemmer" behændigt underfinansieringen af velfærden, der blev skabt af regeringer med Inger Støjberg som minister.

Venstre har så småt meldt sig ind i kampen om landlige stemmer – men hold på hat og briller:

SVM’s minister for landdistrikter og meget andet, Morten Dahlin (V), bebuder et udspil, men tilsyneladende byder planerne mest på afregulering af planloven, regler om bosætning med videre. 

Hans partifælle, transportminister Thomas Danielsen, er i samme boldgade. Han vil løse den kollektive trafikkrise udenfor byerne med mere samkørsel og ved at få Uber tilbage.

For mig er det fint, at tomme busser erstattes af samkørsel og lokale taxi-lignende ordninger, men hvor er det kollektive ansvar? Hvem sikrer, at gamle fru Larsen uden bil kan komme til lægen – eller at hendes barnebarn når frem til handelsskolen uden at blive ruineret?

Venstre er ved at ofre "det nære samfund" på en liberalisering, hvor kræfterne får friere spil, mens Fanden tager de bagerste.

I virkeligheden står vi overfor et ideologisk opgør, der ikke bare handler om center-periferi, men nok så meget om statens rolle, velfærd og social fordeling.

Vi kan ikke løfte yderområderne uden at sikre ordentlig finansiering af deres velfærd – ellers har vi langt fra set den sidste skolelukning.

Og forstå det nu Støjberg & Dahlin: Større ulighed fører til større geografisk skævhed. Sværere er det ikke!

{{toplink}}