Hver femte kommune dropper populær hjælpeordning til ældre

VELFÆRD: 17 kommuner dropper den klippekortsordning, som blev indført af VLAK-regeringen og DF og giver plejehjemsbeboere en halv times ekstra hjælp. Nu kalder DF ministeren i samråd.

Siden 2017 har beboere på landets plejehjem haft ret til en halv times ekstra hjælp hver uge, som kunne bruges på et ekstra bad, en tur til frisøren eller noget andet efter eget ønske.

Men knap hver femte danske kommune har nu trukket stikket til den såkaldte klippekortsordning.

Det fremgår af et svar til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), som selv er uforstående over for kommunernes prioriteter.

"Mange ældre har været glade for klippekortsordningen," skriver ministeren til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg og oplyser, at han nu vil kontakte de 18 kommuner for at få en forklaring.

Men ministerens reaktion tilfredsstiller ikke Ældre Sagen, der kalder udviklingen katastrofal.

"Konsekvensen er jo, at der er mennesker, som nu bliver berøvet muligheden for at komme ud og få noget frisk luft, besøge et barnebarn eller komme i den lokale kortklub," siger seniorkonsulent Per Tostenæs.

Klippekortsordningen blev i 2017 og 2018 finansieret med 380 millioner kroner årligt, som VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti havde øremærket på finansloven til netop det formål.

Siden er pengene overgået til at være en del af bloktilskuddet. Kommunerne kan derfor nu selv bestemme, om de vil bruge pengene til andre formål.

Ældreordfører i Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl, vil nu kalde Magnus Heunicke i samråd.

"Det er en klar forringelse af ældres selvbestemmelsesret. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det kræver en grundig forklaring fra ministeren om, hvordan han vil håndtere det her," siger hun.

Læs den fulde artikel på Altinget Ældre.

Oprindeligt fremgik det af underrubrikken, at 18 kommuner har droppet klippekortsordningen. Viborg Kommune har siden henvendt sig og oplyst, at de har fortsat har ordningen, selv om de optræder i svaret fra Sundheds- og Ældreministeren som kommuner, der har nedlagt den. Altinget har derfor ændret tallet til 17.

,

Forrige artikel KORT: Her er kommunerne, der har afskaffet ældres klippekort til ekstra hjælp KORT: Her er kommunerne, der har afskaffet ældres klippekort til ekstra hjælp Næste artikel Analyse: Derfor vil ingen tage æren for højere ulandsbistand Analyse: Derfor vil ingen tage æren for højere ulandsbistand